Sponsoreret af Diakonissestiftelsen

Del artiklen:
Hospicepræst Charlotte Clante i samtale med patient på Diakonissestiftelsens Hospice. Foto: Thomas Wittrup.

Hospicepræst Charlotte Clante vil tilbyde alle plejehjem på Frederiksberg undervisning i åndelig omsorg for at ruste dem bedre til at indgå i eksistentielle samtaler med borgere og pårørende. Det kan være svært at være i andres smerte og sorg – men det kan læres. For hendes eget vedkommende var det tabet af en ægtefælle, der vakte interessen for sjælesorg.

Af Karen Grønkjær Kjeldsen // [email protected]

”For mig er diakoni fællesskab. At være sammen med andre i deres situation: at kunne være i et rum, som emmer af sorg, vrede, frustration og angst. For de pårørende kan det være svært, men plejepersonale kan lære det.”

Ordene er Charlotte Clantes. Hun er præst på Diakonissestiftelsens Hospice og bruger 30 pct. af sin arbejdstid som diakonipræst i Frederiksberg Provsti. Den tid bruger hun i øjeblikket på at tilbyde ’eksistenslaboratorier’ for plejepersonalet på Frederiksberg Kommunes plejehjem. En undersøgelse fra TrygFonden og Region Hovedstaden har nemlig vist, at sundhedsprofessionelle har en række barrierer for at gå ind i eksistentielle samtaler, blandt andet manglende ordforråd og manglende afklaring af egne værdier og ståsteder.

”Jeg taler med personalet om deres egne grundværdier – mange er faktisk ikke helt bevidste om, hvad de selv står for. Vi taler om eksistentielle temaer og om at turde tage den svære samtale: Hvis en borger er ked af det, skal de ikke bare tilbyde en kop kaffe, men turde gå ind i samtalen og spørge, hvad borgeren er ked af eller bange for,” fortæller Charlotte Clante.

”Mange samtaler om sorg eller eksistens handler ikke nødvendigvis om tro. Ofte skal man bare turde være der som menneske og medvandrer i en krise. Det er essensen af diakoni.”

At danse nøgen i regnen
Charlotte Clante fortæller om en kvinde, der fik uhelbredelig brystkræft og talte med sin præst, før hun skulle fortælle sin familie, at hun skulle dø. Da de mødtes igen efter en uge, sagde kvinden, at hun aldrig før havde følt sig så alene:

”Familien kunne slet ikke være i sorgen over at skulle miste hende. De gik i gang med at lede efter alternative behandlinger på nettet og alle vegne i stedet for at være til stede med hende i hendes sorg over at skulle dø,” fortæller Charlotte Clante.

Præsten havde spurgt kvinden, om der var noget, hun ønskede at gøre, før hun skulle dø, og kvinden huskede, at hun som barn elskede at danse nøgen i regnen. Præsten opfordrede hende til at gøre det.

”Hun tog badetøj på, satte musik på og dansede i haven, mens regnen silede ned. Da hendes mand kom hjem og så hende, skiftede han til badebukser og dansede med hende. Endelig følte hun, at han turde være i sorgen med hende.”

Personalets smerte
Men Charlotte Clante kender udmærket til smerten eller magtesløsheden ved ikke at kunne stille noget op mod døden eller patienternes lidelse. Der findes endda et begreb, der hedder ’Staff Pain’, som er den smerte, som personalet kan føle, når de ikke kan lindre et menneskes lidelser eller når, patienten selv fravælger lindrende tiltag, som ville kunne hjælpe dem.

”Selvfølgelig er der patienter, jeg tager med mig hjem i tankerne og familier, der sætter dybe aftryk. Vi har et fantastisk fagligt fællesskab på hospice og er gode til at tale udfordringerne igennem og tage hånd om hinanden: Give et knus, fælde en tåre, snakke om forløbet,” siger hun og tilføjer:

”Det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er ens egen familie, og at vi er de professionelle, der tager styringen i de svære situationer.”

Livsbekræftende arbejde
Paradoksalt nok beskriver Charlotte Clante sin arbejdsplads på hospice som det mest livsbekræftende sted at arbejde.

”Vi gør en kæmpe forskel hver dag og bliver opmærksomme på at huske at leve i nuet og ikke udskyde noget. Mange af sygeplejerskerne på hospice arbejder på deltid. I starten troede jeg, det var fordi, jobbet var hårdt. Men nu har jeg fundet ud af, at det er fordi, de prioriterer at have tid til et liv ved siden af arbejdet,” konstaterer hun.

Hun har også selv fået at vide, at hun har forandret sig og er blevet mere eftertænksom, efter hun er kommet til hospice.

”Jeg har tænkt en del over min første mands død. Den var en udløsende faktor i, at jeg valgte at tage uddannelse i sjælesorg og søge arbejde på hospice,” siger hun og uddyber:

”Han døde pludseligt af et hjertestop. Der var absolut ingen mening med hans død, men jeg har lært at finde mening i det: Jeg er blevet en bedre præst og kan bedre hjælpe andre i samme situation.”

Finder trøst i Gud og i kærligheden
Som præst blev hun konfronteret med sin tro på Gud, da hendes mand døde. Mange spurgte, hvordan hun kunne bevare troen:

”Gud blev hos mig, da jeg var vred og ulykkelig. Jeg tror ikke på en Gud, der styrer os som marionetdukker. Jeg tror på, at Gud tager imod os med kærlige hænder – ligesom når vi bliver født,” fortæller Charlotte Clante.

Det billede har hun også kunnet bruge til sine patienter på hospice, hvor mange ikke har tænkt så meget på Gud i løbet af livet, men finder tilbage til deres barnetro.

”En kvinde havde en forestilling om, at hun skulle i helvede for det liv, hun havde levet. Det fyldte meget, og hun var fuld af angst. Jeg fortalte hende om min egen forestilling om Gud og printede et billede, som Arne Haugen Sørensen har malet af et lille menneske i store hænder. Det hængte vi op på stuen. Det gav hende ro. Jeg ved jo ikke, hvad der sker efter døden, men jeg ved, at håb kan give rigtig megen ro på dødslejet,” siger Charlotte Clante.

Hun oplever også, at mange ikke er bange for selve døden, men for processen derhen. Det at sige farvel og at se deres pårørende i sorg. Det er i den proces, de har brug for, at sundheds- og plejepersonalet kan være i sorgen.

”Jeg taler ofte med patienter om, at selvom de dør, lever de videre i deres nærmeste. Vi sætter aftryk og former dem, som vi omgiver os med. Kærligheden lever videre, selvom vi dør. Det kan mange finde trøst i – lige meget hvad de ellers tror på,” understreger Charlotte Clante.

Fakta
  • Eksistenslaboratoriet er udviklet af Region Hovedstaden med støtte fra Trygfonden. En spørgeskemaundersøgelse hos en række sundhedsprofessionelle viste en del barrierer for at gå ind i åndelig omsorg og eksistentielle samtaler:
    • Manglende ordforråd, manglende afklaring om egne værdier og ståsted, manglende tid til at gå ind i samtalen, manglende viden og usikkerhed om det eksistentielle.
  • Hospicepræst Charlotte Clante har afholdt Eksistenslaboratorier for hele personalet på Diakonissestiftelsens Hospice, for Søndervang plejehjem på Frederiksberg og for Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje. Det skal desuden tilbydes alle kommunens plejehjem.
  • Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg har 16 pladser og har derudover et udgående hospiceteam, som yder pleje og omsorg til yderligere 20 borgere.
  • På Hospice giver man hjælp til at leve med døden i vente. Hospice udfører ikke aktiv dødshjælp.
  • Hospice har fokus på hele familien – også børn og unge.
  • Alle er velkomne på Hospice uanset nationalitet, religion, alder eller bopælskommune.
  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 150 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.