Sponsoreret af EG A/S

Del artiklen:
Elsker – elsker ikke? Alle kender den gamle leg med blomsten, hvor man fjerner et blad ad gangen. Foto: Getty Images

Elsker – elsker ikke? Alle kender den gamle leg med blomsten, hvor man fjerner et blad ad gangen. Sådan har jeg det undertiden med OPS, offentligt-privat samarbejde, for i praksis har tanken om det tætte samarbejde både gode og dårlige sider. 

Af Johnny Iversen, divisionsdirektør for EG Citizen Solutions

OPS: Selvom det lyder vægelsindet, har jeg det undertiden svært med Offentligt Privat Samarbejde (OPS), men samtidig er jeg overbevist om, at OPS er en nødvendighed, hvis det offentlige skal realisere sit digitale potentiale. Derfor vil jeg i denne klumme gerne sætte ord på tre udfordringer ved OPS og pege på fordelene ved Offentligt Privat Samarbejde.

OPS er et vigtigt emne
Offentligt Privat Samarbejde fylder meget og er et vigtigt emne i den offentlige debat. På Folkemødet 2018 var EG partner på OPS-scenen, hvor en række virksomheder og organisationer gik sammen om at belyse forskellige aspekter af modellen. De mange oplæg og essensen af de mange holdninger er samlet i en hvidbog, “Velfærd i udvikling – erkendelser fra et Folkemøde“, som blev præsenteret på en konference arrangeret af Folkemødets OPS-Scene i september 2018.

I hvidbogen kan man læse sig frem til resultatet af et intensivt arbejde med udfordringerne og de gode og dårlige eksempler i samarbejdet mellem den offentlige sektor og den civile, private sektor.

Jeg skal ikke her kommentere de mange eksempler, men vil i stedet fremdrage tre udfordringer ved OPS, som det fungerer i dag.

Skomager, kend din læst!
Hvis vi skal have succes med OPS, er vi nødt til at være klarere i mælet, når det gælder ansvarsfordelingen mellem den offentlige kunde og den private leverandør. For mig er det klart, at det offentlige står med det faglige ansvar for løsningen, mens teknologileverandøren har det tekniske ansvar.

I praksis betyder det, at det offentlige først og fremmest skal fokusere på at sikre, at systemet løser de ønskede opgaver og udfordringer korrekt, uden at ville bestemme, præcis hvordan de løses teknisk. Tilsvarende skal teknologileverandøren kunne tilbyde de bedste teknologiske løsninger med stor respekt for kundens faglighed.

En konsekvens af den uklare rollefordeling er, at man ser en tendens til, at det offentlige kun indgår i samarbejder, hvor man selv har interne kompetencer til at løse opgaven.

Hvad nu, hvis vi gik en anden vej og fik styr på rollefordelingen, så det offentliges medarbejdere havde som hovedopgave at komme med input til eksisterende udfordringer og opgaver samt den tilhørende faglighed, mens it-leverandøren fik ansvaret for at komme med de kreative teknologiske løsninger, der kan føre til både gevinster og en mere hensigtsmæssig arbejdsdag? Man er nødt til at se nærmere på forventningerne til deltagernes roller, hvis man i et offentligt-privat samarbejde reelt vil drage nytte af hinandens forskellige kompetencer.

Drop kontrakttyranniet
OPS præsenteres ofte som et særligt fællesskab, hvor fx en kommune sammen med en leverandør udvikler eller implementerer en løsning til fælles bedste.

Desværre består samarbejdet mange gange i, at en kommune fremsender en flere hundrede sider lang kravspecifikation, som den private leverandør så kan give tilbud på og derefter levere en løsning, hvis leverandøren er så dygtig – og heldig – at leve op til kommunens vægtede vurderingskrav, der typisk er en sindrig afvejning af en række faktorer som økonomi, faglighed, leveranceevne og brugervenlighed.

Det er der ikke meget samarbejde i – mere kontraktteknik eller ligefrem kontrakttyranni. Jeg er naturligvis enig i, at der skal gennemføres udbud, men jeg kunne ønske mig en større dialog, inden udbuddet sendes ud.

Heldigvis ser vi også eksempler på offentlige projekter, hvor det offentlige fokuserer på, hvilken effekt man vil opnå, eller på den proces, der skal it-understøttes, og derefter beder leverandøren om at komme med forslag til, hvordan opgaven kan løses, og giver plads til løbende dialog og tilpasning, både inden og efter at kontrakten er underskrevet.

Vi skal have større agilitet ind i OPS, hvis indholdet skal svare til beskrivelsen, nemlig samarbejde.

Lad de private tjene penge
Sidst, men ikke mindst, skal vi have en åben og klar dialog om de økonomiske interesser og fordelingen af det overskud, som en digital løsning kan bidrage med som følge af et offentligt-privat samarbejde. Vi skal med andre ord erkende og respektere hinandens businesscase.

Den private teknologileverandør bliver ofte mødt med krav om, at prisen for den leverede løsning skal være så lav som muligt og altid bedre end den eksisterende, lige som den offentlige kunde vil have ejerskab eller medejerskab til IP. Den tilgang til konkurrence gør det svært for de private teknologileverandører at tjene penge og at levere de optimale løsninger.

I praksis betyder det, at de fleste digitaliseringsprojekter er risikable og har en lav profitmargin set fra leverandørens synsvinkel. Derfor er vi nødt til at se kritisk på alle projekter, og vi må ofte afstå fra at byde, fordi risikoen er større end udsigten til at kunne tjene penge på at løse opgaven. En forudsætning for, at det offentligt-private samarbejde skal fungere, er derfor, at der kommer en større forståelse for, at leverandøren skal kunne tjene penge på at levere en løsning til det offentlige. En del af løsningen er en mere udbredt accept af, at leverandøren får lov til at beholde ejendomsretten til den udviklede løsning.

Selvfølgelig skal kunden have en udvidet ret til at bruge løsningen, men når it-leverandøren lægger mange hundrede tusinde udviklingstimer i at oparbejde kompetence og udvikle store offentlige løsninger, skal leverandøren også have mulighed for at videreudnytte løsningen i forbindelse med andre potentielle produkter, kunder eller markeder.

OPS er en forudsætning for digital transformation
Selvom der er udfordringer ved OPS, vil jeg dog afslutningsvis slå fast, at irritationsmomenterne ikke må overskygge den kendsgerning, at et tæt samarbejde mellem det offentlige og de private teknologivirksomheder er helt afgørende for den digitale transformation.

Til trods for at det offentlige gennem mange år har været igennem omlægninger, omstruktureringer og budgetomplaceringer, er der stadig et stort behov for at effektivisere og digitalisere mange områder. Det offentlige gør en stor indsats selv, men der er behov for, at de private leverandører hjælper med at disrupte kommunernes vanetænkning og udfordrer den eksisterende kultur på mange arbejdspladser, hvor det stadig er muligt at arbejde både mere effektivt og mere fagligt – uden at stresse sig selv ihjel.

Samtidig er det offentliges aktive medvirken i udviklingsarbejdet en helt nødvendig forudsætning for, at it-leverandørerne ikke kommer med smarte løsninger, der ikke tager højde for de behov, som de offentligt ansatte har, når de skal løse deres mangfoldige opgaver i hverdagen.

Uden samarbejde, ingen innovation – hverken i de offentlige organisationer eller hos de private it-leverandører. Vi har brug for hinanden, så lad os fastholde og udvide dialogen om OPS, offentligt-privat samarbejde.