Sponsoreret af Diakonissestiftelsen

Del artiklen:
Hvordan bevarer man arbejdsglæden i et job, der handler om døden? Svaret er blandt andet godt kollegaskab. Arkivfoto: Büro Jantzen.

På Diakonissestiftelsens Hospice arbejder medarbejderne dagligt med døden tæt på. De bliver konfronteret med alvorligt syge mennesker, pårørendes sorg og afmagt. I dette rum forsøger de at bevare arbejdsglæden ved hjælp af samtaler, kollegial sparring og humor.

Af Mette Frid Darré [email protected]

Der bliver talt meget om arbejdspres på hospitalerne, men da sygeplejerske Pia Steinaa skiftede arbejdsplads til hospice kunne hun faktisk ikke lide roen. 19 år senere sidder hun i et hvidt besøgsrum og udstråler en naturlig ro, som måske kommer af årene med mange svære samtaler inde på livet. Forårslyset kæmper for at komme ind ad det store vindue, men gardinerne holder det forsigtigt tilbage. Her er stille som i en kirke inden andagt. Pia Steinaa har hentet to kopper kaffe fra det velduftende køkken.

Fart over feltet på intensivafdelingen

Før Pia Steinaa fandt sin rette hylde som sygeplejerske på hospice, kom hun fra en semi-intensivafdeling på Amager Hospital med en travl hverdag.

”Jeg var vant til at klare tre sengebade inden kl. 10. Jeg elskede at have travlt, og alt gik dak, dak, dak,” Pia Steinaa slår ud med armen i zig-zag-bevægelser og fortsætter:

”Det var svært for mig at skifte til hospice, da alt var roligt her. Her gik jeg rundt kl. 10 og syntes ikke, at jeg havde nået noget.”

Pia Steinaas interesse for den palliative pleje opstod på Amager Hospital i mødet med en patient med lammelse, der gerne ville dø i sit eget hjem. Her var Pia Steinaa med i plejen og oplevede hans sidste tid.

”Efter at han var død, gjorde vi ham i stand. Han var logebroder og blev klædt i sit fine tøj, mens vi hørte opera, og børnene drak øl i sofaen. Jeg tænkte ’hold da op! Kan man komme ud af livet på den måde?’ Alt gav så god mening, og dér besluttede jeg, at jeg ville arbejde på hospice.”

Tør dine fødder af, inden du går hjem

”Det var svært at være på hospice det første år. Jeg tænkte på de unge patienter med små børn, når jeg kom hjem, og jeg savnede intensivafdelingen, hvor alt gik tju-bang-derudad.”

Pia kontaktede sin gamle afdelingssygeplejerske på Amager Hospital, og hun var klar til at byde hende velkommen tilbage med åbne arme.

På trods af at hun savnede den livlige intensivafdeling, begyndte hun at tale med sine erfarne kolleger om, hvordan hun kunne håndtere at arbejde med uhelbredeligt syge mennesker.

”En kollega opfordrende mig til at tørre fødderne af på dørmåtten, når jeg forlod hospice, eller at tage et bad, så jeg kunne vaske hospice af mig. Selvom det var psykiske ritualer, så hjalp de mig. Og den dag i dag tørrer jeg stadig fødderne af, når jeg går.”

Inden Pia Steinaa havde set sig om, var hun alligevel faldet til i sin rolle som sygeplejerske på hospice og valgte at blive. Nu er der gået 19 år.

Supervision og kolleger støtter

Selvom Pia Steinaa med tiden har lært at rumme sine følelser i arbejdet, kan der stadig opstå situationer, hvor hun stopper op og har brug for at tale med andre. Her bruger hun både sine kolleger og supervision, hvor en ekstern psykolog støtter og taler med personalet.

”Der er tid og ro til at pleje, vaske og tale med patienter på hospice. Det finder jeg ikke andre steder, og det betyder meget for min arbejdsglæde,” fortæller Pia Steinaa i gårdhaven på Diakonissestiftelsens hospice.

”Jeg brugte det for nylig, da jeg blev følelsesmæssigt ramt af en kommentar fra en ung patient. Jeg tilbød hende en rollator for at give hende støtte. Hun svarede: Er du ved at lægge mig i graven? Jeg blev helt mundlam. For det var slet ikke min hensigt.”

Kommentaren fra patienten gjorde indtryk på Pia Steinaa, og hun talte med psykologen om episoden. Sammen kunne de sætte ord på, hvordan hun fremover kan reagere i en lignende situation. Måske kunne svaret til patienten være:

”Jeg tilbyder dig en rollator for at passe på dig, så du ikke falder,” fortæller Pia Steinaa og konkluderer:

“For mig handler det om at få følelserne ud af hjertet, hvor jeg blev ramt, og op til min hjerne, som kan oversætte følelserne. Dermed kan jeg kommunikere min hensigt til patienten.”

Efter 19 år på Diakonissestiftelsens Hospice kan Pia Steinaa med en solid faglig erfaring i ryggen forholde sig professionelt til svære situationer i mødet med patienter og pårørende. Sparringen med kolleger og supervisonen har banet vejen for, at hun har fundet glæde i den ro, som i begyndelsen frustrerede hende.

 

Fakta:
  • Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg har 16 pladser og har derudover et udgående hospiceteam, som yder pleje og omsorg til yderligere 20 borgere.
  • Det er gratis at komme på hospice, og alle er velkomne på Diakonissestiftelsens Hospice uanset nationalitet, religion, alder eller bopælskommune.
  • På Hospice giver man hjælp til at leve med døden i vente. Hospice udfører ikke aktiv dødshjælp.
  • Hospice har fokus på hele familien – også børn og unge.
  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.