Sponsoreret af Diakonissestiftelsen

Del artiklen:
Det er ganske enkelt god forretning at tænke på miljøet. Vi kan spare penge på mere miljøvenlig drift, Siger direktør Anne-Mette Fugleholm Foto: Diakonissestiftelsen

Slut med bunkevis af plastic-affald i Diakonissestiftelsens kantine. Kunderne kan i stedet få deres mad i en miljøvenlig madkasse eller i bionedbrydelige bakker. Det er et led i Diakonissestiftelsens arbejde med bæredygtighed.

Mere end 20.000 stykker plastic i form af salatbakker, låg, bestik og deslige passerede gennem Diakonissestiftelsens kantine i 2018. Det tal bliver et rundt nul de kommende år. For at understøtte Diakonissestiftelsens arbejde med miljømæssig bæredygtighed, har kantinen valgt at gøre op med forbruget af plastic, som kantinens kunder førhen transporterede maden i, hvis de skulle have den med sig. I stedet kan medarbejdere og andre kantinebrugere købe miljøvenlige madkasser eller bionedbrydelige bakker.

”Vi har fået virkeligt mange positive tilkendegivelser. Folk synes heldigvis, at det er godt at minimere plasticforbruget, selvom det koster dem lidt mere,” fortæller Diakonissestiftelsens køkken- og konferencechef, Frank Attermann.

God forretning at tænke på miljøet

Opgøret med plasticemballagen er bare ét af flere miljøvenlige tiltag på Diakonissestiftelsen, der i sin nye strategi har indført en tredobbelt bundlinje, så virksomheden ikke kun gør status på økonomien, men også på sociale og miljømæssige indsatser.

”Det er ganske enkelt god forretning at tænke på miljøet. Vi kan spare penge på mere miljøvenlig drift, og så betyder det noget for medarbejdere i dag, at virksomheden udviser samfundsansvar. Så det bliver lettere både at rekruttere og fastholde vores medarbejdere,” fortæller adm. direktør Anne Mette Fugleholm.

Blandt øvrige tiltag kan nævnes, at der på driften af Diakonissestiftelsens 45.000 kvadratmeter bygninger de senere år er investeret penge og kræfter i at nedbringe CO2-udledningen fra el-, vand- og varmeforbrug med 10-15 pct. Der er for eksempel skiftet til LED-lys og blevet gennemgået vandinstallationer for at undgå løbende toiletter, og vandhaner som er længe om at blive kolde.

Bundlinje giver synlighed

Selvom det ikke er noget nyt at tage ansvar, er det alligevel et vigtigt skridt, at Diakonissestiftelsen nu vil rapportere på flere bundlinjer, forklarer direktøren:

”Det bliver mere tydedeligt for vores bestyrelse, hvad vi opnår både miljømæssigt og socialt og ikke blot økonomisk. Det medfører større dedikation fra lederne og dermed, at vi samlet som koncern får fokus på bæredygtighed. Heldigvis falder det os ret naturligt: Det ligger i vores DNA at tage ansvar og bidrage positivt til samfundet. Som non-profit-organisation går alt, hvad vi tjener, direkte til at udvikle vores ydelser og til fællesskaber, der hjælper ensomme og sårbare mennesker,” siger Anne Mette Fugleholm.

Fakta:
  • Socialt og samfundsmæssigt ansvar er en del af Diakonissestiftelsens DNA. Eksempelvis har Diakonissestiftelsen et CSR-partnerskab med Frederiksberg Jobcenter med 16 praktikpladser for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
  • Diakonissestiftelsen energirenoverer kontinuerligt sin 45.000 kvadratmeter store bygningsmasse. De seneste tre år er CO2-udledningen fra el-, vand- og varmeforbrug nedbragt med 10-15 pct.
  • Senest har Diakonissestiftelsen afskaffet plasticemballage i kantinen, som i 2018 brugte over 20.000 stykker plastic til bl.a. salatbakker, suppekopper, låg til kopper og bestik.
  • Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker. Vi ser altid mennesket og tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og behov.