Del artiklen:
FOA's formand, Mona Striib, satser på en rimelig seniorførtidspension, og på differentieret folkepensionsalder. Foto: Anne Bæk / Ritzau Scanpix.

Flertallet af de offentligt ansatte, der har meldt sig ud af efterlønsordningen, ærgrer sig over deres beslutning.

55 procent af dem, der har valgt at få efterlønsbidraget udbetalt og derfor ikke kan gå på efterløn, har fortrudt det. Det viser en helt ny undersøgelse blandt FOAs erhvervsaktive medlemmer, der blandt andet er social- og sundhedsassistenter, pædagogmedhjælpere og rengøringspersonale.

Ifølge professor på Aalborg Universitet Per H. Jensen skyldes fravalget af efterlønnen ofte folks urealistiske forestillinger om, hvor længe de kan blive på arbejdsmarkedet.

”Undersøgelser viser, at man som ung tror, man kan holde til de 75 år eller længere. Jo tættere, man kommer på pensionsalderen, jo mere ser man, at man ikke kan klare det,” forklarer Per H. Jensen til Fagbladet FOA og nævner, at uforudsigeligheder som sygdom og skader kan ramme alle.

29 procent af FOAs medlemmer har afmeldt efterlønsordningen. Jan Sørensen, teknisk serviceleder på Interskolen i Viby ved Aarhus, er en af dem. Da han i 2012 fik sin efterløn udbetalt, virkede det som en fornuftig forretning. Dengang var han 52 år. Nu er han 59 – og han ærgrer sig over beslutningen:

“Jeg fortrød, da helbredet for fire år siden begyndte at skrante. Min ryg, skulder og hænder er så slidte, at jeg ikke kan se mig selv på arbejdsmarkedet, til jeg bliver 67 år,” siger Jan Sørensen til Fagbladet FOA.

FOAs formand, Mona Striib, vil ikke klandre medlemmerne for at tage imod den skattefri udbetaling, der følger med, når man hæver efterlønsbidraget. Hun peger også på medlemmernes begrænsede økonomi og efterlønnens udfasning som årsager. Samtidig er det problematisk, når tidlig nedslidning er en realitet hos FOAs faggrupper.

”Derfor satser vi på en rimelig seniorførtidspension, og på at differentieret folkepensionsalder bliver indført, så en værdig tilbagetrækning er mulig,” siger Mona Striib.