Del artiklen:
Godhavnsdrengene Poul-Erik Rasmussen og Arne Roel Jørgensen fotograferet i Holte, inden de skal til et afsluttende møde i Statsministeriet, mandag den 5. august 2019. Tirsdag den 13. august giver statsminister Mette Frederiksen (S) en undskyldning til de mishandlede børnehjemsbørn kendt som Godhavnsdrengene. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019

Godhavnsdrengene har i årtier kæmpet for officiel undskyldning. Det får de i dag på Marienborg.

Statsministeren har inviteret Godhavnsdrengene og repræsentanter for andre børnehjemsbørn til et arrangement, hvor statsministeren giver en officiel undskyldning for statens manglende tilsyn. Den er rettet mod børnene, som blev udsat for overgreb og svigt mellem 1949 og 1976.

Mette Frederiksen udtaler forud for arrangementet:

”Nogle af samfundets mest sårbare børn blev mishandlet. De blev svigtet af de voksne, der skulle passe på dem.

Myndighederne gjorde intet. Det kan, og må vi ikke som samfund lukke øjnene for.

Vi kan ikke ændre det, der er sket. Men vi kan og skal lære af det. Det var ikke børnenes skyld. Det er det aldrig. Derfor er det på høje tid, at vi giver ofrene en undskyldning.”

Her følger et overblik over sagen om Godhavnsdrengene, der har kæmpet for oprejsning for deres ødelagte barndom på børnehjemmet Godhavn i 1960’erne:

  • Drengehjemmet Godhavn blev oprettet i 1893 i Tisvildeleje som selvejende institution.
  • Det var typisk unge drenge, der havde mistet deres forældre eller ikke kunne passe skolen, der blev anbragt på Godhavn.
  • Efter dokumentarprogrammet “Drengehjemmet” i 2005 organiserede en række tidligere anbragte fra Godhavn sig i gruppen “Godhavnsdrengene”.
  • I 2009 bevilgede Socialministeriet penge til en uvildig undersøgelse af forholdene på en række danske børnehjem, herunder Godhavn.
  • Resultatet var Godhavnsrapporten. Her blev det slået fast, at drengene blev udsat for en række overgreb, herunder systematiske tæsk, lussinger, seksuelle overgreb samt medicinske forsøg.
  • I ti år har flere af de mænd, som var drenge på Godhavn, kæmpet for at få en undskyldning fra staten.
  • I april 2015 frifandt Københavns Byret Socialministeriet. Byretten fandt, at kravet om erstatning var forældet og skulle have været anlagt senest i 1985.
  • Dommen fra byretten blev i november 2017 stadfæstet af Østre Landsret.
  • Socialdemokraterne fremsatte i januar 2017 et beslutningsforslag, der skulle give de tidligere børnehjemsbørn en undskyldning. Der var ikke flertal i Folketinget for forslaget.
  • 28. marts 2017 gentog børne- og socialminister Mai Mercado (K), at regeringens position er, at staten ikke skal give mændene en undskyldning.
  • Folketinget vedtog i februar 2018 en ny lov, der ophæver forældelsesfrister i alle sager om overgreb mod børn.
  • 13. marts 2018 oplyste den tidligere børnehjemsdreng Poul-Erik Rasmussens advokat, Bjørn Elmquist, at Procesbevillingsnævnet havde givet tilladelse til, at sagen kunne komme i Højesteret.
  • Poul-Erik Rasmussen droppede siden sagen på grund af manglende økonomi til at føre den videre.
  • I april 2018 stemte blå blok og DF nej til Enhedslistens forslag om, at Godhavnsdrengene skulle have en officiel undskyldning.
  • I sin tale ved Folkemødet 14. juni 2019 sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, at hun officielt vil undskylde over for drengene, hvis hun bliver statsminister.

Kilder: Ritzau, TV2 Lorry, DR, Statsministeriet og forstander Søren Skjødt