Del artiklen:
"Må det blive den sidste undskyldning på socialområdet. Hændelserne er en sort plet på Danmarks anbringelseshistorie og vidner om en velfærdsstat, der svigtede" skriver Michael Graatang, direktør for LOS

Endelig kom den. Den officielle – og åbenlyse – undskyldning til Godhavnsbørnene som burde være givet for længst, og som ingen burde kæmpe for at få. – Må det blive den sidste.

Hændelserne er en sort plet på Danmarks anbringelseshistorie og vidner om en velfærdsstat, der svigtede sin primære opgave med at sikre de udsatte og sårbare børn, som ikke kunne tage vare på sig selv.

Desværre står Godhavnbørnenes historie ikke alene, men er et vidnesbyrd fra en tid, om uacceptable anbringelsesvilkår og hårdhændet behandling af udsatte grupper. Nogle af erfaringerne om tiden på institution i denne periode er behæftede med historier om vold, overgreb, krænkelser, sult og tvangssterilisation. Statsminister Mette Frederiksens undskyldning på Statens vegne bør med rette udgå til alle de anbragte børn og voksne, der blev udsat for groft systemsvigt og uforståelige retslige krænkelser af velfærdsstaten.

Man kan spørge sig selv om, hvordan det kunne finde sted? Kunne det være undgået? I dag er det absurd at tænke på, at man først i 1967 forbød at slå børn i døgninstitutioner for børn og unge. Men revselsesretten gav på ingen måder beføjelser til verbalt, fysisk og seksuelt og følelsesmæssigt magtmisbrug og den behandling Godhavnsbørnene, og desværre mange andre anbragte, blev udsat for i denne periode. Handlingerne vidner om et behandlingssystem blottet for etik og moral og drevet af magtsyge. Men kunne det være undgået. Det lidt forsimplede svar er ja. For hvordan agerede tilsynet? Hvor var de myndigheder, som skulle sikre børnenes tarv og retssikkerhed? Hvor var den lovgivning, som skulle sikre børnenes rettigheder? Og hvor var det mellemmenneskelige etiske moralske indgreb og ansvar fra omverdenen?

Tilsyn – ja tak!

Det specialiserede socialområde er i dag et af velfærdssamfundets mest regulerede områder, og her er Socialtilsynet helt centralt. Men uanset hvor effektivt og dygtigt et socialtilsyn, vi opbygger, så kan det ikke stå alene, hvis vi skal have det anbragte barn i centrum. Vi har hele tiden brug for at forbedre kvaliteten på landets sociale tilbud, uanset om de er offentlige eller ikke-offentlige. Et socialt tilbud kan være drevet til topkarakter, og alligevel kan der være børn, som er fejlplacerede eller har problemer med sundhed, pårørende eller andre forhold, som påvirker trivslen. Her er kommunernes lovpligtige personrettede tilsyn altafgørende, og netop dette tilsyn bør opprioriteres væsentligt. I dag anvendes der for mange ressourcer på de tilbud, der fungerer godt, og for få på de steder, der fungerer mindre godt. Helt konkret opfordrer LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud, Danmarks største brancheorganisation for sociale tilbud – til flere uanmeldte tilsynsbesøg og færre anmeldte. Det vil i højere grad tilgodese børnenes krav på uvildig og faglig vurdering af anbringelsens kvalitet.

Tilsyn gør det ikke alene

På det specialiserede socialområde går LOS forrest ud fra værdierne professionalisme, faglighed og kvalitet. Missionen er at styrke betingelserne for, at de sociale tilbud kan tage et socialt ansvar for mennesker i udsatte og sårbare positioner og dermed velfærdssektoren. Men vi kan aldrig agere bedre og mere hensigtsmæssigt end den lovgivning, vi står på ryggen af. Derfor må vi som brancheorganisation hele tiden arbejde på, at den lovgivning, anbringelsesområdet administreres ud fra, er tidssvarende og optimerer de anbragte børns rettigheder. Rammerne for anbringelsesområdet blev styrket betydeligt med anbringelsesreformen fra 2006, der bl.a. satte fokus på vigtigheden af en grundig udredning af barnets problemer og en handleplan for indsatsen. Men man måtte fortsat konstatere, at anbragte børn klarer sig dårligere end andre børn.

Sidenhen har LOS indgået aktivt omkring arbejdet med en reform med fokus på tidlig indsats, kontinuitet i anbringelsen og barnets rettigheder. Barnets Reform skulle sikre, at udsatte børn og unge får de bedste muligheder for at trives og udvikle deres personlige og faglige kompetencer. Samtidig er der fokus på at styrke samarbejdet omkring barnet på alle niveauer. LOS har været involveret i udarbejdelse af Voksenansvarsloven. En lov, hvor reglerne om magtanvendelse og andre indgreb først og fremmest skal beskytte anbragte børn og unge mod overgreb – og forebygge unødvendig magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Vi har alle et ansvar

Vi fortæller hinanden, at vores velfærdssamfund i dag giver alle lige muligheder – fri og lige adgang – men de lige muligheder har ikke skabt lighed. Selv om alle har mulighed for adgang, er det langt fra alle, som formår at udnytte det. Og det er præcis den gruppe mennesker, vi skal tage særligt vare på og sikre rettighederne for. Der påhviler stadig en vigtig samfundsopgave med at støtte de anbragte børn og deres familier, så børnene på trods af vanskeligheder og svære vilkår kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. Og så alle børn under anbringelse er sikret de bedst mulige betingelser.

De sociale tilbud åbner hver dag døren op og skaber hjem, uddannelser og meningsfulde tilværelser for de børn og unge, der falder uden for systemerne, og som af mange årsager har brug for støtte i tilværelsen. Som branche er vi stolte af og tager ydmygt imod opgaven med at påtage os det sociale ansvar for børn, unge i udsatte og sårbare positioner. I LOS mener vi, at velfærd er noget, vi skaber sammen og ansvar er noget, vi tager sammen på tværs af sektorer, brancher, politiske skel og systemer. Det moralske, etiske og mellemmenneskelige ansvar er et fællesanliggende, og sammen med en meningsfuld og klar lovgivning samt et stærkt tilsyn vil vi kunne forpligte os på, at der aldrig mere blive brug for en officiel undskyldning til anbragte børn i Danmark.