Del artiklen:
Social- og indenrigsminister Astrid Kragh (S) vil præcisere et svar til Folketinget, som har fået kraftig kritik fra FOA for at dømme medarbejderne på et plejehjem inden en sag er behandlet i Ankestyrelsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kraftig kritik fra FOA får nu social- og indenrigsminister Astrid Kragh (S) til at præcisere et svar til Folketinget om fastspændingen af en dement 87-årig kvinde på plejehjemmet Fyrglimt i Thisted. Læs hele ministerens svar her.

Social- og indenrigsminister Astrid Kragh (S) vil nu præcisere et svar til Folketinget om en sag om fastspænding af en 87-årig dement på plejehjemmet Fyrglimt i Thisted, så det klart fremgår, at hun udtalte sig under forudsætning af, at Ekstra-Bladets beskrivelse af sagen er korrekt.

Læs mere: Skarp kritik af indenrigsminister for at blande sig i sag hos Ankestyrelsen

I svaret konkluderede ministeren at “en sådan behandling af vores ældre borgere skal selvfølgelig stoppes,” selvom Ankestyrelsen behandler sagen, og derfor ikke har afgjort, om de ansatte og plejehjemmet har gjort noget galt.

Svaret vakte kraftig kritik fra FOA her på NB-Nyt, som oplevede at ministeren dømte medarbejderne alene på baggrund af oplysninger i Ekstra-Bladet, og at hun som øverste ansvarlig for Ankestyrelsen skabte tvivl om styrelsens uafhængighed.

”Jeg er ked af, at mit svar til Folketinget har givet anledning til misforståelser. Jeg tager i svaret forbehold for, at vi jo kun kender Ekstra Bladets beskrivelser af forløbet. Desværre står det forbehold ikke klart i alle dele af svaret, selvom det var intentionen. Jeg har stor respekt for den faglighed, medarbejderne i plejesektoren har. Og det samme gælder Ankestyrelsens arbejde. Jeg har kun forholdt mig generelt til reglerne om brug af stofseler efter servicelovens magtanvendelsesregler samt de beskrivelser, der fremgår af de omtalte artikler. Derfor vil jeg også præcisere mit svar over for Folketinget,” skriver ministeren i en mail til NB-Økonomi, der først bragte historien.