Del artiklen:
I tre regioner - Sjælland, Midtjylland og Syddanmark - har tusindvis af kvinder fået mangelfuld brystkræftundersøgelse i strid med retningslinjerne. Nu viser det sig at topchefer forsøgte at dæmpe kritikken fra organisationer som Kræftens Bekæmpelse. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Var der koordineret indsats i angrebet på Styrelsen for Patientsikkerhed? Topchefer i regionerne har tilsyneladende i kulissen orkestreret angreb på Styrelsen for Patientsikkerhed, viser mails.

Sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser af tusindvis af kvinder i tre regioner har haft bevågenhed fra de øverste embedsmænd i så vel Danske Regioner som i Region Sjællands øverste ledelse.

Jyllands-Posten har blandt andet på baggrund af dokumenter og kilder skrevet, at koncerndirektør i Region Sjælland Leif Panduro Jensen har givet urigtige oplysninger, forsøgt at nedtone alvoren af sagen og bedt kolleger i de andre regioner og deres organisation, Danske Regioner, om at sprede oplysningerne.

Var der koordineret indsats i angrebet på mod styrelsen på embedsmandsniveau?

Dette forsøg på at nedtone sagen har tilsyneladende haft effekt, for nu viser det sig i følge Jyllands Posten, at en topchef i Danske Regioner har arbejdet i kulissen og forsøgt at stække Styrelsen for Patientsikkerhed, som har til opgave at varetage patienternes sikkerhed på blandt andet danske sygehuse.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af mail og sms-beskeder, som avisen har fået indsigt i.

Angrebet fra Danske Regioner, der står for sygehusdriften i Danmark, er sket, efter at styrelsen har kritiseret tre regioner for at have undersøgt tusindvis af kvinder mangelfuldt for mulig brystkræft – i strid med nationale retningslinjer.

Samtidig har styrelsen offentligt stillet krav om genundersøgelse af de berørte kvinder og politianmeldt Region Sjælland og ledende medarbejdere i regionen.

Ifølge Jyllands-Posten er forsøget på at stække styrelsen igangsat af Erik Jylling, der er sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner.

Direktør i Danske Regioner bad Kræftens Bekæmpelse dæmpe kritikken

Styrelsen “optræder som ‘sheriffen skyder på det hele’, uden at forholde sig til det faglige indhold”, skriver Erik Jylling i en mail til direktøren i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, hvor han beder organisationen dæmpe kritikken af regionerne.

Advokat Karsten Høj, formand for Foreningen for Erstatnings- og Forsikringsret, siger til Jyllands-Posten:

– Det ser ikke kønt ud udefra. Det er udtryk for en uheldig kultur og meget problematisk, at regionerne på denne måde forsøger at kompromittere patienttilsynet.

Politikere rystede over embedsmandskultur og vil kalde sundhedsminister i samråd

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, siger til Jyllands Posten, at hun er rystet over “forsøget på at miskreditere Styrelsen for Patientsikkerhed og lukke munden på Kræftens Bekæmpelse”.

– Det er udtryk for en syg embedsmandskultur, siger hun.

Tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og sundhedsordfører Sophie Løhde (V) har tidligere udtalt, at de vil kalde sundhedsministeren i samråd for at komme til bunds i sagen.

Erik Jylling har ikke ønsket at svare på Jyllands-Postens spørgsmål.

/hou/ritzau/