Del artiklen:
Forældre skal have omkring 19.000 kroner om måneden for at passe deres børn derhjemme, foreslår Dansk Folkeparti. Forslaget møder modstand fra børneforsker og Socialdemokratiet. Arkifvfoto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Forældre skal i barnets første fire år få dagpengesats for at passe børn i hjemmet, foreslår Dansk Folkeparti. Forsker ser problemer for hjem uden overskud til at stimulere børnene.

Dansk Folkeparti foreslår at give forældre op til 18.866 kroner om måneden for at passe deres børn i hjemmet.

Det skriver Berlingske.

Forslaget går konkret på et økonomisk tilskud til at passe børn derhjemme i barnets første fire år. Beløbet svarer til den højeste dagpengesats.

– Vi vil gerne styrke de enkelte familier. Vi vil i højere grad understrege, at familien har et ansvar for at opdrage deres børn, og samtidig vil vi give familier mulighed for at gøre det, de mener, er bedst for deres børn, siger Martin Henriksen, tidligere folketingsmedlem for DF.

Martin Henriksen udtaler sig om forslaget, selv om han ikke længere sidder i Folketinget. De seneste måneder har han stået i spidsen for en arbejdsgruppe i Dansk Folkeparti, der skal udvikle ny politik for partiet.

Der vil være en række betingelser for at kunne få tilskuddet. Begge forældre skal have været i job eller uddannelse i tre af de seneste fire år, inden de får tilskuddet.

Samtidig skal man have opholdt sig i Danmark de sidste 20 år. Desuden vil familier i boligområder med status som ghetto stadig skulle sende deres børn i institutioner.

Martin Henriksen tror, at det være skidt for integrationen, hvis man giver tilbuddet til alle.

– Det vil generere nogle integrationsproblemer i ghettoområder, fordi mange vil holde deres børn hjemme, og derfor vil de måske ikke lære det danske sprog, kultur og værdier at kende, siger han til Ritzau.

Forsker frygter for børnenes udvikling

I familier med manglende overskud hos forældrene vil det kunne sætte børns udvikling tilbage, hvis de bliver passet hjemme de første år af deres liv i stedet for at gå i institution.

Det mener børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen, professor emeritus og tidligere formand for Børnerådet.

– Det vil være et problem med forældre, der ikke har overskud til at stimulere deres børn. En svag hjemmepasning kan sætte børn for sent i gang med en positiv udvikling, siger Per Schultz Jørgensen.

– Det bliver meget let passiv pasning, hvor børnene ender med at kigge ned i en skærm eller skal beskæftige sig selv.

– Dermed får børnene ikke de påvirkninger, der er fra stimulerende udfordringer fra kammerater eller pædagogiske programmer i en daginstitution, siger Per Schultz Jørgensen.

Per Schultz Jørgensen mener i stedet, at man skulle se på muligheder for at forlænge barselsorloven frem for DF’s forslag, fordi han heller ikke ser idéen passe ind i Danmark.

– Vi har en familiemodel i Danmark, der i høj grad bygger på to forsørgere med to forældre, der er uddannet og arbejder.

– Vores model bygger på ligestilling, og at man trygt kan sende sine børn hen i en god daginstitution, siger Per Schultz Jørgensen.

Regeringen frygter for ligestillingen

En række kommuner giver allerede i dag tilskud til børnepasning i hjemmet, men det er ifølge DR i gennemsnit 5.530 kroner per måned. DF’s forslag er dermed en tredobling.

I regeringen affejer børneordfører Jens Joel (S) forslaget, da han ser problemer inden for ligestilling og arbejdsmarkedet.

– Jeg frygter, at det vil være et stort tilbageslag for ligestillingen, fordi det i praksis meget ofte vil være kvinderne, der kommer til at gå hjemme.

– Samtidig har vi bygget en samfundsmodel op, hvor alle bidrager, og alle er en del af arbejdsfællesskabet, og det synes jeg, at vi skal værne om i stedet for at skrue tiden tilbage til 50’erne, siger han.

jornns /ritzau/