Del artiklen:
Ældre Sagen bør se på kommunernes overordnede økonomiske muligheder, inden de går ud og kritiserer en kommune for at spare på ældreplejen, mener Hjørrings borgmester. Arkivfoto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix
Ældre Sagen bør se på kommunernes overordnede økonomiske muligheder, inden de går ud og kritiserer en kommune for at spare på ældreplejen, mener Hjørrings borgmester. Arkivfoto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Jysk borgmester udfordrer Ældre Sagen til ikke bare at stille krav, men også se på, hvilken økonomi den enkelte kommune har til at yde service. Nøgletal afslører, at nogle kommuner bruger dobbelt så meget pr. person som andre på ældrepleje. Se tallene for alle kommuner her.

En sag om lukningen af et plejecenter i Hjørring har fået kommunens borgmester til at udfordre Ældre Sagen, der kraftigt har kritiseret lukningen af plejecenteret.

“Jeg må konstatere, på baggrund af tallene fra Social- og Indenrigsministeriet, at Bjarne Hastrup formentlig er helt ude af trit med vores økonomiske virkelighed her i kommunen, siger Arne Boelt (S).

Dermed opfordrer borgmesteren Ældre Sagen til at se på kommunernes overordnede økonomiske muligheder, inden de går ud og kritiserer en kommune for at spare på ældreplejen. Og Arne Boelt vedgår i sin pressemeddelelse, at Hjørring bruger markant mindre på ældrepleje end mange andre kommuner.

Ifølge Indenrigsministeriets Økonomiske Nøgletal – som borgmesteren i går sendte ud i en pressemeddelelse – bruger Hjørring kun 38.400 pr. ældre over 67 år på pleje og omsorg, og det er kun 60 procent af, hvad man bruger i landets dyreste kommune København, nemlig 63.593 kroner pr. ældre over 67 år.

“Tallene fortæller helt åbenlyst om en anden økonomisk virkelighed i Hjørring kommune sammenlignet med Københavns kommune, hvor Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup kommer fra”, siger Arne Boelt.

Han opfordrer Ældre Sagens direktør til at skifte fokus fra hvilke rettigheder, den enkelte borger har, til hvilke ydelser, den enkelte borger har brug for.

“Vi har fokus på at yde den lovbestemte service til vores borgere inden for de rammevilkår og økonomiske råderum vi har. Derfor er vi nødt til at effektivisere og samle vores drift – i dette tilfælde plejecenter – i større enheder. Vores manglende økonomiske råderum tvinger os hele tiden og år efter år til at effektivisere og få mest muligt ud af hver en krone, ellers kan vi ikke levere en nogenlunde ens service til vores borgere på alle områder, siger borgmester Arne Boelt.

Ældre Sagen: Vi skal ikke forholde os til den enkelte kommunes økonomi

I Ældre Sagen afviser vicedirektør Michael Teit Nielsen, at de som interesseorganisation skal lade sig styre af den enkelte kommunes økonomi.

“Det er jo et  principielt spørgsmål. Det står ikke i grundloven, at det er økonomien i en kommune, der afgør, om loven skal overholdes. Det svarer jo lidt til, at man kommer ind på et hospital med en kræftsvulst, og hospitalet så siger, at det står lidt stramt til med økonomien, og derfor må patienten undvære behandling,” siger han.

Ældre Sagen vil som interesseorganisation ikke ind og forholde sig til den enkelte kommunes økonomi og spørgsmål som den kommunale udligning.

“Det kan godt være, at Hjørring har økonomiske problemer, men det må være en sag mellem Hjørring, de andre kommuner og Folketinget,” siger Michael Teit Nielsen. “Det må være en opgave for borgmesteren og byrådet at prioritere, at borgerne i kommunen får den hjælp og støtte, de har ret til og behov for. Vi har ikke tænkt os at gradbøje borgernes retssikkerhed,” siger han.


Note:

Tallene fra Kommunale Nøgletal tager ikke højde for en række ydre forhold, der kan påvirke prisen på ældrepleje:

  • Middelelevetiden og alderssammensætningen af ældregruppen.
  • I Hjørring er der længre afstande mellem de ældre der skal have pleje, til gengæld er det sværere at parkere i København.
  • Det er ofte dyrere at drive ældreboliger i storbyer blandt andet på grund af højere jordpriser og dyrere håndværkere etc.