Del artiklen:
Foto: NFA
Ledelsesavisen er tilbagehttps://www.nb-nyt.dk/wp-content/uploads/2019/10/introla-150×150.jpg

1. oktober får Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) ny direktør. Steffen Bohni Nielsen ansættes som ny direktør efter indstilling til beskæftigelsesministeren fra et enigt ansættelsesudvalg.

Steffen Bohni kommer fra en stilling som partner hos PwC, hvor han har haft ansvaret for at opbygge den offentlige sektor som rådgivningsområde med særligt fokus på velfærdsområdet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Med udnævnelsen af Steffen Bohni Nielsen får NFA en direktør med en forskningsmæssig baggrund og et stærkt fokus på at forene forskning af høj international standard med stor anvendelighed. Steffen Bohni Nielsen er desuden med sin ledelses- og forretningsmæssige erfaring den helt rigtige til at stå i spidsen for NFA.

– NFA’s forskning bidrager til at sikre, at alle får et sundt arbejdsmiljø hele livet. Jeg har tiltro til, at NFA med Steffen Bohni Nielsen som direktør kan varetage opgaverne med stor dygtighed og engagement.

Steffen Bohni Nielsen er 46 år og i dag partner hos PwC. Tidligere har Steffen Bohni Nielsen været direktør i Gribskov Kommune, først børne- og kulturdirektør og senere fungerende social- og sundhedsdirektør.

Bestyrelsesformand for NFA Stina Vrang Elias siger:

– Jeg er meget glad at kunne præsentere Steffen som ny direktør for NFA. Han har solid ledelsesmæssig erfaring og er godt rustet til at stå i spidsen for NFA. Vi står over for en stor opgave med at blive endnu bedre til at omsætte forskernes viden til konkrete forbedringer for medarbejderne på danske arbejdspladser. Det er helt afgørende, at den opgave bliver håndteret bedst muligt for den enkelte medarbejder, virksomhederne og for vores samfund.

Steffen Bohni Nielsen siger:

– Jeg er meget stolt af og ydmyg over at få til opgave at lede NFA. Det er NFA’s opgave at skabe anvendt forskning. Det betyder, at forskningen skal kunne anvendes både i politikformulering og i praksis. Det lyder enklere, end det er. Jeg glæder mig til at bidrage til at løse denne udfordring.