Del artiklen:
- Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

‘Frit valg’ fik medierne til at gløde og blå blok op af stolene, da statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte det i hendes åbningstale, men var det i virkeligheden en talefejl eller et bevidst signal om, at nu skulle der gøres op med årtiers blå privatisering af velfærden?

Skrevet af Steen Houmark[email protected]

Hvis det var et bevidst signal, så fejlede Mette Frederiksen muligheden for at starte et ideologisk korstog mod privat velfærd, da hun tirsdag blev interviewet af TV2’s Politiske redaktør, Troels Mylenberg.

Samtalen var, når det drejede sig om frit valg, mildt sagt ukonkret, og den nye statsminister svømmede baglæns og endte sammen med den politiske redaktør at konkludere, at hun i virkeligheden bare ville afbureaukratisere og gøre det nemmere for personalet ude i driften.

Men kan Mette Frederiksen have en pointe i, at vi måske skal træde et skridt tilbage og lige overveje, hvordan vi udlever ‘borgerens frie valg’, hvis den måde, vi har indført det på, har medført en vækst i bureaukratiseringen?

Borgerens fire valg handler om andet og mere end hjemmehjælp
Men inden der svares på det spørgsmål, er det nødvendigt lige at se på omfanget af det såkaldte frie valg. 

Inden for velfærd har vi nemlig frit valg på en række områder. Det gælder blandt andet.:

  1. Frit valg af leverandør i forhold til hjemmehjælp
  2. Frit valg af madleverandør
  3. Frit valg af genoptræning efter sygehusindlæggelse
  4. Frit sygehusvalg
  5. Frit valg af plejehjem

Mette Frederiksen nævnte ganske vist kun frit valg af hjemmehjælp, men som listen ovenfor indikerer, ser det ud til, at det frie valg er temmelig indarbejdet i det danske velfærdssamfund. 

Og dog. Ifølge en analyse fra Dansk Industri ved 30 procent af de ældre ikke, at de kan vælge en privat leverandør til hjemmehjælp. Til trods for det må man grundlæggende gå ud fra, at omkostningerne ved at fjerne det frie valg vil være multiple, men det var jo heller ikke det, Mette Frederiksen havde ment, kom det senere frem, da hun om aftenen blev interviewet af TV2 på Marienborg.

Tidstyranniet har været i hjemmeplejen længe før det frie valg, men tid er ikke vores største udfordring. Det er hænder og efterspørgsel

Mette Frederiksen koblede både i interview og tale det frie valg til minuttyranniet. Hendes begrundelse var, at hvis opgaven skulle ud til private, var det nødvendigt at beskrive den detaljeret og gøre den tidsafhængig. 

Det er bare ikke korrekt. For også før det frie valg havde vi tidsangivelser og alenlange beskrivelser for de opgaver, der skulle løses i den kommunale hjemmepleje. Havde vi ikke haft det, havde det været helt umuligt for ledelsen at planlægge den daglige drift i en hjemmepleje i midten af 90’erne, så der var blot nogenlunde balance mellem hjælpernes hænder og de ældres behov.

Så det med tidsangivelser for at give borgeren den rette hjælp var ikke en tanke, der kom med det frie valg.

Tid var også en væsentlig faktor for 25 år siden. På mange måder kan man sige, at det er blevet lettere i dag på grund af teknologien, men inde på Christiansborg halter man bagefter i sin viden om, hvordan det var, og faktisk også er mange steder.

En af udfordringerne er måske, at tidsfokuseringen bliver talt op af medierne og særligt i forbindelse med diverse kommunale spareøvelser, fordi det er lettere at tale om tid end at fokusere på substansen. 

Og hjemmeplejeområdet har substantielle udfordringer nok, hvor tid mere er en afledt effekt af problemer som mangel på arbejdskraft og øget behov hos de enkelte ældre. Det sidste fordi, de ældre er blevet svagere igennem de seneste ti år, og medarbejderne derved møder fagligt vanskeligere opgaver.

En undersøgelse fra VIVE angiver i februar 2019, at en stor og stigende andel af svage ældre står uden hjælp, på trods af at de har angivet at have behov for hjælp. 

Vi har ganske enkelt reduceret adgang til hjælpen over de seneste 10 år, bl.a. fordi vi ikke har finansieringen, men selv hvis vi havde den, ville vi næppe kunne skaffe hænderne.

Dokumentationen er blevet lettere, men den drives frem af borgernes retskravsfølelse

Men dokumentationen, hvad så med den – er den blevet for meget? Kunne man rent faktisk vinde noget tid og dermed friske hænder ved at frigøre os fra nogle af de mange dokumentationskrav?

Vi har på NB-Nyt været ude og tale med flere hjemmehjælpere i hele landet. Her er svaret et klart ja. Men samtidig, fra de samme hjemmehjælpere, får vi også at vide, at det er blevet rigtig meget bedre, idet flere både private og offentlige virksomheder benytter sig af digitale løsninger og det, som kaldes tidstro dokumentation. Det vil sige, det sker relativt enkelt via en app i forbindelse med løsningen af opgaven.

Dokumentationsudfordringen er på den led ikke så stor. Nej, det, som fortsat plager en del af personalet ude i praksis, er stave- og danskkundskaberne. Derfor tager selv enkel dokumentation tid.

Her skal man så lige for sit indre øje se hjemmehjælperne stå i kø dengang i midten af 90’erne for at afgive rapport til en leder, som så skulle dokumentere det væsentligste i et noget langsommere og mindre tidstro system. Her var der fejl, og meget blev ikke dokumenteret.

NB-Nyt har også henvendt sig til et par forvaltningschefer. De har til baggrund svaret, at de gerne vil medvirke til at reducere det, som bliver kaldt et bureaukratiseringshelvede, men der er ingen, der tror på, at det er muligt.

Det handler om den retskravsmentalitet, der er vokset frem i befolkningen: Forventningen om, hvad systemet skal levere, og her er de bureaukratiske dokumentationsværktøjer nødvendige. 

”Ellers har vi ingen mulighed for at dokumentere, at vi har truffet den rigtige afgørelse inden for den komplekse lovgivning, som findes på det her område,” siger en af forvaltningscheferne til NB-Nyt.

Det vil sige, at Statsministeren kan godt have en drøm om at afskaffe dokumentationshelvedet, men ude i forvaltningspraksis, kan det gå grueligt galt, når borgeren klager og kræver sin ret. For slet ikke at tale om, hvis et af de mange tilsyn kom forbi og tjekkede vores velfærdsinstitutioner –  offentlige som private – og konstatere, at ikke alt var, som det burde være.

En bermudatrekant af aktører skal slække på deres krav, hvis Mette Frederiksens ide om afbureaukratisering skal have gang på jorden

Man kunne naturligvis overveje at afskaffe tilsynene eller reducere antallet og lægge tilliden ud til borgerne og de fagprofessionelle. Det er her, det bliver rigtig hult. For det er her, at vi skal huske, hvorfor vi i dag har de her tilsyn. 

Oprindeligt startede det med, at embedslægen i Aarhus, Kate Runge, konstaterede, at personalet på et plejehjem vendte en ble. Det gav en storm i medierne og på Borgen. Stormen medvirkede til, at vi fik en tilsynsinstitution, der skulle føre tilsyn med plejehjemmene, og siden er det så gået slag i slag.

Antallet af dårlige sager, der havner i medierne, er utallige, hvad enten det er en offentlig hjemmepleje (Halsnæs) eller en privat virksomhed, der får kritik fordi myndighederne konstatere svigt af den ene eller anden slags.

Retsbevidstheden og kravs-adfærden hos borgeren er altså grundigt indarbejdet. Ikke mindst mener flere, vi har talt med, at det skyldes politikernes enkeltsagsorienterede tilgang, hvor de på sekunder kan fremstå katastrofalt handlekraftigt, når man ser det fra praksisniveau.

Læs også: Skarp kritik af indenrigsminister for at blande sig i sag hos Ankestyrelsen

Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksen har fat i en pointe. Vi bør arbejde med at træde et skridt tilbage og se, om vi kan justere i vores bureaukrati, hvad enten det er i forhold til frit valg, jobcenterfunktionen, det specialiserede socialområde eller daginstitutionerne, hvor man er lovet minimumsnormeringer.

Det virker bare utopisk, for det kræver, som Mette Frederiksen selv er inde på i interviewet med Troels Mylenberg, at borgerne slækker på deres krav, patientforeningerne og Ældre Sagen gør det samme, og at politikerne holder op med at fokusere på enkeltsager.

Om skribenten:

Steen Houmark er redaktør på NB-Nyt. Han er bl.a. uddannet sygeplejerske og har de sidste 30 år arbejdet fagligt og forvaltningsmæssigt inden for velfærd og har en tæt indsigt i bl.a. hjemmeplejeområdet.