Del artiklen:
Ledelsesavisen er tilbagehttps://www.nb-nyt.dk/wp-content/uploads/2019/10/introla-150×150.jpg

Regeringens ambition om at holde de samlede kommunale skatter i ro ser ud til ikke at blive opfyldt. Kommunerne har samlet set tænkt sig at hæve skatterne med næsten en halv milliard kroner – stik imod kommuneaftalens intention.

Skrevet af Uffe Gardel[email protected]

Ni af landets kommuner har tænkt sig at forhøje kommuneskatten til næste år, og flere af dem med ganske markante stigninger på op til 0,9 procentpoint.

Til gengæld er der ikke en eneste kommune, som planlægger at sænke skatten.

Det er en markant udvikling fra sidste år, hvor det endte med, at kun seks kommuner satte skatten op, mens tre gennemførte mindre skattesænkninger.

Intentionerne var ellers de bedste i årets kommuneaftale: Økonomisk trængte kommuner skulle have lov at hæve skatterne med op til 200 millioner kroner, hvis blot nogle andre kommuner ville sænke deres skatter tilsvarende.

Regeringen lokkede endda ligesom sidste år med en tilskudsordning, der som udgangspunkt skulle dække tre fjerdedele af provenutabet i 2020 for de kommuner, som ville sænke skatten.

Men dén tilskudsordning bliver der ikke trukket meget på, for kun to af landets 98 kommuner – Næstved og Ringsted – vil sænke deres skatteprovenu, og kun i kraft af en lavere dækningsafgift.
Hverken kommuneskat eller grundskyld røres i de to kommuner, og det samme gælder i øvrigt de allerfleste af landets andre kommuner.

Hele ni kommuner har imidlertid tænkt sig at forhøje skatten. Det drejer sig først og fremmest om Stevns, Hjørring og Rudersdal, hvor den kommunale skatteprocent næste år vil blive sat op med henholdsvis 0,9, 0,8 og 0,6 procentpoint. Derudover har man tænkt sig at sætte skatten op i Esbjerg, Greve, Holstebro, Kolding, Hjørring og Odense kommuner.

Også i Odense falder dækningsafgiften, men her opvejes provenutabet imidlertid mange gange af en forhøjelse af kommuneskatten på 0,2 procentpoint.

Rettelse: Mandag 7.10. 2019 kl. 18.21 I en tidligere version var der i teksten angivet at Norddjurs var en af de kommuner, som ville sætte skatten op. Som det fremgår af kortet er det Hjørring, som gerne vil sætte skatten op. NB-Økonomi beklager fejlen.

Læs hele artiklen på NB-Økonomi