Del artiklen:

Er det land- og yderkommunernes evne til at at forebygge, som er for dårlig? Eller rammer den kommunale udligning skævt? Se tallene for alle kommuner her.

Skrevet af Arne Ullum[email protected]

En meget stor del af landets land- og yderkommuner har markant flere anbragte børn, end man skulle forvente ud fra kommunens socioøkonomiske indeks i den kommunale udligning.

Til gengæld har især hovedstadskommunerne og en række midt- og østjyske kommuner væsentligt færre anbragte børn end det, socioøkonomiske indeks tilsiger.

Brønderslev Kommune har eksempelvis næsten dobbelt så stor en andel af sine 0-17 årige borgere anbragt udenfor hjemmet sammenlignet med landsgennemsnittet, men ifølge det socioøkonomiske indeks i den kommunale udligning har kommunen færre sociale problemer end gennemsnittet.

Modsat har eksempelvis Fredensborg en væsentligt lavere andel af de 0-17 årige anbragt end landsgennemsnittet, selvom kommunens socioøkonomiske indeks i den kommunale udligning tilsiger, at kommunen kun har lidt lavere sociale problemer end gennemsnittet.

Har yderkommunerne for mange anbragte eller er indekset skævt?

Lidt forenklet sagt rejser tallene spørgsmålet, om landets land- og yderkommuner har for mange anbringelsessager eller om det socioøkonomiske indeks i den kommunale udligning giver et falsk billede af de reelle sociale problemer i en kommune.

Når spørgsmålet er lidt forenklet, så er det fordi, det socioøkonomiske indeks i den kommunale udligning skal kompensere for ekstra sociale udgifter på alt fra børn til ældre og fra førtidspensionister til hjemløse og stofmisbrugere.

Modsat tæller, at netop antallet af anbragte børn normalt antages at have en relativ tæt sammenhæng med en kommunes sociale udfordringer.

Når seniorforsker ph.d. Mette Lausten fra VIVE holder foredrag om kommunernes andel af anbragte børn, så er det netop de socioøkonomiske parametre, som hun fremhæver.

“Kommuner, med en lav andel af anbragte børn, er er ofte pendlerkommuner til København eller Aarhus. De har kernefamilier, de har mange dobbelt-indkomstfamilier og de har færre børn pr. husstand. Modsat har udkantskommuner eller vandkantskommuner en høj andel af anbragte børn. De er kendetegnet ved, at de har mistet store arbejdspladser, de har mange på passiv forsørgelse, de har rigtig mange enlige forsørgere, og der er flere børn pr. husstand,” siger Mette Laustsen.

Borgmester: Vi er ramt af fortiden og et skævt socioøkonomisk indeks

Borgmester Michael Klitgaard i Brønderslev siger, at den store afvigelse mellem det socioøkonomiske indeks og andelen af anbragte børn i hans kommune skyldes to ting.

“Der er ingen tvivl om, at vi efter den såkaldte Brønderslev-sag har villet være på den sikre side, og det har ført til flere anbringelser. Men der er heller ingen tvivl om, at det socioøkonomiske indeks i udligningen er skævt regnet ud,” siger han.

Klitgaard peger blandt andet på, at mens den kommunale udligning medregner antallet af beboere i almene boliger, så medregner det ikke de mange billige huse i de små landsbyer, som ofte tiltrækker borgere på overførselsindkomster.

“Hvis der flytter en familie ind med sociale problemer, så kan vi være nødt til at anbringe alle børnene,” siger han.

Læs hele artiklen på NB-Økonomi