Del artiklen:
K. K. Steincke satte som led i sine socialreformer fart i det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Her ses Steincke på talerstolen i Landstinget. (Arkivfoto Ritzau / Scandpix)

Det kommunale udlignings- og tilskudssystem blev indført i det 18. århundrede og udvidet af Steincke i 1930’erne. Frederiksberg accepterede i 1937 hovedstadsudligningen for at undgå en sammenlægning med det fattige København. Læs otte interessante historiske facts om det udskældte udligningssystem.

Skrevet af Arne Ullum[email protected]

 Af Arne Ullum, [email protected]

 Det største stridspunkt mellem de danske kommuner og kommunalpolitikere er det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Men hvor mange kender egentligt historien bag udligningssystemet?

 En af Danmarks mest vidende eksperter på området, forskningschef Niels Jørgen Mau fra VIVE, har i et særligt temanummer af Samfundsøkonomen om udligning skrevet en læseværdig historisk gennemgang. Her er otte interessante historiske facts fra artiklen.

Kommunal udligning er 200 år gammelt

Det kommunale udlignings- og tilskudssystem startede med, at staten helt tilbage i slutningen af det 18. århundrede refunderede dele af kommunernes udgifter til veje. Det skete ud fra logikken om, at alle borgere i hele riget havde gavn af en god infrastruktur. Senere fulgte refusion af blandt udgifter til alderdomsunderstøttelser.

Med skatteloven i 1903 flyttede penge mellem landsdele og kommuner

Den kommunale skattelov fra 1903 var ifølge Mau en af de første omfattende reformer, der markant ændrede den regionale fordeling af ressourcer. Tiende til kirken blev fjernet, ejendomsskatter blev omdannet til skat på ejendomsskyld, og endelig blev der indført en skat på lønarbejde (indkomstskat).

Samtidig indførte datidens politikere et statstilskud til “særligt udfordrede kommuner” – ifølge Mau en forløber til nutidens ‘Udligningstilskud til kommuner med højt strukturelt underskud’. Bortset fra. at ordet ‘udfordret’ er ændret til ‘vanskeligt stillet’, så vil mange nok også nikke genkendende til de særlige puljer.

1933: Steincke satte gang i moderne udligning

 Det var dog velfærdssamfundets fader, Karl Kristian Steincke, som med sin socialreform fra 1933 for alvor satte gang i udligningen mellem kommunerne. Han indførte en mellemkommunal refusionsordning, som skulle fordele kommunernes udgifter til offentlig forsorg og arbejdsløshedsforsikring mere solidarisk.

 1937: Det fælleskommunale udligningsforbund

I 1937 gik man skridtet videre med oprettelsen af det fælleskommunale udligningsforbund. Den skulle sikre en mere ensartet skattebyrde i de mange kommuner ved at give tilskud til skoler, en række sociale ydelser (såsom arbejdsløshedsforsikring) og politi- og retsvæsen.

Pengene til fonden kom fra en fælles kommunal grund- og ejendomsskyld, fra en delvist progressiv indkomstskat og fra formueskatten.

1937: Hovedstadsudligningen fødes for at redde Frederiksberg

 I 1930’erne var der en hidsig debat om at sammenlægge det fattige København og det rige Frederiksberg for der igennem at udligne ulighederne i byområderne inden for hovedstadsområdet.

 Frederiksberg reddede som bekendt sin selvstændighed ved at acceptere et kompromis om en særlig hovedstadsudligning, som også kom til at omfatte Gentofte. Siden dengang er hovedstaden vokset og det samme er hovedstadsudligningen, som i dag omfatter 34 kommuner.

 1970: Kommunalreform og delvist opgør med udgiftsdrivende refusioner

Ved den store kommunalereform i 1970 skete der store ting med de kommunale tilskud og udligningsordninger. Problemet med de mange refusionsordninger var, at de drev udgifterne i vejret, fordi kommunalpolitikerne kun skulle skaffe en mindre del af pengene selv – resten af regningen røg videre til statskassen.

Refusionerne blev i et vist omfang erstattet af tilskud til kommunerne på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår. Det skete gennem en række såkaldte byrdefordelingsreformer, hvor man i fem faser bevægede sig hen mod det udligningssystem, som vi kender i dag med. Mest markant var indførelsen af en udligning af beskatningsgrundlag, som betød at de mere velstående kommuner kom til at finansiere de mindre velstående kommuners underskud.

1980: De sociale kriterier fødes

Mange af diskussionerne om udligningssystemtet drejer sig om de såkaldte sociale kriterier, som så dagens lys i 1980.

De sociale kriterier er siden styrket,og i 1996 blev alle de sociale kriterier samlet i det, der dengang hed det sociale indeks (idag hedder det socioøkonomisk indeks).

2007: Bølge af ændringer efter strukturreformen

Den store strukturreform i 2007 medførte store ændringer i den kommunale udligning, og ifølge Mau er de fire vigtigste:

1) ændring af fordelingsnøglen for bloktilskuddet

2) ændring af udligningsmetoden

3) ændringer af udligningsniveauerne

4) ændring af ordningen ‘Udligningstilskud til kommuner med højt strukturelt underskud’.

Efter de ændringer kom en række lappeløsninger, da kommunernes overtog ansvaret for de beskæftigede ledige og efter den store refusionsreform i 2015, som havde virkning fra 2016. Her indførte man en “initial løsning”, som skulle gælde, indtil en mere varig løsning skulle tage over fra 2018.

Det skete som bekendt ikke, og da rapporten med forslag til ændringer kom fra Finansieringsudvalget, så var den initiale løsning blevet en del af den varige løsning.

De mange forsøg på forenkling af systemet

Et tema går igen i Niels Jørgen Maus tankevækkende historiske gennemgang, og det er kampen for at gøre systemet mere enkelt og forståeligt.

Og det er vel det eneste, som alle de stridende kommunale folk er enige om, ikke er sket.

Hvis du interesserer dig for historien bag udligningssystemet, så giver Niels Jørgen Maus artikel iSamfundsøkonomen en både interessant og letlæst gennemgang på seks sider.