Del artiklen:

Så er den gal med endnu en af statistikkerne bag kommunal udligning. Ny analyse fra NB-Økonomi viser, at provinskommuner taber på nomadekritieret i udligningssystemet.

Skrevet af NB Nyt[email protected], Steen Houmark[email protected]

En lang række provinskommuner og især yderkommunerne har tabt omkring en kvart milliard kroner om året, fordi grundlaget for en statistik om antallet af nomadebørn har ændret sig uden at det har været debatteret og besluttet af Folketinget.

Men hvad er egentlig normadebørn?

Socialt udsatte familier, kaldes nomadefamilier, da de flytter fra sted til sted. Typisk over kommunegrænserne. Det gør de for at undgå myndighedernes søgelys, så på den måde lever de ofte som sociale flygtninge i deres eget land.

Familierne har ofte en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, mangler uddannelse, oplever fattigdom, sygdomme og traumer.  Myndighederne opfattes som en trussel, fordi familierne har slået sig på systemet og ikke oplever at kunne få den hjælp, de har brug for.

Men hvad gør kommunerne når normadebørn flytter?

Mellemkommunal underretning er en forpligtigelse kommunerne har via  Servicelovens § 152. Det betyder, at hvis en familie med børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har brug for særlig støtte, så skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen.

I 2018 var der over 15.000 mellemkommunale underretninger.  Af kortet herunder fremgår det hvordan de fordeler sig på landsplan:

null
Kilde Danmarks Statistik

Normadebørn som faktor i udligningsregnskabet

NB-Økonomi har i en ny analyse beskrevet, hvordan den daværende S-SF-R regering i 2012 indførte et kriterium i den kommunale udligning om antallet af nomadebørn, som skulle fordele et samlet udgiftsbehov på dengang cirka 2,6 milliarder kroner.

Det var en del af baggrunden for, at den daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) glad tweetede fra forhandlingerne: “mere rimelig social profil og 400 mil fra større byer til landområder.”

Men nu viser en analyse af netop nomadekritieret, at en stor del af de 400 millioner kroner siden da stille og roligt er løbet væk fra landkommunerne og tilbage primært hovedstadskommunerne.

NB-Økonomi har analyseret data fra udligningen for 2020 og 2013, og tallene viser, at der er flyttet omkring en kvart milliard kroner primært fra land- og yderkommuner til de store bykommuner på grund af en overset detalje vedrørende statistikken over antal nomadebørn.

Læs hele analysen her: Ændrede data for nomadebørn koster primært provinskommuner en kvart milliard i udligning

Derfor reducerede kommunesammenlægninger antallet af nomadebørn

Forklaringen er meget enkel. Opgørelsen af antallet af nomadebørn er baseret på, hvor mange børn i en kommune, som i løbet af deres første 17 år har flyttet mere en tre gange på tværs af en kommunegrænse.

Men kommunegrænserne flyttede sig i 2007, og det betød, at der helt logisk blev færre og færre børn i de sammenlagte kommuner, som opfyldte kriteriet om flytning over tre kommunegrænser, mens effekten var meget mindre i særligt hovedstaden, hvor man bevarede mange af de små kommuner både målt på folketal i og særdeleshed på areal.

Effekten kom gradvis, fordi der hvert år blev der talt et år mindre med fra de gamle kommunegrænser og et år mere med de nye kommunegrænser. Effekten af de gamle kommunegrænser vil først være helt væk, når udligningen for 2025 skal beregnes.

Men ser man over en længere årrække, så er effekten meget tydelig. Ifølge data fra udligningen for 2013 og 2020 har det betydet, at antallet af nomadebørn er faldet med 49,2 procent i de sammenlagte kommuner og kun med 8,7 procent i de ikke sammenlagte kommuner.

Embedsmændene advarede om forskellen i relation til pendlere

Umiddelbart ser det ud fra betænkning 1533 – som dannede baggrund for udligningsreformen i 2012 – ikke ud til, at nogen i Finansieringsudvalget var opmærksomme på, at man indførte et kriterium, som gradvist kunne ændre sig dramatisk for alle de sammenlagte kommuner og dermed gradvist udhule den ønskede effekt.

Effekten er samlet 250 millioner kroner

Ændringen i de statistiske data har særligt en effekt som det er værd at bemærke 

Når et udgiftsbehovet for nomadebørnene skal fordeles, så sker det ved, at kommunerne får en andel af udgiftsbehovet i forhold til, hvor stor en andel af det samlede antal nomadebørn, som bor i kommunen.

Det betyder at når antallet af nomadebørn i de sammenlagte kommuner er faldet kraftigt på grund af de ændrede kommunegrænser, så får de ikke-sammenlagte-kommuner et større udgiftsbehov og dermed mere i kommunal udligning.
For de sammenlagte kommuner betyder det, at de mister 250 millioner kroner, som de skulle have haft i kommunal udligning i 2020, hvis man forudsætter, at de har  sammen procentvise udvikling i antallet af nomadebørn, som de ikke sammenlagte kommuner. Men fordi de er blevet større ved kommunalreformen og normadebørnene derfor ikke krydser så mange grænser, taber de.