Del artiklen:
Regeringen vil ændre på hele ydelsessystemet og har nedsat en kommission, der får til opgave at komme med anbefalinger til et nyt system. (Arkivfoto)
Regeringen vil ændre på hele ydelsessystemet og har nedsat en kommission, der får til opgave at komme med anbefalinger til et nyt system. (Arkivfoto) - Foto: Søren Steffen / Nf-Nf / Ritzau Scanpix

250 millioner kroner skal med tilbagevirkende kraft udbetales til trængte familier med i alt omkring 28.000 børn.

Skrevet af Jørn Sørensen[email protected]

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremsætter i dag lovforslaget om det midlertidige børnetilskud, som regeringen og SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten blev enige om i september.

Partierne har afsat en kvart milliard kroner om året til børnefamilierne, der er berørt af kontanthjælpsloftet eller modtager integrationsydelse. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Pengene vil blive udbetalt med tilbagevirkende kraft fra august, og regeringen forventer, at ca. 27.900 børn vil få glæde af tilskuddet.

Tilskuddet udgør 700 kr. pr. barn pr. måned for forældre på de laveste ydelser, 600 kr. pr. barn af enlige pr. måned og 550 kr. pr. barn pr. måned for de øvrige i målgruppen.

Derudover får enlige forsørgere et supplerende tilskud på 650 kr. månedligt uafhængigt af antallet af børn. Tilskuddet gives til børn i alderen 0-14 år. Det vil fx betyde, at en enlig mor på kontanthjælp med to børn i alderen 0-14 år vil kunne få op til 1.850 kroner ekstra skattefrit om måneden.

Tilskuddet er skruet sammen på en måde, så man ikke kan få mere i ydelse, end man har mistet som følge af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen.

På vej med nyt ydelsessystem

Regeringen vil derudover nedsætte en ydelseskommission, der får til opgave at komme med anbefalinger til et nyt ydelsessystem. Et nyt ydelsessystem skal på den ene side sikre en gevinst ved at arbejde, og på den anden side give mulighed for en rimelig levestandard. 

Det midlertidige børnetilskud gives, indtil en ydelseskommission har fremlagt sine anbefalinger, og et nyt ydelsessystem er trådt i kraft.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Jeg ser frem til at give de børnefamilier, som er spændt hårdt for på grund af de lave ydelser, en hjælpende hånd. Det gælder især enlige forsørgere. I et velfærdssamfund som det danske skal vi sikre, at alle børn vokser op under ordentlige forhold. Vi må samtidigt åbent sige, at børnetilskuddet er en midlertidig løsning, og at vi skal have et nyt ydelsessystem med en bedre balance.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) følger op:

– Alt for mange af de børn, der vokser op i familier med en presset økonomi, betaler en høj pris for det. De har ikke en hverdag som deres jævnaldrene med for eksempel børnefødselsdage eller fritidsaktiviteter. De bekymrer sig om udgifter til medicin og andet i familiens økonomi. Det smitter af på trivsel og skolegang, og derfor er det kontante tilskud en tiltrængt håndsrækning, der sikrer børnene en bedre start på livet.