Del artiklen:
Kommunerne må i dag maksimalt opkræve 25 procent af udgifterne til daginstitutioner hos forældrene. (Arkivfoto)
Kommunerne må i dag maksimalt opkræve 25 procent af udgifterne til daginstitutioner hos forældrene. (Arkivfoto) - Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Forældre skal måske betale mere for pladser i daginstitutioner, hvis der bliver indført minimumsnormeringer.

Skrevet af Ritzau[email protected], NB Nyt[email protected]

Hvis et flertal i Folketinget bliver enig om minimumsnormeringer i daginstitutioner, kan det ende med en ekstraregning til forældrene.

Det skriver Jyllands-Posten.

Den højere pris skyldes, at kommunerne kan vælge at hæve forældrebetalingen, når udgiften til at drive daginstitutionerne stiger.

Kommunerne må i dag maksimalt opkræve 25 procent af udgifterne til daginstitutioner hos forældrene. Det gør næsten alle i dag.

Ifølge professor Kurt Houlberg, der har speciale i kommunaløkonomi, vil tallet næppe ændre sig, hvis der kommer minimumsnormeringer.

– Set med forældreøjne betyder det, at man får en anden og højere service, som man til gengæld skal betale mere for i kroner og øre, siger han til Jyllands-Posten.

Store kommunale forskelle

Ifølge beregninger fra den borgerlige tænketank Cepos kan forældrebetalingen i snit stige med op mod 3.700 kroner årligt for en vuggestueplads. For en børnehaveplads kan det løbe op i 2.400 kroner ekstra.

Prisen afhænger af den endelige model. Samtidig vil der være store forskelle fra kommune til kommune.

Ifølge Signe Nielsen, der er formand for Forældrenes Landsorganisation (Fola), vil de fleste forældre være indstillet på at betale mere for flere pædagoger.

– De fleste forældre går på arbejde og er afhængig af to indtægter i familien. Derfor er vi nødt til at vide, at vi afleverer vores børn et sted, hvor der er nok hænder og bliver draget omsorg for dem, og det vil vi gerne betale for, siger Signe Nielsen til Ritzau.

Friplads eller tilskud er en mulighed

Spørgsmålet om forældrebetaling deler de partier, der i øjeblikket forhandler om finansloven for næste år.

Enhedslisten vil have forsikringer for, at forældrenes regning ikke vokser, siger politisk ordfører Pernille Skipper til Jyllands-Posten.

SF’s gruppeformand, Jacob Mark, påpeger, at forældre med lave indkomster vil kunne få friplads eller tilskud til betalingen. Men han tror, at forældre generelt er indstillet på at betale mere for en højere kvalitet af pasningen.

De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, vil ikke “fratage kommunerne deres selvstyre”. Hun opfordrer dem til at holde priserne i ro.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

/ritzau/