Del artiklen:
Selvom der løbende arbejdes med at forbedre Sundhedsplatformen er tålmodigheden ved at løbe ud for det personale, der dagligt bruger systemet. (Arkivfoto)
Selvom der løbende arbejdes med at forbedre Sundhedsplatformen er tålmodigheden ved at løbe ud for det personale, der dagligt bruger systemet. (Arkivfoto) - Foto: Kristian Brasen / Ritzau Scanpix

Region Sjællands og Region Hovedstadens elektroniske patientjournal møder kritik i intern undersøgelse.

67 procent af lægerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden har tilkendegivet, at de enten er ’utilfredse’ eller ’meget utilfredse’ med it-systemet Sundhedsplatformen, der tidligere har fået kritik af en lang række læger.

Det viser den første tilfredshedsundersøgelse blandt sundhedspersonalet i Region Sjælland og Region Hovedstaden, der blev offentliggjort torsdag.

Tilfredshedsundersøgelsen skal bruges til at blive klogere på, hvordan Sundhedsplatformen er som arbejdsredskab for personalet på regionens hospitaler, og hvordan det kan forbedres.

Undersøgelsen viser også, at sundhedspersonalet i Region Sjælland er mere utilfredse med Sundhedsplatformen end i Region Hovedstaden.

41 procent af alle sundhedsfaglige brugere af Sundhedsplatformen har svaret enten ‘utilfreds’ eller ‘meget tilfreds’.

Systemet er ’en katastrofe’

Overlæge på medicinsk afdeling i Roskilde Peter Marckmann er bekymret over, at så stor en del af lægerne er utilfredse med computerprogrammet.

– Det er en katastrofe, at så stor en del af de lægelige medarbejdere føler, at de har et dårligt redskab at arbejde med, siger han til DR Sjælland.

Sundhedsplatformen er det vigtigste værktøj i vores daglige arbejde, og hvis det ikke fungerer, går det både udover vores effektivitet og patienternes sikkerhed, siger Peter Marckmann.

Han mener, at risikoen for fejl i arbejdet med patienterne er øget, fordi it-systemet fungerer så dårligt.

– Systemet er så uoverskueligt og usmidigt, at det fremmer risikoen for fejl, som kan være rigtig farlige for patienterne. De risikerer at få forkerte doser af medicin eller den forkerte medicin.

’En tømrer vil ikke bruge en hammer, der ikke kan slå søm i’

Ifølge overlægen lovede koncerndirektør i Region Sjælland Leif Panduro på et møde tirsdag for overlægerne i Roskilde, at man fortsat arbejder med forbedringer af Sundhedsplatformen.

Men overlæge Peter Marckmann har mistet tålmodigheden.

– Man kan lappe lige så meget, man har lyst til, og man kommer ingen vegne. Det er stadigvæk lige så håbløst, tidskrævende og uoverskueligt, som det hele tiden har været.

Overlægen henviser til de gentagne gange, sundhedspersonalet har fået at vide, at der kommer forbedringer på Sundhedsplatformen, uden der er sket mere i sagen.

– En tømrer vil aldrig nogensinde finde sig i at arbejde med en sav, der ikke kan save, eller en hammer, der ikke kan slå søm i. Det er helt til grin, understreger Peter Marckmann.

Direktør: ‘Det er ikke uventet’

Koncerndirektør i Region Sjælland Leif Panduro Jensen siger til undersøgelsen, at hovedkonklusionerne ikke er helt uventet og viser, at regionen stadig har et stort arbejde foran sig.

– De udfordringer, som undersøgelsen afslører ved Sundhedsplatformen, er heldigvis også dem, vi har meget fokus på. Men rapporten understreger behovet for, at vi sætter tempoet op, siger han til DR Sjælland.