Del artiklen:
Familieretshuset, der skal mægle mellem forældre i skilsmissesager oplyser at man skal vente 10-15 uger på mødet.
Familieretshuset, der skal mægle mellem forældre i skilsmissesager oplyser at man skal vente 10-15 uger på mødet. - Foto: Flemming Krogh/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Der kan gå over fire måneder, før forældre i strid om eksempelvis barnets bopæl får et møde hos mægler.

Af Steen Houmark, [email protected]

Forældre, der er gået fra hinanden og strides om de fælles børn, skal vente op til 18 uger på at komme til ind til det første møde i Familieretshuset.  Det skriver Jyllands-Posten.

Familieretshuset er tidligere kendt som Statsforvaltningen og står for at mægle og træffe afgørelser, når forældre er uenige om barnets bopæl, samvær eller forældremyndighed.

Familieretshuset oplyser ifølge Jyllands-Posten, at forældre skal vente fem til seks uger på en mødeindkaldelse og dernæst 10-12 uger på selve mødet.

Dermed er ventetiden steget yderligere fire uger siden juli, hvor social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) udtalte, at hun ville sætte flere kræfter ind for at nedbringe ventetiden.

I loven står der, at mødeindkaldelse skal finde sted så vidt muligt inden for 10 hverdage.

Den lange ventetid møder kritik fra Børns Vilkår.

– Det er meget skadeligt for børnene at være fanget i forældrenes konflikt i så lang tid, siger juridisk seniorrådgiver Ingrid Hartelius Dall til Jyllands-Posten. 

– Samtidig skaber det stor usikkerhed for dem, når de ikke kan få en afklaring på de ting, som er afgørende for deres hverdag, såsom hvor de skal bo, om de skal skifte skole, og om de kan blive ved med at have deres venner tæt på.

Astrid Krag erkender i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at situationen ikke er god.

– Det er alvorligt, at familier, der står i en svær situation, skal mødes med så lange ventetider.

– Desværre kigger vi – trods en ihærdig indsats og flere penge – ind i, at det bliver værre, før det bliver bedre igen, skriver hun.

Astrid Krag igangsatte i juni tiltag for at mindske ventetiden. Regeringen har øremærket 117 millioner kroner på næste års finanslov til at ansætte flere sagsbehandlere. Hun vil desuden have en analyse af systemet.

– Det må dog desværre forventes, at ventetiden fortsat vil stige i 2020, skriver hun til Jyllands-Posten.

Fakta om Familieretshuset
Formålet med at åbne et familieretshus var blandt andet at komme de daværende sagsbehandlingstider til livs. Desuden var ønsket, at barnet nu skulle i centrum.

Familieretshuset åbnede 1. april 2019 og erstattede Statsforvaltningen. Familieretshuset hører organisatorisk og budgetmæssigt under Social- og Indenrigsministeriet.
Det er Familieretshusets opgave at behandle sager, som handler om familien i bred forstand.

Familieretshuset har opgaver inden for følgende hovedområder:

  • Adoption
  • Bidrag
  • Faderskab og medmoderskab
  • Forældremyndighed, bopæl og samvær
  • Navne
  • Prøvelse af ægteskabsbetingelser
  • Separation og skilsmisse
  • Værgemål

/hou/ritzau/