Del artiklen:
Københavns overborgmester Frank Jensen skal sammen ed sine borgmesterkollegaer i de store byer aflevere en stor del af sin udligning, hvis det står til Venstre stærke borgmester i Rudersdal, Jens Ive.
Københavns overborgmester Frank Jensen skal sammen ed sine borgmesterkollegaer i de store byer aflevere en stor del af sin udligning, hvis det står til Venstre stærke borgmester i Rudersdal, Jens Ive. - Foto: Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix

Den hårde to-frontskrig mellem provinsen og hovedstaden står for fald. Læs i denne analyse chefredaktør Arne Ullums bud på, hvilke grupper vi vil se træde frem i de kommende uger.

Skrevet af Arne Ullum[email protected]

Den geografiske kamp mellem hovedstaden og provinsen i debatten om kommunal udligning er i delvis opløsning.

Årsagen er, at der både blandt hovedstadskommunerne og provinskommunerne er stærkt modsatrettede interesser, som er blevet tydeligere og tydeligere i de seneste uger.

Mest markant er Jens Ives udtalelser her på NB-Økonomi i dag, hvor Jens Ive peger på, at København og en række andre bykommuner er så rige, at de sagtens at betale for ekstra penge til 25-35 nødlidende kommuner.

Den meget indflydelsesrige borgerlige kommentator Jan Cordeau bekræfter i sin klumme i den regionale hovedstadsavis Berlingske, at “reelt set står slaget om, hvorvidt det er Københavns Kommune eller de fortrinsvis nordsjællandske borgerligt ledede kommuner, der skal holde mest for.”

Her er de mindst fire interessegrupper

Udtalelserne understreger, at den tidligere to-frontskrig mellem kommunerne i provinsen og hovedstaden er under opbrydning. Årsagen er den enkle, at den eneste fælles interesse for begge kommunegrupper er spørgsmålet om den særlige hovedstadsudligning skal nedlægges eller ej.

Men færre og færre tror på, at en udligningsreform blot ender med at at nedlægge hovedstadsudligningen og dermed flytte et større milliardbeløb fra primært den fattigste halvdel af hovedstadskommunerne til provinsen.

Derfor bliver det tydeligere og tydeligere, at der er mindst fire interessegrupper af kommuner. Nedenstående grupperinger skal tages med store forbehold, fordi de 98 kommuner reelt er meget forskellige, og deres interesser derfor ofte går på kryds og tværs af geografi og kommunetyper.

De fattige kommuner:
Umiddelbart er det de kommuner, hvis borgere har gennemsnitsindkomster markant under landsgennemsnittet. Netop denne gruppe af kommuner har et særligt politisk fokus. Men den gruppe er reelt delt i tre undergrupper:

– Vestegnskommunerne, som idag bliver kompenseret via store beløb i hovedstadsudlingen fra især de rige nordsjællandske kommuner. Samtidig er mange af Vestegnskommunerne ikke fattige set i et landsperspektiv, men alene i hovedstadsperspektiv. Den gruppe af kommuner har derfor en stor interesse i, at så lidt som muligt laves om, og især at hovedstadsudligningen bevares.
– Udkantskommuner med faldende folketal får i det nuværende system store beløb fra et særligt tilskud til kommuner med faldende folketal, og det betyder at kommunerne ofte ikke er så dårligt stillet som de absolut svageste af de fattige kommuner.
– Udkantskommuner uden faldende folketal: Det er nok de mest økonomisk udfordrede kommuner, og de har et stigende fokus hos mange partier på Christiansborg – det gælder ikke mindst udkantskommunerne på Sjælland.

Land- og mellemkommuner i provinsen:
Den gruppe af kommuner er på vej til at blive glemt i udligningsdebatten. Den gruppe vil få en pæn gevinst, hvis hovedstadsudligningen nedlægges og erstattes af en større landsudligning, som interesseorganisationen BedreBalance foreslår.

Men igen har gruppen det problem, at forslaget  er usandsynligt i sin rene form, fordi forslaget især vil ramme Vestegnen.

Derfor er en gruppe af de jyske oplandskommuner samlet i Rimeligudligning.nu, der har sit fokus på at ændre en række af kriterierne i landsudligningen, som i særlig grad favoriserer de store bykommuner. Det er i stort omfang de kriterier, som Jens Ive peger på skal ændres, og det kan i givet fald også give en række af land- og mellemkommunerne i provinsen en gevinst.

Universitetsbyerne og de store bykommuner:
Gruppen var de store vindere ved udligningsreformen i 1996, som i høj grad havde til opgave at redde især de fire store byer fra bankerot.

Kommunerne i Rimeligudligning.nu og nu også Jens Ive har fokus på, at analyser viser, at en række af kriterierne i udligningssystemet muligvis overkompenserer de store bykommuner. Alene i de fire gamle universitetsbyer bor der næsten 1,4 million indbyggere, og derfor kan politikerne hente relativt mange penge til de fattige kommuner ved at tage penge fra storbyerne.

De rige hovedstadskommuner:
Den sidste gruppe er de såkaldte rige hovedstadskommuner, hvor borgerne har markant større indtægter end i resten af landets kommuner. De rige hovedstadskommuner kan takket være de store indkomster forkæle deres borgere med lave skatteprocenter, som har fået opmærksomhed fra en række partier – heriblandt også de radikale i dagens interview med den radikale kommunalordfører, Kathrine Olldag.

Kommunerne betaler allerede i dag milliarder af kroner til de øvrige kommuner, og derfor har borgmestrene i særligt de nordsjællandske kommuner en klar interesse i at få fokus på kritierne i udligningssystemet, så politikerne henter pengene til især de fattige kommuner hos de store universitetsbyer og ikke hos deres egne borgere.

Interesserne går på kryds og tværs

I takt med at der kommer konkrete forslag på bordet, så vil de enkelte kommuner opdage, at de ofte har interessefællesskab på kryds og tværs af geografiske og økonomiske skel. Derfor er sammenholdet under pres i både hovedstaden og provinsen.

De initiativer på tværs af de to geografiske hovedblokke som kommer nu, bliver næppe de sidste.