Del artiklen:
Partierne bag den nye seniorpension ville have flere tildelinger af seniorpension. De overså bare, at fakta viser, at problemet ikke er, at kommune giver mange afslag, men derimod at for få søger.
Partierne bag den nye seniorpension ville have flere tildelinger af seniorpension. De overså bare, at fakta viser, at problemet ikke er, at kommune giver mange afslag, men derimod at for få søger. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Partierne bag seniorpension vil løse et problem, der ikke findes, når ATP skal håndtere seniorpension. Til gengæld glemmer de et muligt reelt prolem, skriver chefedaktør Arne Ullum i denne kommentar.

Af Arne Ullum, [email protected]

Sagen om den administrative placering af den nye seniorpension er på vej til at udvikle sig til en politiske farce, hvor Folketinget indfører en masse bureaukrati uden at løse nogen reelle problemer.

Da Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen sidste vinter fik vind i sejlene med sit forslag om tidlig tilbagetrækning, gav det kraftige dønninger hos de borgerlige partier inklusive de Radikale.

På få måneder glemte de borgerlige partier alt om, hvordan de indtil da havde fokuseret på, at reducere antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder. Du kan på NB-Økonomi læse, hvad en række af det borgerlige politikere sagde i 2016 i forbindelse med ændrede refusionsordninger, som yderligere skulle motivere kommunerne til at få folk i arbejde istedet for blot at sende dem på eksempelvis førtidspension.

Med det ændrede sig, da valget nærmede sig. Nu hed det sig pludseligt, at alt for få nedslidte ældre fik førtidspension i form af den særlige seniorførtidspension. Data understøttede politikernes holdning – meget få borgere kom på den særlige seniorførtidspension. 

Men politikerne glemte at spørge hvorfor. Dataene viser nemlig, at bortset fra nogle enkelte kommuner, så blev der givet meget få afslag, når ældre nedslidte søgte om at få seniorførtidspension. Og data viste også, at kommunerne fik medhold i tre ud af fire af de sager, som endte i ankestyrelsen.

Læs også:
Kommuner vinder tre ud af fire ankesager om seniorførtidspension

Alligevel besluttede de borgerlige partier inklusive de Radikale, at:

“Den konkrete administration af seniorpension skal fastlægges i forbindelse med
udmøntning af aftalen. Forinden skal der udarbejdes en analyse af relevante myndigheders kompetencer og kapacitet til at varetage administrationen af ordningen
samt de økonomiske og administrative konsekvenser. Desuden skal analysen belyse, hvordan det sikres, at arbejdsevnevurderingen foretages uafhængigt af økonomiske hensyn. Analysen skal belyse, hvilken myndighed der bedst vil kunne varetage opgaven med at vurdere arbejdsevnen.”

Formålet med den beslutning var at sikre “en ensartet administration på tværs af
landet.”

Men var jo præcis det, som allerede var virkeligheden med den eksisterende kommunale administration. Næsten alle fik den tilkendt, og de relativ få afslag var korrekte i tre ud af fire tilfælde målt ud fra Ankestyrelsens afgørelser.

Problemet med få tildelinger blev ikke adresseret

Problemet med de få tildelinger skyldtes altså ifølge de tilgængelige data ikke, at kommuner var for restriktive, men at for få søgte om den særlige seniorførtidspension.

Den detalje overså forhenværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) tilsyneladende, da han i september udtalte følende under henvisning til at ikke ret mange har fået seniorførtidspension:

“Kommunerne tildeler seniorførtidspensioner, og det har jo ikke været nogen succes.”

De borgerlige politikere burde i stedet have fokuseret på det egentlige problem – at så få søgte ordningen.

Det kan både skyldes at ordningen ikke var kendt af den brede offentlighed, og at kommunerne ikke rådgav nedslidte borgere til at søge den, eller direkte frarådede dem at gøre det.

Men uanset om det er den ene eller anden årsag, så kommer der ikke flere ansøgere ved at afgørelsen træffes i en ny administrativ enhed væk fra kommunerne.

Det efterfølgende forløb tyder på, at det lave antal ansøgninger skyldtes manglende kendskab hos de nedslidte. Efter debatten om nedslidte er antallet af ansøgninger til seniorførtidspension steget meget kraftigt. Og hvis politikerne gerne vil have mere fart på antallet af ansøgere, så kunne en informationskampagne formentlig løse det problem både billigere og mere effektivt end ved at oprette nye administrative enheder.

Dobbeltadministration kunne løses med hurtig klageadgang

Som vi har beskrevet her på NB-Økonomi, så advarer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering direkte om, at den påtænkte løsning med ATP vil medføre dobbeltarbejde og dermed mere bureaukrati.

Læs også:
STAR: Dyrere og dårligere at lægge seniorpension hos staten

Hvis politikerne – på trods af det lave antal afslag – fortsat gerne vil styrke den ensartede fortolkning af loven, så kunne de også overveje at indføre et fast-track hos Ankestyrelsen for klager over afslag på seniorpension og eventuel yde hjælp til at klage fra en uafhængig instans.

Med det yderst begrænsede antal afslag, så ville det formentlig være langt billigere end at oprette nye administrative lag. Og hvis det nu viser sig, at problemet er lige så begrænset som fakta antyder – så kunne man nemt og udramatisk nedskalere sådan et fasttrack hos Ankestyrelsen.

Konklusion

Christiansborg-politikerne kan have en pointe i, at der er store forskelle fra kommune til kommune på, hvor mange der søger om at få seniorførtidspension; derfor ser man blandt andet, at Aarhus de seneste tre år har tildelt næsten dobbelt så mange seniorførtidspensioner som den meget større Københavns kommune. Så måske har ikke alle kommuner været lige gode til at fortælle borgerne om ordningen.

 Men det problem løser man jo ikke ved at lægge selve beslutningen over i en statslig myndighed. Fremover kommer kommunerne til at gøre langt broderparten af arbejdet med seniorpensionen; det er i kommunen, man skal søge, og det er kommunen, som skal foretage den indledende grovsortering af ansøgerne. Den statslige myndighed skal kun foretage selve bevillingen – som vi fortæller andetsteds i vores dækning i dag.

 Med andre ord. Den del af opgaven, som kommunerne faktisk er gode til – den tager man fra dem. Mens den del, som måske halter nogle steder – den skal de fortsat varetage. Man “løser” altså et problem, som ikke findes, og lader ét ligge, som kan være reelt nok.