Del artiklen:
- Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Sagen om konsulenter på handicapområdet er mere nuanceret end resultataftaler og jagten på besparelser. Det er en alt for enkel pressefortælling om de skyldige, skurkene og de sagesløse.

Af Steen Houmark, [email protected]

I sidste uge skrev Altinget, at kommuner hyrer resultatlønnede konsulenter til at spare på støttetilbud til borgere med handicap eller psykisk sygdom.

Artiklen byggede på række aktindsigter i kontrakter og aftaler mellem kommuner og to private bureauer, Trancit og Brorson Consult, men vi fik egentligt meget lidt at vide om, hvad der også kan være baggrunden for at de to private virksomheder arbejder for kommunerne.

Altinget har konstateret, at mindst 19 kommuner har indgået aftale med de private konsulenter, som får til opgave at gennemgå kommunens sager på udsatte borgere med det klare formål at finde besparelser.

Efterfølgende har set haft en strøm af indlæg og meningstilkendegivelser på så vel de sociale som de journalistisk baserede medier.

Der er på relativ kort tid skabt en meget forenklet, men meget god pressefortælling om nogle skurke og nogle sagesløse ofre. Udfordringen er bare, at vi på intet tidspunkt har kunne læse ret meget om hvad der kunne være årsagen til at kommunerne hyre de her konsulenter.

Hvad er det for nogle mekanismer, der ligger bag indkøbet af specialiserede konsulenter og er det så sort hvidt, som det er fremstillet i medierne. Inklusiv på dette site?

Læs også:
Kommuner hyrer konsulenter til at spare på handicappede

I den kommunale bermudatrekant kan der gå lang tid fra første visitering til næste revurdering

Kommuner er komplekse størrelser, der er blevet beskrevet som bermudatrekanter.

Noget forenklet består den kommunale bermudatrekant af tre elementer:

  1. Borgeren og de behov denne har
  2. Sagsbehandleren som faglig og vurderingsmæssig myndighed
  3. Botilbuddet der i egenskab af leverandør skal matche den bestilling pris og ydelsesmæssigt, der er sat op på basis af sagsbehandlerens konkrete individuelle og faglige vurdering af borgerens behov.
null

En af udfordringerne ved denne trekant er desværre, at når borgeren først er vurderet og der er truffet afgørelse omkring de ydelser borgeren skal have, (bostedet er fundet) så kan der gå rigtig lang tid inden sagsbehandleren igen vender tilbage til sagen.

I kommunale kredse verserer der på sagsbehandlerniveau den fortælling, at henvendelse til kommunen som regel kun sker, når botilbuddet, hvad enten det er offentligt eller privat, har behov for at få justeret ”taksten” i opadgående retning. For uanset om det drejer sig om et offentligt ejet botilbud eller et privat botilbud er pris og dermed økonomi en faktor.

I det perspektiv har vi pludselig nogle instanser, der umiddelbart gør sig skyldige i ikke lige at få revurderet og justeret borgerens sag, således som borgeren har retskrav på i medfør af loven.

Det betyder, at vi på få linjer nu har udvidet historiens kompleksitet således, at vi nu har hele tre elementer i vores historie. De skyldige, skurkene og de sagesløse.

Sagsbehandlerne en stresset faggruppe, der blev overset i finansloven’

Ser man på sagsbehandlerne som er kommunernes myndighedsmæssige forpost så viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at socialrådgivere er den mest stressede faggruppe blandt danske lønmodtagere. Formanden for Danske socialrådgivere (DS) Mads Bilstrup kaldte det i foråret et alarmerende tegn og understregede, at det høje stressniveau kaldte på politisk handling.

Ifølge undersøgelsen oplever socialrådgivere mere end nogen anden faggruppe, at deres arbejde er uoverskueligt. En ikke ualmindelig sagsmængde for en sagsbehandler ligger på mellem 80 – og 120 komplekse sager.

Hertil kommer, at der hverken i forbindelse med valgkampen, kommunernes økonomiaftale for 2020 eller finansloven for 2020 er gjort et stort nummer ud af, at afsætte flere penge til flere sagsbehandlere, så på den led blev der ikke lyttet politisk.

Markedet for specialiserede private konsulenter på handicapområdet findes, kun fordi kommunerne efterspørger det

Baggrunden for at der er et marked for private konsulentvirksomheder som Trancit og Brorson Consult er altså tæt forbundet til arbejdsgange og stresset arbejdsmiljø blandt de kommunale sagsbehandlere, hvor de bl.a. grundet sagsmængden aldrig når at komme tilstrækkeligt ind i de komplekse sager endsige følge op på dem.

Det er ikke nogen undskyldning, men det er en mulig forklaring som endnu ikke har været langt fremme i debatten.

Behovet for private specialiserede konsulentvirksomheder handlere altså om mere end blot at finde nogle penge til de trængte kommunale budgetter. Det handler i ligeså høj grad om, at der er et efterslæb ude i kommunerne ift. at få fulgt retmæssig op på de komplekse borgersager, ikke mindst af hensyn til borgeren.

I det perspektiv kan de specialiserede virksomheder betragtes som en taskforce kommunerne køber ift. revurderingsopgaven for herved at nå på omgangshøjde.

Man kan ikke rekruttere sig ud af udfordringerne

Det at private konsulenter bistår kommunerne har i debatten rejst en række spørgsmål, der mere har fokuseret på de to omtalte virksomheders forretningsmodeller end, hvordan vi lige får løst udfordringerne med at få borgernes sager i centrum

I Hjørring Kommune har man på et af de andre velfærdsområder udviklet en Hjørringmodel og ansat 35 nye sagsbehandlere. På den led har de inden for et enkelt område fordoblet antallet af medarbejdere. Dermed er antallet af sager hos den enkelte sagsbehandler halveret. Hvor de før sad med omkring 80 sager om ugen, sidder de nu med omkring 35 sager.

At reducere sagsmængderne for sagsbehandlerne driver ifølge Rasmus Ravn, der er forsker og Ph.d  en forholdsvis stor del af den her effekt man har i Hjørring.

”Med for mange sager er det umuligt at få sat sig grundigt ind i borgeren og behovene. Så at nedbringe sagsmængden hos den enkelte sagsbehandler er et rigtig godt sted at starte, siger erfaringerne fra Hjørring,” lyder det fra Rasmus Ravn i et interview til TV2nord.

Men er det løsningen og er det realistisk at alle kommuner bare ansætter flere sagsbehandlere på et område vi ved ikke kan styres efter demografiske modeller?  

Næppe, efterårets mediedækning af politiske aftaler om minimumsnormeringer og 1000 flere sygeplejersker viser med al tydelighed, at det ikke er realistisk, at vi inden for en kort årrække rekruttere og uddanner os ud af udfordringerne. Alene fordi der ikke er hoveder nok.

Hvad ved vi om de her private virksomheders måde at arbejde på ?

I de artikler der har været bragt om de private konsulentvirksomheder, har der været relativt få citater fra de omtalte virksomheder, så ud over at medierne har udstillet kommunernes løsningsmodel som nogle skurke der arbejder resultatorienteret, hvad ved vi så egentligt om de her virksomheders måde at arbejde på.

OPS-indsigt har kontaktet så vel Trancit som Brorson Consult, der er nævnt i Altingets artikler mhp. at få udvidet perspektivet fra dette ekstra leverandørled i den kommunale bermudatrekant.

Brorson Consult er ikke vendt tilbage, men OPS-Indsigt har haft kontakt med ledelsen i Trancit og her stillet en række spørgsmål til deres forretningsmæssige og faglige virksomhed.

Mikkel Buck, som er souschef i konsulentvirksomheden Trancit, der er hyret af flere kommuner mhp. at gennemgå bl.a. handicapsager, siger til OPS-Indsigt, at man ude i kommunerne ikke kun har fokus på de private bosteder. Udfordringerne er de samme hvad enten det drejer sig om offentlige eller private tilbud.

”I mange kommuner fungerer det helt sikkert fint. Jeg kan jo bare sige, at kommunerne henvender sig jo kun til os fordi de har udfordringer. Hvis de ikke havde det, ville de jo ikke bruge os.” Siger han

De bekræfter i nogen grad tesen om at de største udfordringer på det her område er ikke de private konsulentvirksomheder, men forankret inde i kommunernes sagsbehandling, herunder alt for mange sager pr sagsbehandler.

Ikke alle er resultatorienterede – Trancit minder mest om en specialiseret vikarvirksomhed

Er det rigtigt at I arbejder resultatorienteret efter en no-cure-no-pay model?

”Ja det er rigtigt, at vi arbejder efter no-cure-no pay, men vi arbejder ikke resultatorienteret. Vores model er timebaseret på den led, at kommunerne betaler os for vores timemæssige indsats. Det vil sige, de kommer aldrig til at betale for mere end de timer vi har lagt ift. vores udrednings- og vurderingsarbejde.” siger Mikkel Buck.

Men hvordan hænger det så sammen med en no-cure-no pay model?

”Det hænger sådan sammen, at hvis det viser sig, at effektiviseringen er mindre end prisen for vores timeforbrug, så bliver omkostningen for kommunen aldrig højere end effektiviseringen. På den led har kommunen sikkerhed for deres budget.” fortæller Mikkel Buck.

Trancit arbejder altså med en garantileverance, hvor man ud fra en fast timebetaling giver kommunerne en form for budgetsikkerhed der gør, at de ikke kommer til at betale konsulentvirksomheden for mere end det, der er effekt rent økonomisk. Trancit har altså i deres model ikke noget direkte økonomisk incitament til at visitere borgerne ned i ydelser.

På mange måder minder det mere om en vikarvirksomhed, så på den led punkteres i alt fald noget af tesen om de her virksomheders resultatbaserede virksomhed. Altså at de alle går efter en procentsats af overskuddet ved eventuelle besparelser.

Risiko for sammenblanding af roller

Trancit er ikke kun en rådgivervirksomhed. Den levere også ydelser af socialpædagogisk karakter til kommunerne.

Den konstruktion kan have en række habilitetsudfordringer med risiko for sammenblanding af roller, når man som Trancit  både er rådgiver for kommunen og og samtidig som leverandør også kan tilbyde støtte til borger i eget hjem.

Læs også:
Kommuner sætter handicappede og botilbud i skruestik

Her har branchedirektør Jon Krog fra SelvejeDanmark til NB-Nyt tidligere været ude og påpege, at det kunne være problematisk både at være rådgiver for kommunernes myndighed og samtidig drive socialpædagogiske støttetilbud.

”Det er rigtigt, at vi har en udførerenhed. Vi har haft enkelte sager, hvor vi både har været rådgiver og hvor kommunerne i deres søgen efter nyt tilbud har henvendt sig til vores leverandørdel. Her har vi så i enkelte tilfælde tilbudt at varetage indsatsen, men det er vi gået bort fra og har ændret vores procedurer. Det vi gør i dag er på linje med det advokaterne har af praksis. Det vil sige, at der hvor vi selv har har været inde og rådgive, tager vi ikke opgaver som leverandør.” siger Mikkel Buck.

Konsulentvirksomheden får den tid som den kommunale sagsbehandler ikke har til at sætte sig ind i sagen

Men hvad egentligt opgaven. Tager I bare sherifstjernen på og går ud og revurdere borgerne?

”Vi rådgiver kommunen i hvad der er borgerens behov ud fra den vurdering, vi har medvirket til. Vi bidrager til at beskrive mål, og så er det op til kommunens myndighed at finde det rette tilbud.” Siger Mikkel Buck

Men hvordan foregår det mere præcist?

”Vi sætter os ind sagen, så har vi en dialog med sagsbehandleren om hvad det er vi ser og så tager vi sammen med sagsbehandleren en dialog med borgeren og medarbejderne ude på botilbuddet.” Siger Mikkel Buck til OPS-Indsigt

Du kan læse hele interviewet om hvilken rolle Trancit også har inde i kommunen på OPS Indsigt i artiklen: Brug af private konsulenter på handicapområdet handler om mere end besparelser.

 

Læs også:
Brug af private konsulenter på handicapområdet handler om mere end besparelser