Del artiklen:
Danskernes Idrætspris for 2018 gik til Lykkeliga, som får prisen overrakt ved DR's sportshow Sport2018 i Boxen i Herning den lørdag 5. januar 2019.
Danskernes Idrætspris for 2018 gik til Lykkeliga, som får prisen overrakt ved DR's sportshow Sport2018 i Boxen i Herning den lørdag 5. januar 2019. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Danskerne har tre favoritter som kandidater til ‘Danskernes Idrætspris’. De handler alle om, hvordan foreninger får vidt forskellige initiativer til at vokse.

Af Lene Vind, [email protected]

Tre vidt forskellige idrætsprojekter har fået danskerne til tasterne i forbindelse med konkurrencen om ‘Danskernes Idrætspris’. Projekterne opnåede flest stemmer, og de er nu alle kandidater til en  finaleplads 

De udvalgte projekter er: 
– En café drevet af frivillige, som er blevet til et lokalt samlingspunkt og en slags moderne fælleshus i den østjyske Beder-Malling idrætsforening. 
– En succesfuld randrusiansk fodboldlinje for unge, som samarbejder med kommunen og ungdomsskolen og blandt andet tilbyder morgentræning, inden skoledagen begynder.
– Et nyt idrætstilbud fra Midtmors Sportsforening til bevægelseshandicappede børn, foranlediget af en efterspørgsel fra en gruppe forældre.

Nu skal vinderen findes

Nu er det så op til bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund (DIF) at beslutte, hvilket initiativ der skal gå hele vejen og modtage prisen og de medfølgende 100.000 kroner.

Udover DIF er det e-Boks og P4, der står bag ‘Danskernes Idrætspris’. Det var dommerpaneler i otte P4-distrikter, som udvalgte tre regionale vindere hver til videre afstemning. Nu er de i alt 24 initiativer barberet ned til tre finalister via en afstemning blandt alle danskere. I alt 12.698 danskere var inde på Danskernes Idrætspris-hjemmesiden og stemme på deres favorit til prisen.Den endelige vinder skal nu findes på baggrund af en række kriterier, der blandt andet går på, at projektet i særlig grad skal gavne den lokale foreningsidræt, styrke fællesskabet og glæden ved at være aktiv i en idrætsforening.

“Det har været et flot felt af indstillinger, vi har fået fra danskerne. Projekter, der alle rammer ned i, hvad foreningslivet kan, men som også viser, hvordan det kan udvikles. Nu glæder vi os til at vælge en vinder blandt de tre finalister og hylde denne med stor anerkendelse og et flot beløb til videreudvikling af projektet,” siger formand i DIF, Niels Nygaard.

Vinderen af Danskernes Idrætspris afsløres til DR’s sportsshow ‘Sport2019’ 4. januar 2020 i Jyske Bank Boxen.

Indstillinger om de tre finalister

Fodboldlinjen Randers (Indstillet i Østjylland): En breddelinje for folkeskoleelever fra 5.-9. klasses drenge og piger, som gerne vil spille fodbold, opleve et godt socialt samvær og få læring igennem træning og undervisning. Fodboldlinjen er den største af sin slags i Norden og er et tæt samarbejde mellem Randers Kommune og Randers Ungdomsskole. Elever på Fodboldlinjen modtager træning to timer om ugen som morgentræning kl. 06.15-07.45, inden skoledagen begynder.

Café Klubånd (Indstillet i Østjylland): Over 100 frivillige driver caféen i Beder-Malling Idrætsforening, der fungerer som et moderne forsamlingshus. Her er skabt et fællesskab på tværs idrætsgrene, kultur og alder. Det er drevet af frivillige på tværs af de to kommuner, Beder og Malling, og skaber et unikt fællesskab om idrætten.

Midtmors Parasport (Indstillet i Midt-og Vestjylland): Et nyt tiltag i foreningen Midtmors Sportsforening etableret på foranledning af forældre, der efterlyste et idrætstilbud til deres bevægelseshandicappede børn. Den efterspørgsel imødekom foreningen, og det resulterede i, at der nu er otte børn tilmeldt. Træneren er uddannet fysioterapeut og har været gymnastiktræner i mange år. Der bliver lagt vægt på leg, motorik, bevægelse, boldspil m.m., og forældrene får dannet et vigtigt netværk.