Del artiklen:

Henrik Nielsen bliver Sorø Kommunes nye vicekommunaldirektør. Han kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Lejre Kommune.

Af Steen Houmark, [email protected]

Henrik Nielsen vil som vicekommunaldirektør i Sorø Kommune få ansvar for bl.a. den fortsatte udvikling af de kommunale velfærdsområder ikke mindst gennem øget tværfaglighed og i samspil med borgere og brugere.  “Sorø Kommune er en kommune med ambitioner og en kommune, som tør træffe modige valg i forhold til at lægge en stor beslutningskompetence ud til de politiske udvalg og de kommunale fagcentre. Jeg glæder mig til at blive en del af kommunens strategiske ledelse og være med til at omsætte de strategiske ambitioner til handling i hele den kommunale organisation.” siger Henrik Nielsen.

Borgmester Gert Jørgensen (K) glæder sig til samarbejdet.  “Med Henrik Nielsen får vi en dygtig og erfaren vicekommunaldirektør, som har et godt blik for værdien af en sikker drift i forhold til at sikre kontinuitet i kommunens velfærdsopgaver såvel som trivsel hos medarbejderne. Jeg er overbevist om, at Henrik Nielsen med sin store kommunale erfaring vil blive et aktiv for Sorø Kommune,” siger Gert Jørgensen.  Kommunaldirektør Søren S. Kjær ser frem til at Henrik Nielsen bidrager til både velfærd og budgetstrategi.  “Henrik Nielsens store erfaring betyder, at han vil kunne bidrage til velfærdsudviklingen og til det strategiske budgetarbejde i Sorø Kommune. Han vil desuden kunne bringe nyttige erfaringer ind i arbejdet med at realisere byrådets Vision 2022,” siger Søren S. Kjær

Blå bog: 

  • Født 6. juli 1976. Bor sammen med Britt Holmgaard i Helsinge. Henrik Nielsen er uddannet inden for offentlig administration og ledelse og har bl.a. en Master of Public Administration fra CBS og en diplomlederuddannelse fra COK. 
  • Henrik Nielsen kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Lejre Kommune, hvor han har været siden 2014. Han har tidligere været direktør i Gribskov Kommune og økonomichef i Holbæk Kommune og Hørsholm Kommune.