Del artiklen:
Den unge mor, fra realityserien af samme navn, fik tvangsfjernet sin datter fire dage efter fødslen. Hun og Kærsten har siden fået datteren igen.
Den unge mor, fra realityserien af samme navn, fik tvangsfjernet sin datter fire dage efter fødslen. Hun og Kærsten har siden fået datteren igen. - Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Lad os ikke friste af enkle løsninger på komplekse problemer. Gruppen af udsatte børn forsvinder ikke ved at anbringe nogle flere noget før. Skriver Ann Hermansen, familiechef i Randers Kommune.

Af NB Nyt

Lad os ikke friste af enkle løsninger på komplekse problemer. Gruppen af udsatte børn forsvinder ikke ved at anbringe nogle flere noget før. Skriver Ann Hermansen, familiechef i Randers Kommune.

Debatindlæg af: Ann Hermansen

Jeg lyttede nytårsaften med stor interesse til Statsminister Mette Frederiksens nytårstale. Et par steder undervejs skippede min interesse over i vantro.

Har damen ikke nogen embedsmænd, som hun kan rådføre sig med?

Så kom jeg i tanker om, at politiske standpunkter ofte er udtryk for holdninger, der ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den viden, som vi har på et givent område, og jeg faldt lidt til ro igen.

Lad mig indledningsvis slå fast: jeg synes det er rigtig godt, at Mette Frederiksen har fokus på området. Og jeg synes det er endnu bedre, at hun ikke siger en hel masse mantrabavl om tidlig indsats og forebyggelse ud fra et standardperspektiv om, at vi skal arbejde på at få gruppen af udsatte børn og unge til at forsvinde. For det sker ikke.

Skal vi stoppe med tidlig indsats og forebyggelse?

Selvfølgelig ikke. – Vi skal lave masser af tidlig indsats og forebyggelse i forhold til den del af gruppen, hvor dét er det rigtige, og så skal vi have meget mere fokus på at skabe miljøpåvirkninger i det udsatte barns miljø, så barnet støttes i at overkomme de udfordringer, der er i dets liv, fordi det skaber social ukuelighed, som er helt afgørende for, at man kan klare sig i livet på trods af ikke helt optimale forudsætninger. 

Nu skal vi så åbenbart til at tvangsanbringe og tvangsbortadoptere nogle flere børn og det skal ske tidligere. Nuvel. Jeg oplever, at statsministerens tilkendegivelser bygger på to præmisser;

  1. At udsatte børns største drøm er at blive fjernet fra deres forældre 
  2. At dem, der håndterer opgaven i dag, løber rundt som hovedløse høns og udelukkende eller i hvert fald primært handler ud fra forældrenes ønsker og ikke børnenes tarv. 

Til begge præmisser er jeg nødt til at sige, at jeg ikke genkender det. 

Alt for mange gange har vi set lovændringer og tiltag, der er blevet til på baggrund af enkeltsager, der mest af alt har været brugt til, at en minister har kunnet bruge den pågældende enkeltsag til at vise handlekraft.
Jeg kan her forstå, at Mette Frederiksen har mødtes med en lille gruppe anbragte børn, og at hun på den baggrund nu mener, at flere børn skal fjernes, helst med tvang og meget gerne så tidligt som overhovedet muligt. 

Lykken for et udsat barn er, ifølge Mette Frederiksen, at blive anbragt, men er det rigtigt?

Det er det nogle gange. Andre gange er det ikke. Meget ofte anbringer vi børn, fordi de udsættes for et liv, som vi andre ikke kan holde til at se på. Ikke nødvendigvis, fordi barnet ikke kan holde til det. Udsatte børn er ofte enormt kompetente i lige præcis det liv, de lever. 

Når vi fjerner dem fra det og anbringer dem i et helt andet miljø, er de ikke længere kompetente. Sådan er det ofte. Ikke aldrig eller altid. Betyder det så, at vi aldrig skal anbringe? Naturligvis ikke. Det betyder bare, at det er svært. Og det bliver ikke mindre svært af, at en statsminister siger, at vi nu skal anbringe flere. 

Hver enkelt barn er unikt. Hver enkelt børnesag er unik. En beslutning om, at et barn skal bo et andet sted, er en kæmpe beslutning. Den skal træffes af dygtige fagprofessionelle med respekt for hver enkelt barn og hver enkelt families særegenheder. Der er principielt risiko for, at vi ødelægger børns følelsesliv, når vi fjerner dem fra deres forældre.

Det er derfor kun, når vi ødelægger dem endnu mere ved ikke at gøre det, at vi skal anbringe. Det er enormt vanskeligt at træffe den beslutning. At vide, hvornår det er det rigtige.

Vi skal ikke lamme de fagprofessionelle med for mange regler og måltal

Derfor er det helt afgørende, at vi ikke lammer de fagprofessionelles dømmekraft ved at opstille for mange regler, procedurer og måltal, som ikke er forankret i viden på området, og desuden tager fokus fra det, som det i virkeligheden handler om. Så de har tid til at komme tæt nok på og langt nok ned i materien, til at kunne træffe den individuelle vurdering, som det er og skal være, når der træffes beslutning om, at et barn skal anbringes.

Er regelforenkling så svaret? Måske. Men det er ligegyldigt. For jeg vil godt vædde min madpakke på, at ingen minister nogensinde vil have modet til for alvor at forenkle på det her område.

Tænk, hvis man gjorde det, og der året efter kom en ny, stor overgrebssag?

Det økonomiske pres kræver at konsulenter, interne som eksterne gennemgår området med en tættekam, ikke af ondskab men af nødvendighed

Endelig vover jeg pelsen og nævner det unævnelige. Pengene. Anbringelser er dyre og i rigtig mange kommuner er netop dette område økonomisk under pres. For kort tid siden kunne man læse, hvordan konsulentfirmaer lever af at finde besparelser på handicappede og psykisk syge.

Jeg kan afsløre, at det helt sikkert også sker på det udsatte børneområde. Og så bliver alle chokerede og forargede. Iskolde konsulenter, der skummer fløden på bekostning af de svages elendighed. Føj.

Læs også:
KL ser ikke et problem i at bruge konsulenter på resultatløn i handicapsager

Men lad os lige huske, at der er nogen, der køber de her ydelser. Ikke fordi de er onde og dumme, men fordi de har et budget, der skal overholdes – og fordi, at hver eneste krone, der ikke bliver brugt fornuftigt, går fra en anden udsat borger, der ikke kan få noget.

Og nogle gange (hvis man har sit job kært) er det nødvendigt, at kunne sige, at man har undersøgt området forfra, bagfra og fra siden med op til flere forskellige tættekamme, herunder et eksternt konsulentfirma. Så de ansvarlige politikere kan beslutte, om de penge, der er stillet til rådighed til et givent velfærdsområde, er nok.

Læs også:
Private konsulenter på Handicapområdet er kun en flig af udfordringerne

Gruppen af udsatte børn forsvinder ikke og flere anbringelser vil gøre det dyrere

Det udsatte børneområdes budget i en kommune er ikke reguleret ud fra hvor mange udsatte børn, der er. Hvor mange sager der er, hvor mange underretninger der kommer. Der er givet en pose penge, og dem skal de ansvarlige chefer få til at række, så flest muligt kan få hjælp. Jeg tror, det er det, vi kalder “serviceniveau”. Naturligvis indenfor lovens rammer og med fokus på kerneopgaven. Og man må aldrig lade være med at anbringe et barn, fordi der ikke er flere penge. 

Men det er bedst for alle, hvis vi heller ikke anbringer nogen, der ikke skulle have været anbragt! Det er mit indtryk, at langt de fleste kommuner rent faktisk lykkes med at balancere denne sindssygt svære opgave. Men hvis vi skal til at anbringe flere? Bare flere. 

Så bliver det dyrere, det er ubestrideligt. Hvor skal de penge komme fra? 

Og vær sød ikke at præsentere mig for en eller anden science fiction investeringsmodel, der igen forudsætter, at vi kan få gruppen af udsatte børn til at forsvinde, hvis bare vi anbringer nogle flere noget før, tak!

Lad os tale noget mere om, hvad det tilstrækkeligt gode børneliv er. Hvordan vi sikrer alle børn et godt liv, både dem, der er anbragt, og dem, der ikke er. Og lad os lytte til De Anbragtes Vilkår når de siger, at vi ikke skal lade os friste af enkle løsninger og måltal, men give plads til kompleksiteten, eftertanken og fleksibiliteten!