Del artiklen:
- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med blikket stift rettet mod de blinkende alarmer for fremtidens velfærd mødes i disse dage over 1.200 af de mest indflydelsesrige mennesker i det kommunale Danmark til konference.

Af Steen Houmark, [email protected]

Kommunaløkonomisk forum kaldes populært for KØF og afholdes hvert år af kommunernes Landsforening.

Deltagerne er spidserne i det danske lokal- og forvaltningsdemokrati. Det vil sige kommunalpolitikere og topembedsmænd med stærk repræsentation af borgmestre og kommunal- og økonomidirektører.

Man kan naturligvis stille spørgsmålet, hvad skal man med endnu en konference for den kommunale sektors spidser?

Kommunerne har jo i forvejen forskellige fagkonferencer, for social, sundhed, børn osv., der ligger spredt ud over året, og her kunne man vel bare tage de nødvendige debatter i et mere specifikt fagligt perspektiv, men det er her, hvor KØF får sin betydning.

Borgerservice bestemmes af kommunalbestyrelsen

Al service overfor borgerne bestemmes jo af den samlede kommunalbestyrelse og ikke af et fagudvalg. Det er derfor nødvendigt med et tværgående og strategisk forum, hvor man har fokus på løsningen af opgaver og udfordringer på tværs af alle fagområderne. Og præcis derfor er KØF placeret i begyndelsen af året med henblik på at give nogle strategiske sigtelinjer for det år, vi allerede er i gang med.

Det er nemlig ikke småpenge, disse 1.200 personer har ansvaret for. Tilsammen er der ifølge Danmarks Statistik tale om et kommunalt årsbudget på ca 350 milliarder skattekroner, der som en del af det danske lokaldemokrati skal forvaltes og prioriteres lokalt i kommunerne inden for centralt udstukkede rammer.

Langt de fleste af pengene går til velfærdsservicer af en eller anden slags, og netop fordi fremtidens velfærd står højt på den kommunalpolitiske dagsorden, har KØF 2020 fået overskriften:

VELFÆRD TIL DEBAT  – FORVENTNINGER  OG MULIGHEDER

Hvor giver KØF mening for ledere og medarbejdere i den daglige drift?

Men hvis KØF ikke er en rituel stammedans for særligt indviede, hvor giver konferencen så mening i forhold til eksempelvis daginstitutionslederen, lederne af hjemmeplejen, botilbuddene eller myndigheden i forvaltningerne?

Kan man fx forvente at se tre pejlemærker fra denne konference som adresseres med direkte kobling til den mere lavpraktiske daglige drift af kommunernes velfærds opgaver?

Ifølge Morten Mandøe, der er cheføkonom og medlem af KL’s direktion, vil faglederne ude i den kommunale drift kunne pejle efter tre klare signaler, som kommer til at præge KØF:

  1. Prioritering
  2. Kvalitet i leverancen og nye løsninger
  3. Fleksibilitet i styring og regulering

Hvilken velfærd skal vi prioritere? En nødvendig debat, når den kommunale sektor ikke kan efterkomme alle centrale krav og borgerforventninger

Minimumsnormeringer i daginstitutionerne, flere penge til folkeskolen, nationale standarder i ældreplejen med flere hjemmehjælpstimer, garanti om plejebolig til alle 80+-årige og bedre forhold til personer med handicap eller psykisk sygdom.

Kravene til kommunerne står i kø og med dem forventningerne til, hvad borgeren kan forvente at få leveret. Men ser man på udviklingen i det offentlige forbrug de seneste år, så har væksten været langt lavere end væksten i befolkningens privatforbrug og den økonomiske vækst i samfundet.

Det viser en en ny opgørelse, som Momentum har lavet, og ifølge forskningsdirektør og professor ved VIVE, Torben Tranæs, kan det være med til at skabe utilfredshed med velfærdsstatens serviceniveau, da befolkningen vil opleve det som en forringelse, når kvaliteten og standarden i de offentlige tilbud ikke følger udviklingen i det private forbrug.

Hertil kommer, at vi de senere år har fået en række velfærdsudfordringer, som vi ikke så i samme grad for 20 år siden i form af eksempelvis ensomhed.

Det skal ses i perspektiv af, at vi inden udgangen af dette årti vil have over 150.000 flere +80-årige ifølge Danmarks Statistik, og samtidig vil vi have en massiv mangel på varme hænder på de bløde velfærdsområder i denne gruppe borgere.

En fremskrivning lavet af fagforbundet FOA viser, at der i 2028 kommer til at mangle over 41.000 ansatte inden for SOSU-området i landets kommuner, hvilket betyder, at selvom kommunerne havde økonomien, så ville de ikke kunne købe sig til den velfærd, vi har i dag. Ganske enkelt fordi hænderne ikke vil være til stede.

”Den situation, vi befinder os i, betyder, at det er nødvendigt, at man fra centralt hold har en forståelse af, at der træffes nogle prioriteringer ude i kommunerne,” siger Morten Mandøe.

Debatten om, og prioritering af og i velfærd i praksis, bliver altså et centralt punkt både på KØF og i årene, der kommer.

Hvilken kvalitet skal den prioriterede velfærd have?

Kommunerne befinder sig altså i et krydspres mellem krav fra centralmagten og forventninger fra borgerne, hvor man hele tiden bliver beskudt, fordi man reelt ikke har en chance for at opfylde det hele, hvad enten det er minimumsnormeringer nok i daginstitutionerne eller Ældresagens krav om plejeboliggarantier.

Hvis man hverken kan eller vil lade de økonomiske rammer følge med udviklingen i samfundet og forventningskravet fra borgere og interesseorganisationer, så er vi ifølge Morten Mandø nødt til at have en debat om, hvad er det for en kvalitet, vi vil have i den kommunale sektor.

På KØF ligger man op til at genstarte en fornyet diskussion om den kvalitet, man som borger kan forvente at en ydelse indeholder.

Nu har man eksempelvis på Christiansborg prioriteret minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet. Hvis det kan opfyldes mandskabsmæssigt, hvad er så det kvalitetsmæssige indhold, som daginstitutionslederen kan præsentere, når hun åbner døren for et nyt sæt af forventningsfulde forældre, der er et produkt af den opgangstid, vi er inde i?

Kan man give større rum til medarbejderne, så de lettere kan udøve deres faglighed i mødet med borgerne, og er det vejen til bedre kvalitet?

Og er der udfordringer, som civilsamfundet med sine særlige karakteristika bedre kan løse med henblik på at løse det velfærdspres af forventninger, du står med rent praktisk, når du som forstander byder en ny beboer velkommen på plejehjemmet?

Det er kvalitetsemner af denne karakter, som man må forvente rejses på KØF, når deltagerne i dag tager en fornyet diskussion af kvaliteten i den velfærd, vi i fremtiden kan forvente at få leveret.

Mere fleksibilitet i styringen – flerårige budgetter og muligheden for at prioritere borgernes behov

Kommunerne er været underlagt en strengt styrende budgetlov, som ifølge Morten Mandøe har været rimelig under og lige efter finanskrisen, men nu er der behov for fleksibilitet.

Regeringens bebudede revision af budgetloven skal derfor bruges til at tage en mere overordnet drøftelse af, hvilken vej velfærdsstaten skal gå i de kommende år.

KL vil altså på KØF give budgetloven et skud for boven og sende et vink med en vognstand til Christiansborg.

I mere lavpraktisk forstand betyder det, at KL flager det problematiske i, at de daglige ledere på forvaltnings- eller institutionsniveau ikke tør anvende deres optimalt budget til de reelle behov, de står med i forhold til borgerne, fordi der findes et centralt reguleret sanktionsregime, der straffer, hvis man har overforbrug.

Det tvinger de daglige ledere i den kommunale praksis til at foretage mange forskellige krumspring for at få næsten uforenelige ender til at passe sammen.

Resultatet er til at få øje på i form af bl.a. borgere, der oplever træghed i sagsbehandlingen og klager over afgørelser til Ankestyrelsen, hvor kommunerne ikke får medhold. Endelig møder ledere og medarbejdere i driften ofte borgere, hvis forventninger de ikke har mulighed for at imødekomme her og nu på grund af styringsmæssig ufleksibilitet.

Blandt ønskerne fra KL er flerårige mere fleksible budgetter, så man kan overføre et over- eller underskud til de følgende år, hvilket helt sikkert vil give en bedre dynamik ude i kommunernes driftsled.

Læs programmet her

Se hvem der deltager fra din kommune