Del artiklen:
11,3 procent af alle gymnasiedrenge tager snus. Det overgår dermed rygere, da knap ni procent af drengene dagligt ryger cigaretter.
11,3 procent af alle gymnasiedrenge tager snus. Det overgår dermed rygere, da knap ni procent af drengene dagligt ryger cigaretter. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Mere end 11 procent af drengene i gymnasierne tager snus dagligt. En bekymrende udvikling, siger myndighed.

Af OPS Indsigt,
og Ritzau,

Snus vinder frem blandt de danske gymnasieelever og er nu mere populært end cigaretter for drengenes vedkommende.

Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Det er især drengene, der tager snus. 11,3 procent af gymnasiedrengene tager dagligt snus, hvilket er en stigning fra 1,9 procent i 2014. Til sammenligning ryger knap ni procent dagligt.

Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, kalder udviklingen “meget bekymrende”.

– Det er meget bekymrende, at vi ser denne stigning i forbruget af snus. Snus er på ingen måde et harmløst produkt.

– Det indeholder mange kemiske stoffer, der er alvorligt skadelige for helbredet, og som kan give øget risiko for kræft i mundhule, svælg og spiserør og hjerte-kar-sygdomme, siger Morten Grønbæk i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at snus indeholder høje doser af nikotin, hvilket gør det nemt at blive afhængig af og også kan få flere til at ryge.

For pigerne er andelen, der dagligt tager snus, steget til 1,6 procent fra 0,2 procent i 2014.

Sælges som tyggetobak

Snus er ulovligt at sælge i hele EU – undtagen Sverige.

Meget snus bliver dog markedsført som tyggetobak, der ikke er omfattet af regler og derfor også sælges i Danmark.

De seneste fem år har der også været en stor stigning i antallet, der tager snus jævnligt.

For drenge er det tal på cirka ti procent, hvilket er en fordobling over fem år, mens det for piger er steget til 4,5 procent fra 1,1 procent.

Cirka halvdelen af alle drengene i gymnasierne og to tredjedele af pigerne har dog aldrig prøvet snus.

Undersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed bygger på svar fra mere end 20.000 gymnasieelever.

/ritzau/