Del artiklen:
- Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Økonomi og måltal er baggrundsmusik for debatten om anbringelser. ‘Mennesket i centrum’ er et begreb, der ligesom ‘de unges stemme’ er trængt i baggrunden. Nu udgiver en fond podcast, hvor de unge har ordet.

Af Steen Houmark, [email protected]

I mere end 20 år har Fonden Startskuddet arbejdet med begreberne ‘De unges stemme’ og ‘Mennesket i centrum’. 

I alle årene har de to centrale begreber været omdrejningspunkt i tilgangen til de børn, unge og voksne, der har benyttet sig af Fondens forskellige tilbud – hvad enten det var opholdssteder, skoler eller aktivitetstilbud. 

Det er på den baggrund, at Startskuddet omsætter dets pædagogiske ståsted i et projekt, der levendegør de to begreber: En videopodcast, hvor det er de unge beboere, der har ordet.

Vil øge forståelsen af de anbragtes udfordringer

“Det er en del af vores mission og vision at bidrage til en generel bedre forståelse af, hvilke svære situationer vores beboere – og andre som dem – befinder sig i. Og hvor stor en udfordring, det faktisk er for dem at komme videre i livet og komme i nærheden af den normalitet, de fleste danskere tager som en selvfølge.”

Sådan lyder det fra direktør i Startskuddet Anette Aabye, som sammen med sin mand, Jørgen Aabye, stiftede fonden tilbage i 1997. 

Målet med podcasten er at gøre såkaldt helt almindelige mennesker lidt klogere på de liv og de personlige kampe, der kæmpes på landets opholdssteder og botilbud, som ellers nærmest kun får omtale, når et eller andet går galt.

Fagchef: De unge er bedst til at fortælle deres egen historie

“Vi ser jo de stærke menneskelige fortællinger udspille sig foran vores øjne dag ud og dag ind og år efter år, men det er svært at fortælle videre, så folk forstår, hvad det handler om. Og i virkeligheden fortæller beboerne det jo også meget bedre selv,” siger Ole Mortensen, der er faglig chef på Startskuddet til NB-Nyt.

Indtil videre er der gennemført interviews med to beboere, og det har ikke været svært at finde deltagere.

“De unge vil gerne selv være med til at fortælle. Og vi kan se, at det giver dem noget at sætte ord på deres historie og situation. Så dermed har det faktisk også en pædagogisk værdi”, siger Ole Mortensen. 

De unge optræder uden billede og navn og kun med stemme i videopodcasten, som indtil videre udgives via fondens hjemmeside. Det er planen på sigt også at udgive på en egentlig podcast-platform.

Læs også:
Minister: Vi skal som samfund blive langt bedre til at lytte til børn

Første skridt var Folkemøde-event midt om natten

Tanken om en podcast er ikke helt ny for Startskuddet. Tilbage i 2016 præsenterede Startskuddet konceptet ‘Unges stemmer i natten’ på Folkemødet på Bornholm. 

Her fortalte anbragte på Startskuddets bosteder i en række videoer om deres personlige oplevelser i – og om – natten. 

Videoerne blev projiceret uden for midt om natten, på Folkemødet, mens alle sov. Som et symbol på den oplevelse af at være overset eller uset, som mange af dem føler.

“Denne her gruppe af unge mennesker lever et liv, de færreste danskere kan relatere sig til, og de er vant til ikke at blive hørt. I hvert fald ikke som den de er. Det er centralt for vores pædagogiske arbejde, at de skal føles sig lyttet til og anerkendt, og nu håber vi bare, at podcasten vil få endnu flere til at lytte”, siger direktør Anette Aabye.

Podcasten kan findes på Startskuddets hjemmeside