Del artiklen:
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil give udsatte børn og unge ret til selv at sige nej til kontakt og samvær med deres biologiske forældre. Forslaget har ikke medvind i Foreningen af Døgn- og Dagtilbud.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil give udsatte børn og unge ret til selv at sige nej til kontakt og samvær med deres biologiske forældre. Forslaget har ikke medvind i Foreningen af Døgn- og Dagtilbud. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Astrid Krag holder fast i, at anbragte børn skal kunne fravælge forældresamvær trods kritik og viden om, at pressede familier er tilbøjelige til at træffe ‘forhastede beslutninger’.

Af Steen Houmark, [email protected]

Anbragte børn og unge skal have en ret til at kunne sige nej til samvær med deres biologiske forældre. 

“Vi skal styrke børnenes rettigheder. Jeg har mødt flere anbragte børn, som har været utrygge over at skulle se deres biologiske forældre og har spurgt mig, hvorfor de skulle det, når de nu faktisk ikke havde lyst til det,” siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) til Ritzau. 

“Det er et konkret sted, hvor jeg mener, vi skal sørge for, at barnet er i sin egen ret. I dag har man ret til samvær med sine biologiske forældre, og det er jo godt, når det er det rigtige for barnet.  Men vi vil give barnet en tilsvarende ret til at kunne sige nej til samvær,” siger hun.

Læs også:
Langtfra alle børn høres i deres egen sag om anbringelse

Foreningen af Døgn- og Dagtilbud: Det er en voksen beslutning

Men et anbragt barn skal ikke selv kunne afgøre, hvorvidt det vil afbryde kontakten med sine biologiske forældre. 

Det mener Søren Skjødt, der er formand for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud og forstander på behandlingsinstitutionen Godhavn.

“En så alvorlig beslutning omkring afbrydelse af kontakt og samvær med sine forældre er en voksenbeslutning, og en beslutning som systemet omkring barnet skal tage,” siger han om regeringens forslag.

Ifølge formanden vil det kun i “enkelte ekstreme tilfælde” give mening at lade spørgsmålet om samvær med forældrene være op til barnet. 

Og børn i familier, der er pressede af sociale udfordringer, vil ifølge Søren Skjødt være tilbøjelige til at træffe “forhastede beslutninger”.

“Det er et kraftfuldt værktøj og en stor beslutning, som jeg kan være bekymret for, at vi lægger i skødet på barnet,” siger han.

Savner fagligt belæg for, at ansvaret skal lægges hos børn
Astrid Krag er enig i, at der er nuancer at tage højde for, når man skal vurdere, hvilke børn der skal have en ret til at fravælge samvær med forældrene. 

“Men helt grundlæggende skal vi som samfund blive langt bedre til at lytte til børn – også i de her svære diskussioner. siger hun til Ritzau

Læs også:
”De unges stemme”- Podcast med anbragte i centrum

Søren Skjødt savner i øvrigt det faglige belæg for at lægge ansvaret over på de udsatte børn. 

“Vi ved fra forskning, at det er afgørende for børnene at have kontakt med deres biologiske ophav. Samtidig kan vi se, at over halvdelen af anbragte børn søger tilbage til biologien efter endt anbringelse,” siger han.

Social- og Indenrigsministeriet understreger overfor Ritzau, at “værktøjet, som Søren Skjødt henviser til, ligger hos børnene – ikke kommunerne.”