Del artiklen:
To medarbejdere er bortvist fra Skat. Den ene sag drejede sig om svindel for knap 3 millioner kroner, mens den anden drejede sig om et beløb på mellem 1 og 1,2 millioner kroner. (Arkivfoto)
To medarbejdere er bortvist fra Skat. Den ene sag drejede sig om svindel for knap 3 millioner kroner, mens den anden drejede sig om et beløb på mellem 1 og 1,2 millioner kroner. (Arkivfoto) - Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Medarbejdere er blevet bortvist efter mistanke om misbrug af statens midler, og samtidig retter Rigsrevisionen hård kritik af Skatteministeriet for mangelfuld kontrol.

Af Ritzau, [email protected]

To medarbejdere i skattevæsnet er inden for de seneste år blevet bortvist og politianmeldt på grund af mistanke om svindel.

Det oplyser Skattestyrelsen til Berlingske.

Oplysningen kommer, efter at Rigsrevisionen i en ny rapport har rettet kritik mod Skatteministeriet for at føre en “mangelfuld og svag” kontrol med statens indtægter, skriver avisen.

De bortviste medarbejdere blev politianmeldt i henholdsvis 2015 og 2017.

Den ene sag drejede sig om svindel for knap 3 millioner kroner, mens den anden drejede sig om et beløb på mellem 1 og 1,2 millioner kroner.

Direktør: Sagerne kan ikke kobles til svag kontrol
Direktør i Skattestyrelsen Merete Agergaard understreger dog, at de to sager ikke direkte kan kobles til de svagheder i kontrollen med statens indtægter, som Rigsrevisionen beskriver i sin rapport.

Det skyldes måden, som misbruget i de to sager er sket på.

I sagen fra 2015 misbrugte en nu tidligere medarbejder sin egen og sine kollegers adgang til skattevæsnets systemer til uretmæssigt at få udbetalt et beløb til en tredjemand.

Der er faldet dom i sagen, og pengene skal betales tilbage.

Sagen fra 2017 udsprang af det daværende Skat Motor. Her angav en medarbejder angiveligt nogle prisfastsættelser for lavt, hvilket ifølge Skattestyrelsen førte til manglende afbetaling på mellem 1 og 1,2 millioner kroner.

– Den sag blev også opdaget og vedkommende bortvist og politianmeldt. Det er meget forargelige sager, og sager vi – som vi skal – har orienteret Rigsrevisionen om, siger direktør Merete Agergaard til Berlingske.

Svag kontrol åbner for svindel

Af Rigsrevisionens rapport fremgår det, at der på grund af Skatteministeriets utilstrækkelige kontrol med statens årlige indtægter er en klar “forhøjet risiko” for, at medarbejdere kan svindle.

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport, som Berlingske har fået aktindsigt i. Ministeriet får hård kritik for at føre mangelfuld og svag kontrol med statens største konto med 1.000 milliarder kroner.

I rapporten peges der direkte på en af de svagheder i kontrolsystemet, der blev afsløret i forbindelse med Britta Nielsen-sagen. Hun er mistænkt for økonomisk svindel i Socialstyrelsen for over 100 millioner kroner.

Den mangelfulde kontrol er stærkt bekymrende. Det siger professor på Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

– Der er nogle paralleller i den manglende kontrol til Britta Nielsen-sagen og andre problemer, der har været, som Rigsrevisionen også selv drager i rapporten.

– Det er meget alvorligt, at der er de muligheder for at begå svindel på et område med så mange penge, siger Per Nikolaj Bukh til Berlingske.

Ikke styr på medarbejderes adgang til systemerne

Ifølge Rigsrevisionens rapport er et af hullerne i kontrollen blandt andet, at Skatteministeriet ikke har styr på, hvilke medarbejdere der har adgang til it-systemerne.

Det er fra de it-systemer, der udbetales overskydende skat. Og det betyder, at ansatte har adgang til konti, som ikke har noget med deres arbejde at gøre.

I praksis kan det blive udnyttet, mener Rigsrevisionen, fordi mange overførsler foretages manuelt af medarbejdere.

Per Nikolaj Bukh mener, at det er et problem, at der er indført en tillidsbaseret kontrol, som betyder, at den enkelte leder skal vurdere, hvorvidt medarbejderen har adgang til de rette systemer, siger han til avisen.

Ifølge Berlingske har Rigsrevisionens gennemgang primært set på Skatteministeriets kontrolindsats.

Der er kun lavet få stikprøver. De har ikke vist decideret svindel, fremgår det.

Til gengæld er Skatteministeriet ved at undersøge konkrete sager, hvor der er mistanke om svindel, skriver avisen.

jornns /ritzau/