Del artiklen:
Naturkraft bliver en oplevelsesarena, hvor naturens kræfter sættes i spil gennem leg og læring.
Naturkraft bliver en oplevelsesarena, hvor naturens kræfter sættes i spil gennem leg og læring. - Foto: Bjørn Ellermand/Naturkraft

Turisterne vil gerne lære mere, når de besøger naturen, derfor etableres vestkystens nye oplevelsesarena ‘Naturkraft’ nu i Ringkøbing Fjord-området, og finansieringen er på plads.

Af Lene Vind, [email protected]

Vestkysten har på tværs af kommunale skel udarbejde en fælles udviklingsplan for turismen frem mod 2025. Og i den forbindelse er der lavet analyser, som viser, at turisterne i området er glade for naturen, men de mangler attraktioner og videnscentre, som de kan besøge på deres ferie.

Udviklingsplanen peger derfor på et stort behov for oplevelsestilbud, der ikke er afhængige af vejret, men som kan bruges året rundt og forlænge sæsonen. For at imødekomme dette behov støtter Foreningen Realdania nu oplevelsesarena ‘Naturkraft’ med 25 millioner og får dermed ligningen om vestkystens nye oplevelsesarena for naturens kræfter til at gå op.

”Naturkraft er med til at løfte hele Ringkøbing Fjord-området. Ikke kun for turister, men også for dem, der bor og lever der”, siger filantropidirektør Nina Kovsted Helk fra Foreningen Realdania .

Hun er glad for, at Realdania kan være med til at støtte realiseringen af et ambitiøst og nytænkende bud på en attraktion, hvor formålet er at fremme viden om klima, miljø og bæredygtighed og dermed udbrede FN’s Verdensmål.

300 millioner kroner på 10 år

Naturkraft står klar til at åbne 4. juni 2020, og med bevillingen fra Realdania er Naturkraft nu fuldt finansieret. 

”Det er en stor glæde, at Foreningen Realdania nu fuldender projektets finansiering. Derved har vi samlet rejst mere end 300 mio. kr. og kan nu for alvor se frem til åbningen til sommer,” siger Peter Sand, administrerende direktør i Naturkraft.

Naturkraft bliver en oplevelsesarena, hvor naturens kræfter sættes i spil gennem leg og læring. Op imod 280.000 forventede årlige gæster kommer til på egen krop at mærke naturens kræfter og gå på opdagelse i viden, der sætter tankerne i gang om menneskets samspil med naturen og skal inspirere til en mere klimabevidst fremtid. 

Udviklingsplan for Vestkysten er udarbejdet af Partnerskab for Vestkystturisme, der består af de 11 kommuner langs vestkysten og de tre vestdanske regioner; Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark, Realdania og Dansk Kyst- og Naturturisme.

Gennem 10 år er der samlet set investeret over 300 millioner kroner i projektet, og aktører som A.P. Møller Fonden, Ringkøbing-Skjern Kommune, Vestas, Augustinus Fonden med flere har støttet realiseringen af den nye oplevelsesarena i Ringkøbing.