Del artiklen:

Kravene til kommunerne stormer ind fra alle sider i velfærdens bermudatrekant, hver med deres berettigelse uden tanke på sammenhæng. Vi bør prioritere at se velfærd med andre øjne end vores egne og tillade, at vi gentænker velfærdssamfundet, skriver redaktør Steen Houmark i dette indlæg.

Af Steen Houmark, [email protected]

Velfærdens bermudatrekant bliver mindre og kanterne skarpere. 

I den ene ende af trekanten har vi høje krav og forventninger til service. I den anden ende kæmper kommunerne med økonomien, som hvor gerne de end ville ikke kan dække alle krav og forventninger, selv ikke hvis kommunerne havde pengene kan samfundet ikke opfylde alle vores velfærdsønsker, for vi mangler hænderne.

Vi ser det ikke eller ønsker ikke at se det, når vi som borgere kræver minimumsnormeringer i daginstitutionerne, flere penge til folkeskolen, nationale standarder i ældreplejen, flere hjemmehjælpstimer, garanti om plejebolig til alle 80+-årige og bedre forhold til personer med handicap eller psykisk sygdom.

Kravene står i kø og manglende indfrielse skaber utilfredshed

Kravene til kommunerne står i kø og med dem forventningerne til, hvad borgeren kan forvente at få leveret. Men ser man på udviklingen i det offentlige forbrug de seneste år, så har væksten været langt lavere end væksten i befolkningens privatforbrug og den økonomiske vækst i samfundet.

Det viser en opgørelse, som Momentum har lavet, og ifølge forskningsdirektør og professor ved VIVE, Torben Tranæs, kan det være med til at skabe utilfredshed med velfærdsstatens serviceniveau, da befolkningen vil opleve det som en forringelse, når kvaliteten og standarden i de offentlige tilbud ikke følger udviklingen i det private forbrug.

Læs også:
Borgmester: Hvad i helvede skal vi gøre?

En fremskrivning lavet af fagforbundet FOA viser desuden, at der i 2028 kommer til at mangle over 41.000 ansatte inden for SOSU-området i landets kommuner, hvilket betyder, at selvom kommunerne havde økonomien, så ville de ikke kunne købe sig til den velfærd, vi har i dag. Ganske enkelt fordi hænderne ikke vil være til stede.

Folkestemningen styrer

Selvom de fleste godt er klar over, at vi ikke kan både blæse og have mel i munde, opstår der – hver gang man prøver at omprioriterer eller justerer i dele af vores velfærd for at få enderne til at mødes – en eller flere folkestorme.

Det er hvad enten det drejer sig om klippekortsordninger på ældreområdet, hvor nogle kommuner har valgt at droppe det eller det populære pensionistkort til offentlig transport.

Det er nu foreløbig droppet at sende ‘mimrekortet’ på pension og lave en mere fair udligning af priser, så alle pensionister på Sjælland betaler det samme for offentlig transport.

Det står klart, efter Movias bestyrelse på vegne af transportsammenslutningen DOT, der også tæller DSB og Metroselskabet og dækker de to regioner øst for Storebælt, i en pressemeddelelse har forklaret, at ”hurtigt indførte og meget store prisstigninger skaber usikkerhed om, hvad det vil betyde for den enkelte pensionists rejsemønster.”

Dermed bliver pensionistkortet, der er et særligt tremåneders rejsekort til personer over 65 år eller på førtidspension med store rabatter, fredet for en stund.

Mimrekortet et godt eksempel på hvor svært det er at omlægge velfærd

Historien om mimrekortet er et godt eksempel på, hvordan en ellers rationel justering af et velfærdsgode, hvor alle fik en mere ensartet rabat ikke blev til noget

Med reformen ønskede man at udfase mimrekortet og i stedet indføre en rabatordning, der kom alle pensionister på Sjælland til gavn, med forslaget ville 150.000 pensionister fra syd og Vestsjælland opnå billigere rejser, mens 60.000 primært fra nord og Østsjælland ifølge beregninger fra Movia ville få dyrere rejser.

Men var der nogen rationel rimeliglighed i, at det præcis blev dyrere for dem i nærheden af hovedstaden?

Ser man fx på pensionisters økonomi, så er der ifølge CEPOS en enorm forskel på økonomien blandt pensionister på grund af meget varierende pensionsformuer. 

De bedst stillede er dem, der har sparet 4 millioner kroner sammen til at forsøde deres alderdom med, når de går på pension i 60’erne, mens der gennemsnitlig kun står 800.000 kroner på pensionsopsparingen til dem, der er værst stillede

Kortet herunder illustrerer formueforhold i Danmark for pensionister (Kilde: ÆldreSagen):

null

ÆldreSagen har tidligere i en artikel i avisen.dk konstateret, at det ofte er de bedre stillede pensionister, der klager.

Sagen om mimrekortet er for mig at se en meget god case på, hvad der sker når vores velfærd justeres eller omlægges.

Læs også:
Movia bøjer sig for kritik af skrotning af pensionistkort

Vi burde gentænke vores velfærd 

Det fører til spørgsmålet om, om vi i virkeligheden skal til at tænke i at indføre alternative modeller for velfærd både ift. finansiering, men også ift. indsats og eksekvering af den service, vi forventer at få af samfundet. For noget må jo gøres, da det er oplagt, at vi inden for år hverken har økonomien eller hænderne, hvis vi fortsætter ad de nuværende spor?

Hvad med for eksempel at prøve noget, som er langt mere tidssvarende end normeringer, standarder klippekort og mimrekort?

Ja, hvad med en hel ny måde at tænke brugerbetaling på?

Læs herunder et blændende indlæg af tidligere kontorchef hos Danmarks Statistik om brugerbetaling.

Og kom ikke og sig, at det vil vi ikke have, for det har vi allerede i nogle lidt forældede udgaver.  

Læs også:
Øget brugerbetaling er ikke en mirakelkur, men kan være et supplement