Del artiklen:
Preben Etwil er tidligere kontorchef i Danmarks Statistik Preben og skriver og samfundsdebattør på NB-Nyt
Preben Etwil er tidligere kontorchef i Danmarks Statistik Preben og skriver og samfundsdebattør på NB-Nyt

Kan brugerbetaling løse det offentliges service- og finansieringsproblem? Svaret er nej, men brugerbetaling indført med omtanke kan lette nogle af finansieringsproblemerne, skriver tidligere kontorchef i Danmarks Statistik Preben Etwil.

Af Preben Etwil, Debattør,

I mange år har det været et politisk mål for stort set alle partier at holde skatten i ro – meget gerne med en reduktion for øje. Problemet er bare, at det kun kan realiseres, hvis politikerne har den fornødne politiske vilje til gradvist at reducere de offentlige ydelser og tjenester.

Man kan nemlig ikke både blæse og have mel i munden.

Det er efterhånden gået op for de fleste borgere ved selvsyn, at der ikke kan skabes flere offentlige serviceydelser for uændrede offentlige indtægter. (Skatten)

Der er ikke en overset mirakelkur, der kan tages frem og støves af for at fremtrylle offentlige ydelser, der ikke koster penge. De kan kun fremskaffes ved at skære offentligt forbrug eller indkomstoverførsler ned andre steder – eller ved at pålægge borgerne højere skatter suppleret med øget brugerbetaling.

Brugerbetaling en tredje, men ikke uproblematisk vej

Vil man ikke reducere den offentlige service eller gå skattevejen, er der kun brugerbetalingen tilbage.

Når man alligevel har fat i brugerbetalingsdelen af de offentlige finanser, kan man i samme moment prøve at rydde op i de pudseløjerligheder, det også består af.

Det er for de fleste borgere helt uforståeligt, at det fx er gratis at gå til lægen, mens der er brugerbetaling hos tandlægen. Ligeledes kan man spørge, hvorfor det er gratis, når man skal til psykiater, mens der opkræves brugerbetaling hos psykologen.

Men samlet set er brugerbetaling absolut ikke et quick fix ej heller problemfrit, hvis man for at undgå reduktion af offentlig service og heller ikke vil hæve skatten.

Man overser ofte, at vi allerede i dag har brugerbetaling af et anseeligt omfang ikke mindst på sundhedsområdet, men også på andre områder som fx børnepasning samt voksen- og efteruddannelse.

Brugerbetaling, dvs. salg af varer og tjenester fra det offentlige, beløb sig til 58,5 mia. kr. i 2018 – et ofte overset bidrag til den offentlige sektors finansiering.

Til fordelene ved brugerbetaling hører, at sammenhængen mellem omkostninger og behov bliver mere synlige for borgerne, og tilpasningen mellem produktion og efterspørgsel bliver mere direkte. Adfærdsregulering, kalder økonomerne det.

Til ulemperne hører de fordelingsmæssige konsekvenser. Især inden for social- og sundhedsområdet er det de økonomisk svageste – pensionister, kronisk syge og børnefamilierne – der er storforbrugere af disse ydelser. Det er også dem, der vil få den største økonomiske byrde ved en massiv indførelse af traditionel brugerbetaling på disse områder.

Indkomstbestemt brugerbetaling er i dag en mulighed

Traditionelle brugerbetalingsordninger har derfor i mange år været dømt politisk ude, da de kun bidrager til at øge uligheden.

Men sådan behøver det ikke at være, og slet ikke i denne elektroniske tidsalder.

I dag betaler de færreste alligevel med ‘rigtige’ penge, når de er ude at købe ind. Det hele foregår elektronisk via forskellige betalingskort. Dermed er det også muligt at indføre en brugerbetalings-ordning på nye og forbedrede offentlige servicetilbud, der korrigerer for folks forskellige indkomstforhold.

Metoden til indkomstbestemt brugerbetaling bruger vi allerede

Systemet kendes principielt i dag i det danske folkepensionssystem – dog med omvendt fortegn.

Udbetaling Danmark beregner i dag pensionisternes personlige tillægsprocent i forbindelse med beregning af folks udbetalte pension og forskellige offentlige tilskud.

Dette princip kunne udvides til alle borgere i beregningen af borgernes brugerbetaling, således, at man gradvis skal betale fra nul procent for folk uden eller med lav indkomst til at skulle betale den fulde brugerbetaling for brugere med høj indkomst.

Dermed kunne der blive råd og mulighed for at udvide og forbedre den offentlige service, samtidig med at man kunne fastholde en rimelig social balance. 

Fire barriere ved indkomstbestemt brugerbetaling

Selv indkomstgraduerede brugerbetalingssystemer er dog ikke uden problemer.

Før det første kan det ikke bruges inden for de store offentlige forsyningsordninger, der i dag er omfattet af ‘hvile i sig selv’-princippet.

For det andet vil alle indtægtsregulerede ordninger blive ramt af de såkaldte samspilsproblemer, der betyder, at borgerens evt. indtægtsstigning, vil kunne løbe ind i en modgående reduktion af offentlige ydelser – her en øget egenbetaling.

For det tredje er det tvivlsomt, om et simpelt indkomstbegreb alene skal kunne indgå i beregningen af den foreslåede tillægsprocent. Omvendt skræmmer det tidligere anvendte socialindkomstbegreb.

For det fjerde bør det overvejes, om der skal indføres en beløbsmæssig overgrænse for, hvor meget den enkelte borger, trods egen indkomst, samlet set skal kunne betale over brugerbetalings-ordningerne. Det gælder især for borgere med mange sammensatte hjælpebehov.

Når man alligevel har fat i brugerbetalingsdelen af de offentlige finanser, kan man i samme moment prøve at rydde op i de pudseløjerligheder, det også består af. Det er for de fleste borgere helt uforståeligt, at det fx er gratis at gå til lægen, mens der er brugerbetaling hos tandlægen. Ligeledes kan man spørge, hvorfor det er gratis, når man skal til psykiater, mens der opkræves brugerbetaling hos psykologen.

Hvorfor falder offentlig service, selvom vi betaler det samme i skat?

Dette for ikke økonomer tilsyneladende paradoks, at selv om vi betaler det samme i skat, så har vi et faldende offentligt serviceniveau, skyldes det forhold, at den offentlige sektors serviceproduktion har en lavere produktivitets­udvikling end de vareprodu­cerende erhverv.

Baumol-effekten som den kaldes, har været kendt siden 1967. Den har ikke haft så stor en bevågenhed i den aktuelle debat om den offentlige sektors serviceniveau, som det måske kunne ønskes.

Der kan så at sige “købes” færre og færre offentlige tjenester for en given mængde private varer. Dermed er stigningen i den offentlige sektors udgifter ikke alene sket, fordi den offentlige sektor har påtaget sig flere opgaver, men er i lige så høj grad udtryk for, at de offentlige tjenester er blevet relativt dyrere at producere.

I praksis betyder det, at der er blevet ansat relativt flere og flere i servicesektorerne (offentlige såvel som private) på bekostning af de varepro­ducerende erhverv.

Der kan så at sige “købes” færre og færre offentlige tjenester for en given mængde private varer. Dermed er stigningen i den offentlige sektors udgifter ikke alene sket, fordi den offentlige sektor har påtaget sig flere opgaver, men er i lige så høj grad udtryk for, at de offentlige tjenester er blevet relativt dyrere at producere.

Den lavere produktivitet i den offentlige sektor fortrænger så at sige den private sektor.

Læs også:
Forventningerne til velfærd løber løbsk