Del artiklen:
(Arkiv)
(Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringens varslede nærhedsreform rejser et vigtigt spørgsmål: Hvad betyder nærhed i borgerrettet service og velfærd? spørger Adam Diderichsen i dette debatindlæg.

Af Adam Diederichsen,

Politiet er en god case, fordi tanken om, at politiet skal være ”nær” ved borgerne spiller en rolle, når det igen skal reformeres, som statsministeren netop har bebudet med Rigspolitiet. 

Resultatet af reformer har ofte ført til mere centralisering, fremfor at politiet reelt er kommet tættere på borgerne. 

Først lidt historik: I mange år er de overordnede rammer for dansk politi blevet fastlagt i brede, flerårige politiforlig. Det nuværende firårige forlig udløb ved årsskiftet, men det nye forlig, der burde være indgået i efteråret, blev udskudt for at give den nytiltrådte regering bedre tid til at forberede det. Samtidig kommer politiet til at spille en rolle i forbindelse med regeringens bebudede nærhedsreform. Justitsministeren har præsenteret en omprioritering af ressourcer fra Rigspolitiet til politikredsene og SØIK (”Bagmandspolitiet”, red.) for netop at bringe politiet tættere på borgerne. Og senest har Statsministeren bebudet, at hun ønsker at halvere Rigspolitiets størrelse for i stedet at styrke politikredsene og åbne nye nærpolitistationer. 

I det hele taget spiller forestillingen om nærhed en helt central rolle i politisammenhæng: Alle større reformer og omlægninger af politiet i såvel Danmark som andre vestlige lande har i de seneste mange årtier præsenteret sig selv som en styrkelse af det lokale politiarbejde. Men paradoksalt nok har forslag om decentralisering og nærhed i politiet ofte ført til større centralisering. Derimod er det sjældent, at nærhedsdiskussioner fører til en styrkelse af lokaldemokratiet og borgenes mulighed for at få indflydelse på politiets prioriteringer og arbejdsmåde. 

Større politikredse kan mere end små

Når vi i dag taler om nærhed i politisammenhæng, er det tit som en kritik af den store politireform i 2007, der samlede politiet i 12 politikredse i en koncernmodel under ledelse af Rigspolitiet. Men 2007-reformen blev også præsenteret og legitimeret som en måde at styrke det lokale politiarbejde på. Reformen skulle nemlig føre til en såkaldt ”reel” decentralisering ved at skabe nye politikredse, der var store nok til at håndtere alle typer politiopgaver på egen hånd. I modsætning til de tidligere 54 kredse, hvor mange var så små, at de måtte hente støtte i nabokredse eller Rigspolitiet, når de stod over for større eller komplicerede opgaver. 

Det har i det hele taget været karakteristisk for de seneste politireformer i de skandinaviske lande været, at de har antaget, at det nære politiarbejde kunne styrkes ved at skabe større enheder samt klarere ledelsesstrukturer og kommandoveje. Decentralisering gennem centralisering synes at være den lidt paradoksale parole. Senest har man i Norge gennemført en såkaldt Nærpolitireform, der reelt var en omfattende centralisering, hvor man reducerede antallet af politidistrikter fra 27 til 12. 

Centralisering forklædt som decentralisering?

Spørgsmålet er derfor, om det kommende politiforlig vil føre til en tilsvarende centralisering forklædt som decentralisering. Særligt godt er spørgsmålet, fordi meget også tyder på et politisk ønske om at styrke de centrale politimyndigheder. Det er fx bemærkelsesværdigt, at 90 af de 240 årsværk, der forventes nedlagt i Rigspolitiet, skal bruges til at styrke SØIK – en central, landsdækkende myndighed. 

Der har også været luftet idéer om at genskabe Rejseholdet, som jo var en del af Rigspolitiet, og som udførte egentligt operativt politiarbejde i modsætning til det nuværende Rigspolitiet, som kun har til opgave at understøtte politikredsenes arbejde. 

Endnu bedre bliver spørgsmålet, hvis vi gør os klart, at man i de sidste mange år entydigt har opprioriteret det nationale niveau. Det gælder styrkelsen af PET og den centrale rolle, som tjenesten spiller i bekæmpelse af terrorisme og ekstremisme. Det gælder it-sikkerhed med Forsvarets og Rigspolitiets centre for cybersikkerhed og -kriminalitet. Og det gælder strukturer i politiet som efterforskningsfællesskaber, der måske nok organisatorisk hører til i forskellige politikredse, men som arbejdsmæssigt har ansvaret for større områder som hele Øst- eller Vestdanmark. 

Kriminalitet krydser kommune- eller landegrænser

Det er også værd at bemærke, at mange af disse organisatoriske nydannelser finder sted på områder, som udgør de største nye kriminalitetsudfordringer for det danske samfund. En kynisk iagttager kunne fristes til at konkludere, at selvom politikerne ser en vælgermæssig fordel i at tale nærhedens sprog, så forudsætter nutidens kriminalitetsudfordringer, at man finder løsninger på nationalt eller endda internationalt plan. Dels fordi udfordringerne er internationale af karakter (bagmændene til hvidvasksager kan meget vel bo i London, ganske som servere, der bruges til cyberkriminalitet med stor sandsynlighed står uden for landets grænser). Og dels fordi der er tale om komplekse udfordringer, der kræver opbygning af højtkvalificerede faglige miljøer med store specialistkompetencer, hvilket kræver nationale løsninger. 

Meget afhænger dog af, hvad man mere præcist forstår ved ”nærhed” i politisammenhæng. Når man kunne hævde, at politireformen styrkede politiets nærhed ved borgerne, så skyldtes det, at man tolkede nærhed som et spørgsmål om dels responstid og dels tilgængelighed for borgere, der ønsker at komme i kontakt med politiet. 

Begge punkter kom i tiden efter reformen imidlertid til at virke halvt tragiske, halvt komiske med historier om et politi, der ikke længere tog telefonen og ikke kom, hvis det endeligt lykkedes at komme i kontakt med dem. Men trods alt lykkedes det over tid at få reformen til at fungere, og det er formodentlig rigtigt, at større og mere professionelt drevne enheder er bedre til at sikre hurtig responstid og 24/7-tilgængelighed. 

Hvilken nærhed ønsker borgerne?

Derimod var politiets konkrete tilstedeværelse i lokalmiljøet ikke noget, man lagde vægt på i Politireformen. Tværtimod mente man, at det afgørende for borgerne ikke var symbolske politiindsatser, der skulle øge den subjektive følelse af tryghed, men derimod at politiet bidrog til at skabe et samfund, der var trygt i den objektive forstand, at der ikke er ret meget kriminalitet. 

Spørgsmålet er bare, om det er nærhed i den forstand, som borgerne egentlig efterspørger. I hvert fald har borgernes subjektive tryghed fyldt meget i den offentlige debat i årene efter reformen. Samtidig pålægger landspolitikerne i stadigt stigende omfang politiet at gennemføre indsatser, som er meget synlige og symbolske, men som formodentlig ikke har den store effekt, fx grænsekontrol eller mobile politistationer. I dag har vi således et centraliseret politi, der i udgangspunktet er organiseret til at tage sig af alvorlig kriminalitet, men som bruger stadig mere tid på politisk vigtige symbolhandlinger. 

Forskellige former for nærhed

Men måske kunne man skabe et politi, der er borgernært i en mere ambitiøs forstand? Vi kan skelne mellem tre forskellige måder, politiets nærhed eller lokale forankring kan forstås på: 

1. Geografisk

Nær- eller lokalpoliti betyder, at politiet er organiseret i mange lokale stationer eller kredse. Der er en klar modsætning mellem centralisering og nærhed i denne betydning af ordet. 

Bedømt ud fra Statsministerens udspil vil regeringen forsøge at imødekomme noget af kravet om nærhed i denne forstand ved at åbne nærpolitistationer (eller genåbne nogle af dem, man tidligere har nedlagt. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til en større omorganisering af politiet ud fra et nærhedsprincip. Dels er der meget, som taler for, at mange af de nye kriminalitetsudfordringer bedst løses på nationalt plan. Dels var der jo solide grunde til, at man centraliserede i forbindelse med politireformen, fx at det er dyrt at opretholde et døgnberedskab i en mange mindre politikredse. 

2. Hensyn til lokale forhold

I denne forstand betyder nærpoliti, at politiet arbejder på en måde, som tager hensyn til lokale forhold. Det forudsætter selvfølgelig, at politiet har et solidt kendskab til lokalområdet og dets borgere. 

Det er ofte nærhed i denne betydning, man mener, når man taler om ”politiets lokale forankring”. Nærhed i denne forstand hænger sammen med den geografiske organisering, for det, at politifolk rent organisatorisk hører til i lokalområdet, øger deres mulighed for at lære områdets beboere og forhold at kende. 

Men der er alligevel tale om to forskellige ting. Et lokalt organiseret politi kan godt arbejde på en måde, der ikke tager hensyn til lokale forhold, fx hvis man arbejder ud fra faste koncepter/standardisering, der på forhånd fastlægger, hvordan politifolk skal agere i bestemte situationer. 

Der er mange elementer i moderne offentlig styring, som trækker i retning af en sådan standardisering af politiarbejdet, bl.a. apps og andre it-løsninger, der forudsætter en bestemt arbejdsprocedure, samt udbredelse af mere eller mindre evidensbaserede forestillinger om ”best practice”. 

En lokal organisering af politiet i geografisk forstand fører således ikke i sig selv til en øget lokal tilpasning af løsninger og arbejdsmetoder, hvis man ikke sikrer politifolk et betydeligt spillerum for at udøve deres faglige skøn. Det ville imidlertid kræve et ganske stort brud med den form for styring, som i efterhånden mange år har præget politiet (og staten i øvrigt), og som mere eller mindre entydigt har peget i retning af øget standardisering og centralisering. Det er nok tvivlsomt, om regeringens nærhedsreform vil føre til en sådan mere omfattende gentænkning af styringen af den offentlige sektor.  

3. Lokalområdets problemer

Politiet lægger særligt vægt på de problemer med kriminalitet og uorden, som optager beboerne i et bestemt lokalområde. 

Mange politikere tilslutter sig i den offentlige debat forestillingen om, at politiet skal arbejde med de ”nære” problemer, ganske som politiet selv ofte fremhæver betydningen af den ”borgervendte” kriminalitet. 

Men det er imidlertid ganske vanskeligt præcist at vide, hvilke kriminalitetsproblemer der optager borgerne og præcist at definere, hvilke former for kriminalitet der er vendt mod borgerne. 

De fleste ofre for indbrud vil gerne have, at deres sag bliver efterforsket og ideelt set opklaret. Men rigtigt mange borgere er også bekymret for terror, bandekriminalitet og storstilet svindel med skattekroner – og de mange andre nye og svære former for kriminalitet, som forudsætter centrale løsninger. Og selvom et overfald tydeligvis kan siges at være borgervendt, så rammer cyberkriminalitet også den almindelige befolkning. 

Formodentligt ønsker mange borgere, at politiet skal tage sig af de problemer, de oplever i deres hverdag, og som de ofte føler, at politiet ikke tager alvorlig. Men mit gæt er, at de fleste borgere også kan se det fornuftige i at prioritere terrorbekæmpelse, cyberkriminalitet og alvorlig økonomisk kriminalitet. 

Her er kernen i problemet

Herved er vi fremme i det, der egentlig er kernen i problemet: Hvem skal bestemme over politiet? Det er jo, når alt kommer til alt, landspolitikere og embedsmænd i centraladministrationen, der har besluttet, at politiet skal prioritere terror, bandekriminalitet og grænseindsats højere end fx indbrudskriminalitet. Også selvom der er langt imellem politikere, der vil tage ansvaret for den prioritering. 

I den mest fundamentale betydning af ordet ”lokalpoliti” ville det betyde, at man gav borgerne i landets forskellige områder demokratisk indflydelse på politiets prioriteringer og arbejdsmetode. Her er det afgørende ikke så meget antallet af stationer eller bestemte kriminalitetsområder, men snarere at politiet er forankret i det lokale demokrati, og at borgerne har en reel indflydelse på den måde, politiet agerer i netop deres område. 

Det er dog næppe denne form for ”nærhed”, der er på dagsordenen, når der skal forhandles nyt politiforlig.

Om skribenten:
Adam Diderichsen er phd. og adjunkt på Københavns Professionshøjskole.