Del artiklen:
- Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Djøf vil med nyt udspil skabe mere nærhed og tid til borgerne, men forslagene virker ikke gennemarbejdede. Der er i stedet behov for en styringskommission, der kan komme med underbyggede anbefalinger til bedre offentlig styring.

Af Caroline Howard Grøn, Lektor ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, [email protected]
og Peter Bjerre Mortensen, Professor ved Institut for Statskundskab, [email protected]

Det har næppe gået nogens næse forbi, at Djøf med reklamefilmen ‘Djøferne kommer’ har indledt en massiv kampagne for at rette op på faggruppens slidte ry og rygte. Står man filmens første sekunder igennem, ser man den væmmelige Djøf-zombie forvandle sig til en rar mand i striktrøje, imens børn leger, og himlen bliver blå.

Bag reklamefilmen ligger udspillet ‘Mere til fælles – tid og tillid i 2020’erne’ med flere bemærkelsesværdige forslag til en bedre styring af den offentlige sektor. Forslag, der skal spille ind i regeringens længe ventede nærhedsreform. Mest iøjnefaldende er forslaget om at opstille et mål for, hvor meget mere tid, velfærdsmedarbejdere skal tilbringe Ansigt-Til-Ansigt (ATA-tid) med borgerne i 2025. Svaret er ifølge Djøf 10 timer mere om måneden sammenlignet med i dag.

Ny ven af varme hænder

Efter i mange år at være udskammet som faggruppen med de kolde hænder og lunkne hjerter forstår man behovet for at springe ud som striktrøjeklædt ven og beskytter af de mange varme hænder på det offentlige arbejdsmarked. Faktisk må man forstå kampagnen sådan, at djøferne har ”mere til fælles” med de øvrige ansatte i den offentlige sektor, end man lige skulle tro.

Alle de elementer i styringen af den offentlige sektor, som frustrerer de gode velfærdsmedarbejdere, frustrerer djøferne mindst lige så meget. Det på trods af, at det altovervejende er djøfere, der i tidens løb har konciperet og gennemført de mange upopulære kontrol- og dokumentationskrav. Men det skal nu være slut og erstattes af mere tillid, større nærhed, mere frihed til det faglige skøn og mindre dokumentation. Det gælder ikke mindst for de faggrupper, der repræsenteres af Djøfs nye vennekreds, bl.a. FOA, Dansk Sygeplejeråd og Politiforbundet. 

Djøf er altså blevet klogere, må vi forstå, og tager sin del af ansvaret for den sløje tilstand, den danske offentlige sektor åbenbart er i. Alligevel er der grund til at mane til den besindighed, som djøfere traditionelt har (eller i hvert fald burde have) stået for. Det store slagnummer i kampagnen er som nævnt målet om minimum 10 timer mere ATA-tid med borgeren om måneden. Det udspil skal have anerkendelse for sin brede appel og enkle kommunikérbarhed. Man fornemmer tydeligt public affairs afdelingens lette og ubekymrede hånd på udspillet. Men vurderet som styringsudspil er det svært at få øje på ”de skarpe hjerner” bag udspillet, som Djøf med slet skjult henvisning til egne medlemmer hævder, der er behov for.

ATA-tid set efter i sømmene

For det første er erfaringerne med den slags inputfokuserede tælleregimer mildt sagt ikke gode og at påstå, at det fører til et opgør med Excel-ark og dokumentationskrav, savner ganske enkelt empirisk såvel som teoretisk belæg. Også den forrige regering var optaget af problemstillingen. Den fik kulegravet to velfærdsområder, hvilket viste et temmelig begrænset potentiale for netop mere ATA-tid. Det er særligt bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at opdragsgiver virkelig ønskede, at konsulenterne fandt et potentiale for afbureaukratisering. Selv ikke den bedste konsulentlommeregner kunne få det til mere end 5-7 % på ældreområdet og 2-4 % på dagtilbudsområdet.[1]

For det andet kunne Djøfs udmelding have gavn af at blive trykprøvet på en konkret og aktuel sag. Som led i den seneste finanslovsaftale blev regeringen og aftalepartierne enige om at indføre lovbundne minimumsnormeringer i de kommunale daginstitutioner. Den aftale flugter flot med Djøfs udspil om at øge ATA-tiden. Men betyder det også, at Djøf mener, aftalen er god?

Undersøgelser viser, at det faktisk ikke (kun) er antallet af voksne i dagtilbud, der sikrer kvalitet, men i lige så høj grad hvad de foretager sig med børnene, når de er der. Bør det ifølge Djøf føre til flere (og dyrere) uddannede pædagoger i daginstitutionerne, sådan som BUPL argumenterer for? Hvordan mener Djøf, at minimumsnormeringerne skal udformes i praksis: Som minimumsnormeringer på institutions- eller kommuneniveau? Og hvor skal de mange ekstra milliarder, aftalen vil koste, findes?

Hvad har Djøf lært af erfaringerne?

Det er svære spørgsmål, der uundgåeligt kræver prioritering mellem modsatrettede hensyn. Når det gælder minimumsnormeringer, er det f.eks. en afvejning af kommunernes/daginstitutionsledernes autonomi (som Djøf på et generelt plan hylder i udspillet) over for regeringens ønske om at hæve pædagogernes ATA-tid (som Djøf i lyset af udspillet klart må antages at støtte). Minimumsnormeringerne rejser også spørgsmålet, hvor meget det i dette tilfælde må koste at hæve ATA-tiden, og hvem/hvad der skal betale for det?

Erkendelse af, at offentlige velfærdsydelser har en omkostningsside, leder man dog forgæves efter i Djøfs udspil. Den erkendelse var ellers, om ikke andet, en klargørende kvalitet ved de nu udskældte tankegange, der lå bag mange af de New Public Management (NPM)-reformer, som djøfere i en årrække var med til at rulle ud over den offentlige sektor med en hastighed, som kun få andre lande kan matche.

Og så er vi fremme ved vores egentlige anke og bekymring ved Djøf-kampagnen: Hvad har Djøf og djøfere egentlig lært af de sidste 35 års danske styringsreformer af den danske offentlige sektor? Hvorfor var det i sin tid en god idé at gennemføre de mange NPM inspirerede reformer? Hvad var galt med ”Old public management”, og var den daværende diagnose forkert, delvis forkert, delvis rigtig eller rigtig? Hvilke aspekter af de styringsreformer, der er gennemført i de seneste årtier, er værd at værne om, hvilke bør gøres om, og er der nogle steder i den offentlige sektor, de virker godt, imens de andre steder gør mere skade end gavn?

Styringskommission god ramme om debatten

Djøf-kampagnen giver intet svar på disse spørgsmål. Vi kender heller ikke svaret, men vi mener, det er spørgsmål som velfærdsmedarbejderne, for slet ikke at tale om de borgere, det vel i sidste ende handler om, med rette må forvente, at en faggruppe som djøferne faktisk forsøger at finde fagligt funderede svar på. I stedet foreslår man en ny dårlig proxy for kvalitet i den offentlige sektor: ATA-tid – som man så efterfølgende kan gå i gang med at måle og veje.

Alternativt, hvis man gerne vil rette op på standens faglige ry og rygte, kunne Djøf sætte sig i spidsen for en evaluerings- og refleksionsproces med det formål faktisk at lære af de seneste årtiers erfaring med offentlig styring. Det kunne give fremtidens beslutningstagere et mere solidt grundlag for at vurdere nye styringstiltag og -ideer. Hvad rammerne for en sådan faglig læring skal være, kan man diskutere, men hvis formålet er: 1) en grundig diskussion af logikkerne i de forskellige styringsmodeller og 2) en systematisk erfaringsopsamling på tværs af den offentlige sektor med henblik på 3) at give beslutningstagerne hjælp til at vælge til og fra i de mange friske styringsideer, de jævnligt bombarderes med – ja, så kunne noget så gammeldags som en kommission med eksperter i offentlig styring være den oplagte ramme om arbejdet.

Formålet med en sådan styringskommission bør altså ikke være at komme op med fikse løsninger, som kan kommunikeres i en 10-siders pjece. Formålet må i stedet være at få grundigt belyst og diskuteret styrker og svagheder ved forskellige styringsprincipper, som beslutningstagere i årene frem over kan holde nye forvaltningsdoktriner op imod og på den måde bidrage til en mere kvalificeret offentlig debat om offentlig styring. 

Styringsdiskussionen fortjener et mere robust grundlag end mere eller mindre tilfældige løsninger kommunikationsmæssigt hårdt skåret til i den nye, aktivistiske public affairs afdeling i Djøf.


[1]  Kulegravninger af ældrepleje- og dagtilbudsområdet