Del artiklen:
Formand for KL Jacob Bundsgaard mener, at det bestemt er muligt at lukke kommunerne i det omfang, som regeringen ønsker for at mindske smitterisiko. Det bliver svært, og hverdagen kommer til at se anderledes ud, men det er muligt. (Arkivfoto)
Formand for KL Jacob Bundsgaard mener, at det bestemt er muligt at lukke kommunerne i det omfang, som regeringen ønsker for at mindske smitterisiko. Det bliver svært, og hverdagen kommer til at se anderledes ud, men det er muligt. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kommunernes Landsforening støtter regeringens beslutning om at lukke store kommunale områder af coronafrygt.

Af Ritzau, [email protected]

Daginstitutioner, folkeskoler, fritids- og kulturområdet.

Det er blandt de områder i kommunerne, som lukker ned de kommende dage. Det har statsminister Mette Frederiksen (S) besluttet i et forsøg på at mindske spredningen af coronavirusset.

Opgaven med at lukke så store dele af kommunerne ned bliver svær, og borgerne vil i den kommende tid få en anderledes hverdag. Det vurderer Jacob Bundsgaard (S), der er formand for Kommunernes Landsforening (KL).

– Vi synes, det er helt rigtigt at sætte de her initiativer i gang. Kommunerne bakker fuldt op.

– Men det er klart, at der ligger en meget, meget stor opgave foran kommunerne nu med at få alle de praktiske ting til at falde på plads, så vi kan lave en effektiv nedlukning. Vi skal stadig passe på de kritiske funktioner i vores samfund, siger han.

Ældre- og sundhedssektor og politiet bliver på job

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, er blevet sendt hjem. Blandt andet personer i ældresektoren, sundhedssektoren og politiet hører dog til de kritiske funktioner, og de skal altså møde på job.

Kommunikation bliver et nøgleord for KL i de kommende dage og uger, når de mange områder lukkes.

– De handler om kommunikation, styring og at bruge de strukturer og det kriseberedskab, der er til at sikre, at det her foregår på en ordentlig og betryggende måde.

– Jeg er tryg ved, at det kan lade sig gøre, selv om der kommer til at være usikkerhed på nogle punkter, siger Jacob Bundsgaard.

Venter en lind strøm af spørgsmål

Han forventer, at der vil komme en lind strøm af spørgsmål fra kommunalt ansatte og kommuner den kommende tid. Kaos og irritation ser han dog ikke for sig.

– Jeg har faktisk en forventning om at alle, uanset om man er ansat i den offentlige sektor eller ej, har en forståelse for, at det her er en svær men nødvendig øvelse for at sikre at borgere i størst risiko for at blive meget syge af coronasmitte bedst muligt, siger han.

– Det er meget, meget store dele af kommunens aktivitet, der lukkes ned.

– Det, folk kender fra deres hverdag, kommer til at se anderledes ud. Det vil påvirke os alle. Vi holder de funktioner, hvor folk er afhængige af kommunen til at klare hverdagen, åbne med medarbejdere, siger Jacob Bundsgaard.

/ritzau/