Del artiklen:
De danske sundhedsmyndigheder vil fra nu af have fokus på de allermest syge patienter, der er smittet med coronavirus. Hvis man kun har milde symptomer, skal man blive derhjemme og klare sig selv. (Arkivfoto)
De danske sundhedsmyndigheder vil fra nu af have fokus på de allermest syge patienter, der er smittet med coronavirus. Hvis man kun har milde symptomer, skal man blive derhjemme og klare sig selv. (Arkivfoto) - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Myndighederne får adgang til en række vidtgående beføjelser for at få bugt med spredningen af coronavirus.

Af Ritzau, [email protected]

Sundhedsmyndighederne skal uden retskendelse have mulighed for at få adgang til folks bolig eller andre lokaler, hvis der er mistanke om, at de har coronavirus.

Der indføres en solnedgangsklausul, så hastelovforslaget udløber 1. marts 2021.

Det fremgår af lovteksten, der behandles klokken 11 i Folketingssalen, og som Ritzau har set. Et politisk flertal ventes at stemme for hastelovforslaget.

Torsdag formiddag er der registreret 615 coronasmittede i Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) præsenterede onsdag aften en række tiltag, som lukker store dele af Danmark ned på grund af frygten for spredningen af coronavirus.

– Vi skal stå sammen ved at holde afstand til hinanden, sagde statsministeren på et pressemøde, der er blevet kaldt historisk.

Vidtgående beføjelser til myndighederne

Størstedelen af lovgivningen, der fremsættes som hastelov, fremsættes på sundhedsområdet og giver den siddende minister en række vidtgående beføjelser.

Eksempelvis får myndighederne også mulighed for at tvangsundersøge, tvangsbehandle eller sætte folk i tvangskarantæne, hvis der er mistanke om coronavirus.

Politiet får mulighed for at anvende magt og er den myndighed, der får mulighed for at afgøre, om det er nødvendigt. Der henvises til politilovens paragraf 16, som blandt andet omfatter anvendelse af almindelig fysisk magt.

Private, som for eksempel pensionerede læger og sygeplejersker, skal have lov til at bistå alment sundhedspersonale, da hospitaler ventes at komme under pres, når antallet af smittede stiger.

Sundhedsministeren får efter samtale med justitsministeren mulighed for at forbyde større forsamlinger. I går blev grænsen af statsministeren sat til 100 mennesker.

Tidligere var der en opfordring om at begrænse forsamlinger større end 1000 mennesker. Det vil blive muligt at søge kompensation for dem, der afholder større begivenheder, men må udsætte eller aflyse.

/ritzau/