Del artiklen:
Respiratoren der står en intensivstue Aalborg Universitetshospital er en af mindst 874 respiratorer, der står klar på landets sygehuse, hvor de skal hjælpe coronasyge danskere med at trække vejret.
Respiratoren der står en intensivstue Aalborg Universitetshospital er en af mindst 874 respiratorer, der står klar på landets sygehuse, hvor de skal hjælpe coronasyge danskere med at trække vejret. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sundhedsvæsenet er klar med mindst 874 respiratorer til coronasyge danskere. Det er nok, er vurderingen.

Af NB Medier

Når coronaepidemien topper i Danmark, vil der i værste fald ligge 866 kritisk syge danskere på vores hospitaler med kroppen koblet til en respirator, der holder patienterne i live ved at trække vejret for dem

Det skriver Politiken lørdag.

Det er den foreløbige vurdering, som Sundhedsstyrelsen har foretaget i samarbejde med epidemiologerne ved Statens Serum Institut. Det oplyser læge Helene Probst, der er centerchef i enhed for planlægning i Sundhedsstyrelsen.

– Jeg forventer, at vi har nok respiratorer til behovet, på baggrund af de oplysninger, vi har fået fra regionerne, de private sygehuse og Forsvarsministeriet, siger hun til Politiken.

Landets fem regioner, der driver sygehusene, har de seneste dage talt sammen, hvor mange respiratorer de kan frigive til at behandle kritisk syge borgere under epidemien. 

De har kigget i lagre og kældre og har samtidig regnet på, hvor stor en del af deres kapacitet, de er nødt til at reservere til andre patienter, der ikke kan undvære respiratorhjælp. 

Samlet set kan regionerne frigive 749 intensive pladser med respiratorer til behandling af coronapatienter, viser en foreløbig opgørelse fra Sundhedsstyrelsen. 

Men efter at Sundhedsministeren har sat garantien om behandling inden for 30 dage ud af kraft, vil ekstra kapacitet blive frigivet. 

Dertil kommer, at landets private hospitaler har meldt ind, at de har 69 respiratorer, som de kan udlåne til de offentlige sygehuse under epidemien.

Endelig har Sundhedsstyrelsen også bedt Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen oplyse om deres lager af respiratorer, som eksempelvis kan anvendes til nødhospitaler under krig. De har henholdsvis 29 og 27, altså 56 respiratorer i alt. 

Det samlede regnestykke er dermed, at Danmark råder over mindst 874 respiratorer, der kan frigives under en coronaepidemi, hvor der altså i værste fald under spidsbelastningen ifølge myndighederne vil være brug for respiratorer til 866 patienter på én gang. Men det er ikke slut med det.

– Alle regioner har set på, om de kan købe flere respiratorer. De er i gang med at købe og har fået lov til det. Jeg ved, at Region Nordjylland allerede har købt nogle, siger Helene Probst, der forventer, at fintællingen er klar midt i næste uge.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm sagde på et pressemøde tirsdag, at 600.000 danskere i værste fald kan blive smittet over en tre måneders periode. 

10 procent af dem, svarende til 60.000, vurderes at ville få brug for lægehjælp. 12.000 vil ifølge Sundhedsstyrelsen blive indlagt og en del af dem, kan få brug for respiratorhjælp.

/ritzau/