Del artiklen:

Regeringen har haft et stærkt fokus på forsvarsstrategier under coronaudbruddet og mindre på dagliglivets overlevelsesstrategier som konsekvens af diverse indgreb. Landets ledelse bør lægge en lige så engageret strategi for befolkningens dagligliv, skriver redaktør Steen Houmark i denne kommentar.

Af Steen Houmark, [email protected]

Danmark har lukket grænserne, og mange af de offentlige funktioner og private virksomheder er lukket ned og sendt hjem. Samtidig har vi en situation, hvor over hundrede tusinder i kritiske samfundsfunktioner arbejder på højtryk.

Det er stilhed før stormen, hvor velfærdssamfundets frontsoldater er kørt i stilling.

Man kan i denne sammenhæng næsten forestille sig, hvordan det var i middelalderen, når borgherren havde beordret vindebroen trukket op, efter at omegnens befolkning havde søgt ly bag borgens mure.

Der var nogle, der knoklede og var aktive i at forberede forsvaret, og så var der alle dem, der belavede sig på at leve livet inden for borgens mure, mens de ventede på angrebet.

Tomheden ved ikke at kunne lave noget. Bare at vente har helt sikkert fyldt massivt bag murerne i belejrede byer og borge igennem tiderne.

Nutidens corona-ledelse kan udvikles på basis af historiske erfaringer

Historisk findes der en række beskrivelser af, hvordan befolkningerne overlevede og holdt sig i gang, men forskellen på den gang og nu er, at denne type belejring og enerverende venten var et muligt vilkår i datiden.

Det vil sige, befolkningen var – hvad enten det var på Massada omkring kristi fødsel ved det Døde Hav eller under svenskekrigene og Københavns belejring – forberedt på, at den slags kunne ske.

Hvad mere interessant er, at ledelsen af borgen var dengang også gearet til at håndtere en befolkning, hvor nogle blev udkommanderet til borgerforsvaret, og andre måtte passe sig selv, mens fjenden langsomt nærmede sig.

At kunne håndtere en presset befolkningsgruppe, som ikke var en del af borgerværnet, var en helt særlig kompetence, som alle riddere og borgherre var ekstremt opmærksomme på. Historiebøgerne flyder nemlig over med eksempler på konger og borgherrer, der har mistet magten under en belejring, alene fordi befolkningen blev usikker på, om strategien var den rigtige.

De gamle romere er blandt de bedste eksempler fra historien på, hvordan man holdt en befolkning aktiv inden for murerne.

Det handlede om lege, spil, aktiviteter og fastholdelse af dagligliv i en lind strøm.

Regeringen har et stærkt fokus på forsvarsstrategier og mindre på dagliglivets overlevelsesstrategier

Ser vi på det i den aktuelle situation med coronaudbruddet, så har regeringen alene fokuseret på at gøre det rigtige med henblik på at forberede forsvaret og indsatsen mod coronaen og de samfundsorganisatoriske bivirkninger, ved at lukke Danmark ned.

De har været oppe på muren og kommunikeret kontinuerligt om bevæggrundene for den forsvarsmæssige indsats

Til gengæld virker det til, at man har haft meget lidt fokus på, hvad det er, der sker, når millioner af mennesker skal sidde stille og afvikle deres dagligliv på en ny måde.

Man kan så stille sig selv spørgsmålet, om det overhovedet er relevant? Vi er trods alt et moderne samfund og befinder os ikke i middelalderen, hvor der pludselig kunne opstå optøjer.

Her gør jeg bare opmærksom på, at vi allerede har haft hamstringssituationer, og de sociale medier flyder lige nu med frustrationer over, at regeringen uden videnskabeligt og sundhedsfagligt belæg har lukket grænserne ned og bedt folk afbryde deres ferie eller slet ikke tage af sted.

Denne spirende frustration kan meget vel tirres og næres af en al for ophøjet politisk korrekt attitude og lægge grunden til en tikkende bombe, hvis detonation kan vise sig at være lige så uforudsigelig som coronavirussen.

Regeringens forskellige repræsentanter har gentagende gange sagt, at vi befinder os på ubetrådt land. Det har de helt sikkert ret i, men de bør måske i den sammenhæng tænke på, at når man bevæger sig ind på ubetrådt land og trækker en hel befolkning med sig, ja så kan nogle af de udfordringer, man møder, pludselig komme til at handle om andet end det logisk rationelle: Forsvaret mod coronaudbruddet.

Mottoet med, ”at vi står sammen ved at holde afstand,” kan så at sige komme til at få en kedelig indflydelse på en ellers indtil nu veleksekveret strategi.

Corona-ledelse fordrer to ledelsespositioner

Vi mangler lige nu, at landets ledelse meget aktivt også fokuserer på andet og mere end det mest oplagte: Fjenden i horisonten.

De skal komme ned fra hesten af sundhedsfaglighed og politik og iværksætte en strategi, der skaber mere mening og nærvær for den store del af befolkningen, der lige nu er på vej på stand-by. Deres dagligdag skal have et stærkt ledelsesmæssigt fokus.

Det er klart ledelsens opgave at stå på borgmuren og have fokus på horisonten og gå foran, men ledelsen har også en opgave i at komme ned i borggården og skabe liv og motivation i græshøjde for en meget anderledes hverdag.

Her kunne landets mindre virusbelastede ressortministerier helt sikkert bidrage.

Corona-ledelse fordrer i mit perspektiv som minimum to ledelsespositioner, der næsten afvikles simultant.

For det første skal ledere, hvad enten de sidder i landets ministerier eller ude i institutioner og virksomheder, formå at være både på muren og tæt på forsvaret og holde det pres, det er, at se udfordringerne (fjenden) så tæt i øjnene, som man gør, når man befinder sig på borgmurens udsigtsposter.

Samtidig skal ledelsen roligt, og uden at corona-angsten står ud af øjnene, i øjenhøjde med befolkningen stå i spidsen for, at dagliglivet går videre mens vi reelt venter på, at angrebet sætter ind.

Kort om Steen Houmark

Steen Houmark har været chef i alle tre af samfundets tre sektorer i gennem mere end 25 år. Han er uddannet sygeplejerske og har en MBA i innovation og organisation fra CBS samt ledet kommunale velfærdsforvaltninger. Han er i dag rådgiver og redaktør på NB-Nyt.