Del artiklen:
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil præsenterede tirsdag et forslag til en hastelov, der giver hende mulighed for at aflyse eller udskyde eksaminerne.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil præsenterede tirsdag et forslag til en hastelov, der giver hende mulighed for at aflyse eller udskyde eksaminerne. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Hvis undervisningsministerens hastelov vedtages, kan hun i yderste konsekvens aflyse skolernes eksamener. Venstre er ikke begejstret for ministerens meget vide beføjelser det næste år.

Af Jørn Sørensen, [email protected]
og Ritzau, [email protected]

Hvis det bliver nødvendigt, skal det på grund af coronavirusset være muligt at aflyse dette års eksamener i skolerne, gymnasierne og erhvervsuddannelserne.

Det mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Derfor præsenterede hun tirsdag et forslag til en hastelov, der giver hende mulighed for at aflyse eller udskyde eksaminerne. Forslaget 2.-behandles torsdag, og regeringen har foreslået, at loven skal udløbe 1. marts 2021.

– Hvis det trækker ud og bliver en længere periode, vil det være nødvendigt at tage stilling til, hvad der skal ske med 9.-klasses afgangsprøver og eksamener på de gymnasiale uddannelser og på EUD (erhvervsuddannelserne, red.).

– Med den her lovgivning bliver der givet en bemyndigelse til, at vi kan kigge på de her ting, hvis det bliver nødvendigt, siger undervisningsministeren.

Standpunktskarakter i stedet for eksamen

Tiltaget er et af flere, som ministeren fremlagde tirsdag i et lovforslag, der skal hjælpe undervisningsområdet midt i uroen omkring coronavirusset.

Hvis ministeren finder det nødvendigt, kan en afgangseksamen eksempelvis blive erstattet af elevens standpunktskarakterer.

Loven kan også betyde, at fraværsregistrering kan bortfalde, og at minimumstimetal kan fraviges.

Indtil videre har coronavirusset haft stor betydning for de danske folkeskoler og gymnasier.

Mange af de hjemsendte elever får fjernundervisning og laver opgaver med far og mor. Men de risikerer at ryge for langt bagud i forhold til pensum, frygter undervisningsministeren.

Hun ønsker derfor midlertidigt at have mulighed for at fjerne det obligatoriske krav om afgangseksaminer.

– Det er noget, man skal træde meget varsomt omkring. Det er nødlovgivning, vi har at gøre med her, siger ministeren.

Ved førstebehandlingen tirsdag bakkede Folketingets partier over en bred kam op om forslaget.

Venstre: ‘Det er frygtelig lang tid’

Men frygten for, at regeringens hastelov om nødundervisning giver børne- og undervisningsministeren meget vide beføjelser et helt år frem, medfører indsigelser fra Venstre inden torsdagens vedtagelse af hasteloven i Folketinget.

Ifølge partiets undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, er det alt for vidtgående, når regeringen i sit lovforslag lægger op til, at nødloven skal være gældende helt frem til marts næste år.

“Vi synes, at 1. marts næste år er om frygtelig lang tid. Dermed gives der meget vide beføjelser til ministeren i meget lang tid. Det er jo en lovgivning, der giver ministeren mulighed for alt lige fra at sænke koblingsprocenten til at lukke skoler. Og så handler det altså også om det signal, man giver til befolkningen”, siger Ellen Trane Nørby til folkeskolen.dk

Hun understreger, at Venstre er klar til at lave den nødvendige hastelovgivning, men kræver, at der i loven indsættes en revisionsbestemmelse, der vil betyde, at den skal genfremsættes til efteråret, hvis den skal forlænges.

jornns /ritzau/