Del artiklen:
Børn som har brug for at blive anbragt bliver formentligt nogle af ofrene, når kommunerne med den nye udligningsreform får styrket incitament til at anbringe børn indenfor kommunegrænsen.
Børn som har brug for at blive anbragt bliver formentligt nogle af ofrene, når kommunerne med den nye udligningsreform får styrket incitament til at anbringe børn indenfor kommunegrænsen. - Foto: Johan Gadegaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Børn og handicappede bliver hårdt ramt af konflikt mellem ministerium og private konsulentfirmaer, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar. Han forudser også, at det vil skade innovationen på det sociale område.

Af Arne Ullum, [email protected]

De svageste borgere i samfundet bliver med stor sikkerhed ofre for en konflikt mellem embedsmændene i Indenrigsministeriet og især et privat konsulentfirma, som er hovedargumentet for, at man reelt nu afskaffer betalingskommune-princippet i den kommunale udligning.

Kernen i konflikten er, at et af de førende konsulenthuse i Danmark på kommunal databehandling, Dataproces, tidligere har tilbudt kommuner en no cure-no pay løsning på en gennemgang af fejl i deres cpr-registre.

Reelt afdækkede tilbuddet fra Dataproces blot toppen af problemerne med stadig flere fejl i cpr-registeret. Men det fik det daværende Økonomi- og Indenrigsminister til at fokusere på især kommuner med faldende folketal, som kunne tjene penge på en meget rigid oprydning i deres cpr-registre. Man glemte modsat de mange kommuner, som fik store ekstra beløb ved ikke at rydde op i cpr-registre.

Regeringen kunne reelt løse problemet ved blot at indskærpe og kontrollere kommunernes kontrol med cpr-registrene og eventuelt simpelthen forbyde no cure-no pay ordninger på området, fordi de kunne motivere til en selektiv oprydning. Men der er ikke grund til at forbyde konsulenter. For mange kommuner er det ganske enkelt den billigste og mest effektive måder at få udført komplicerede data-opgaver.

Løsning medfører menneskelige og økonomiske tab

I stedet har man valgt stort set at droppe de såkaldte betalingskommune-folketal. Dermed bliver det endnu dyrere for kommunekassen at anbringe et barn eller en handicappet borger i et tilbud udenfor kommunegrænsen.

Det kan medføre store menneskelige og økonomiske tab.

Menneskelige tab, fordi kommunerne hermed får et endnu stærkere incitament til at vælge anbringelser, som tilfældigvis geografisk ligger indenfor kommunegrænsen – også selv om løsningen er dårligere.

Selvom den enkelte kommune kan tjene penge ved at prioritere anbringelser indenfor kommunegrænsen, så taber samfundet som helhed penge, når offentlige myndigheder ikke vælger den bedste og billigste løsning.

Reelt svarer afskaffelsen af betalingskommuner til indførelsen af en told ved kommunegrænsen på sociale ydelser. Det økonomiske empiri er klar på det område – det medfører lavere effektivitet og dermed på sigt dyrere løsninger for skatteyderne.

Kun naive politikere kan se bort fra effekten

Formelt set må kommunerne ikke tage hensyn til, at det i fremtiden bliver op til en halv million kroner dyrere at vælge et tilbud for et udsat barn i en nabokommune. Men der er kun de mest naive politikere uden kendskab og forståelse for det økonomiske pres i mange af landets kommuner, som alvorligt kan tro på, at så stort et tab ikke får indflydelse på valget af løsninger.

I mange kommuner vil valget stå mellem at trække f.eks. ti anbragte børn hjem fra tilbud placeret i andre kommuner eller at spare 15 sosu-assistenter.

Historien viser, at nyt princip er skadeligt

Nogle gange er det klogt at huske historien. Man indførte netop betalingskommune-princippet i 1984 blandt andet for at sikre, at kommunerne valgte den bedste og billigste løsning. Det er måske det bedste bevis på, at afskaffelsen af betalingskommune-princippet betyder det modsatte.

Udover selve tabet som følge af suboptimering i de enkelte kommuner, så er der også risiko for, at Danmark mister en væsentlig innovationskraft fra private leverandører indenfor socialområdet. I takt med, at kommunerne begynder at agere på de forstærkede økonomiske incitamenter, så vil gevinsten ved at udvikle nye og bedre løsninger blive trængt i baggrunden.

I fremtiden kan det hurtigt vise sig, at det for de private leverandører er vigtigere at vælge den rigtige geografiske placering fremfor at udvikle den bedste løsning. 

Problemet er bare, at det for det enkelte barn eller den handicappede borger er vigtigere at få den bedste løsning fremfor den rigtige adresse.