Del artiklen:
Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen har hidtil afvist, at det er nødvendigt med særlige hjælpepakker, som dem man har lavet i Sverige, Norge og Tyskland. (Arkivfoto)
Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen har hidtil afvist, at det er nødvendigt med særlige hjælpepakker, som dem man har lavet i Sverige, Norge og Tyskland. (Arkivfoto) - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kulturordførere vil have kulturministeren til at lave hjælpeplan til det blødende kulturliv under coronakrise. Heller ikke idrætten kan forvente særskilt hjælp fra ministeren.

Af Jørn Sørensen, [email protected]
og Ritzau,

Kulturminister Joy Mogensen (S) kritiseres af sine kulturpolitiske kolleger på Christiansborg for at afvise en særlig økonomisk hjælpepakke til kulturlivet, som økonomisk er hårdt ramt af coronakrisen.

Det skriver Berlingske fredag.

Mange museer, teatre, spillesteder og andre kulturinstitutioner har mistet store dele af deres indtægt som følge af det forsamlingsforbud, der er fulgt med coronavirussen.

Mens kulturministeren har henvist kulturlivet til at søge regeringens generelle hjælpepakker, kræver Folketingets øvrige partier nu en mere målrettet indsats.

Både Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og regeringens egne støttepartier, De Radikale, SF og Enhedslisten, tilkendegiver over for Berlingske, at der er behov for særlige hjælpeforanstaltninger til kulturlivet.

– Joy Mogensen kalder krisen en samfundskrise, men afviser, at der er tale om en kulturkrise, siger De Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, til Berlingske.

– Det, synes jeg ærlig talt, er rystende. Det er lige nu, at Joy Mogensen burde sparke døren til Statsministeriet ind og råbe: Kulturkrise!

Uoverskuelige konsekvenser for museer

Ifølge Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard, har kulturudvalget udpeget to grupper af kulturinstitutioner, der lige nu har akutte, finansielle behov, som ikke dækkes af de nuværende hjælpepakker.

Det gælder dem, som har meget lave indtægter, og de institutioner, der får over 50 procents statsstøtte.

Ifølge Nils Jensen, der er direktør i Organisationen Danske Museer, hører mange museer under den kategori, der grundet 50 procents statsstøtte ikke kan få kompensation for tabte indtægter på entre.

– Hvis ikke vi på en eller anden måde får en form for hjælp, så er der ingen tvivl om, at det får ret uoverskuelige konsekvenser for en stor del af landets museer, som jo er en stor del af den turistverden i Danmark, siger han.

Venstre mener, at kulturministeren mangler forståelse for situationens alvor.

– Vi ordførere har igen og igen efterspurgt konkrete initiativer, og Venstre er klar til at lave en særlig kompensation, siger kulturordfører Britt Bager til Berlingske.

Joy Mogensen har hidtil afvist, at det er nødvendigt med særlige hjælpepakker, som dem man har lavet i Sverige, Norge og Tyskland.

Men hun er nu i gang med at kortlægge, hvem der især er ramt af akutte problemer og ikke er dækket af de nuværende støtteordninger til erhvervslivet. Kortlægningen skal fremlægges mandag for kulturudvalget.

Afviser særskilt hjælpepakke til dansk idræt

Heller ikke dansk idræt skal sætte håbet for højt, når det kommer til en hjælpepakke.

Tidligere på ugen afviste kulturministeren at gøre som den svenske kollega, der har sendt en halv milliard svenske kroner (ca. 339 mio. danske kroner) i sportens retning. Pengene skal gives til og distribueres af Det Svenske Sportsforbund, som har mest føling med, hvilke klubber, arrangører og forbund som trænger til mest hjælp, lød det fra den svenske kulturminister.

Men hvis folk i dansk idræt går og håber på samme løsning i Danmark, så bliver de skuffet.

I Danmark har regeringen lanceret tre forskellige økonomiske hjælpepakker, som skal dække det meste af samfundet, herunder også idrætten. I et skriftligt svar siger kulturminister Joy Mogensen (S):

– Regeringens fokus er på at understøtte hele samfundsøkonomien og herunder også oplevelsesøkonomien – som idrætslivet er en væsentlig del af.

– Derfor er de også integreret i de omfattende hjælpepakker, som regeringen og et enigt Folketing allerede har lanceret, lyder det fra ministeren.

Joy Mogensen roser de danske idrætsorganisationer for arbejdet med at få inddæmmet det hærgende coronavirus.

– Jeg har løbende en tæt og god dialog med idrættens organisationer, og jeg er også glad for, at organisationerne og vores sportsstjerner bakker op om de forsigtighedshensyn, som alle i den danske befolkning er opfordret til at følge, siger hun.

Men en særskilt hjælpepakke rettet mod idrætten er altså ikke på tegnebrættet ifølge ministeren.