Del artiklen:

Vi er kun ved begyndelsen af en lang kamp mod pandemien, hvor danskerne har vist sig overraskende loyale under nedlukningen, og hvor sundhedsvæsnet er omlagt i fantomtempo. Men den såkaldte genåbning og reaktionerne hos Danmarks Lærerforening indikerer et behov for sammenhængende strategier, skriver redaktør Steen Houmark.

Af Steen Houmark, [email protected]

Ser man på diverse kurver over coronaudbruddet, må man bare konstatere, at vi i Danmark har langt til skrækscenariet i den røde kurve, som sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) så mange gange har henvist til.

Vi har klaret os meget bedre, end vi havde forventet. Det lille land, hvor befolkningen og den daglige debat normalt er præget af, at man sagtens kan stille spørgsmål ved autoriteterne og i løbet af nul komma fem rejse en debat som individ, interesseorganisation eller medie, der kan få ministertaburetterne til at vakle.

I forvaltningskredse er det velkendt, at en lokal sag bragt til torvs af engagerede personer og twistet i et lokalt medie på splitsekunder kan havne under Christiansborgs lup.

Danskerne har været overraskende loyale overfor myndighedernes krav

Det er den indre vagthund og retten til at bestemme over sit eget liv, der står højt på danskernes liste over det, vi værdsætter ved demokratiet. Derfor har det nok været en overraskelse for myndigheder og centrale politikere, at danskerne så lydigt har fulgt anbefalingerne fra diverse styrelser og myndigheder.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde om krigen i Irak:

”Der er det, vi ved, så der det, vi ved, at vi ikke ved, og endelig er der det, vi ikke ved, at vi ikke ved.”

Det sidste er det mest overraskende, og det som var den største udfordring i Irak-krigen i 2000-tallet.

Det, vi ikke vidste, at vi ikke vidste, når det kommer til coronaudbruddet, var danskernes loyalitet overfor myndighedernes krav og restriktioner under nedlukningen. Vi gjorde, som der blev sagt, vi holdt exceptionelt god afstand, og vi brød smittekæderne.

Hvad kan vi så bruge den viden til?

Jo, danskerne dropper den sædvanlige ævl, kævl og kræve-Jørgen, når vi kan se faren i horisonten. På det tidspunkt forstår vi som gruppe at rette ind.

Tungt bureaukrati omlagt i fantomtempo

Tunge systemer som ministerier, styrelser regioner og kommuner har i fantomtempo omlagt det sundhedsvæsen, vi kendte før coronakrisen, til overvågende indsatsstyrker i kampen mod en virus, hvis ansigt og våben vi endnu ikke helt kender til fulde.

Den ene version efter den anden af ministeriernes vejledninger er haglet ned over sundhedsvæsnet i kommuner og regioner og er blevet implementeret i et science-fiction-agtigt tempo.

Prioriteringer, der ikke kunne foregå før corona, er blevet foretaget knivskarpt af hensyn til det samlede samfund og smittespredningen. Hvor sundhedsvæsnet har haft maksimalt blus på indsatsen med at opbygge, skærme, uddanne og forberede sig på det værst tænkelige, har stort set hele det øvrige samfund uden for de kritiske funktioner været på nødblus.

Som trold af en æske

Men hvad sker der, når vi tror, at faren er drevet over, og vi oplever, at vi er på vej til at genåbne? Kan vi allerede nu se nogle pejlemærker, som vi måske ikke ved, at vi ikke ved eller burde vide, men blot har parkeret hos det, vi egentlig godt ved, at vi ikke ved?

Ja, det kan vi.

Lige så straks, at statsministeren havde annonceret, at vi skulle have en langsom genåbning, og at det i første omgang ville berøre skoler og dagtilbud, da dukkede lærernes formand, Anders Bondo Christensen, op som trold af en æske. Skarpt fuld af Elisa Rimpler fra BUPL.

Ikke overraskende stillede de to fagforeningsformænd spørgsmål ved ministeriets vejledning om, hvorvidt ansatte, der bor sammen med en Covid-19-smittet eller særlig udsat, skulle møde på arbejde.

Noget, der havde været praksis blandt sundhedspersonalet de foregående uger. Spørgsmålets indhold var måske relevant, men det interessante her er ikke så meget indholdet som det faktum, at Danmarks Lærerforening med Andres Bondo i spidsen og BUPL på diverse medier stillede spørgsmålet.

Behov for en særlig genåbningsstrategi

I løbet af ingen tid fik de flere store kommuner ud og undsige Sundhedsstyrelsens retningslinjer, som i øvrigt har virket fornuftige på blandt andet plejehjem og hospitalsafdelinger.

Onsdag aften kunne man så læse i fagbladet Børn&Unge, at nogle af landets største kommuner sadlede om og alligevel fulgte Sundhedsstyrelsens retningslinjer som de fleste andre.

”Det, at have et sæt regler, der gælder for pædagoger og et andet sæt regler for andre faggrupper som SOSU-hjælpere og sygeplejersker, der har arbejdet under Sundhedsstyrelsens anbefalinger de seneste fem uger, giver en masse udfordringer.” sagde borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) i Aalborg i erkendelse af, at man ikke kan forskelsbehandle medarbejdere på den måde.

Sagen, som er blevet rejst af et par fagforeninger (BUPL og DLF), er et klart signal om, at ikke hele samfundet har oplevet det tryk, som sundhedsvæsnet har haft den seneste måned. Det kalder i den grad på en særlig genåbningsstrategi fra regeringens og statsministerens side.

En strategi, der bygger på den virkelighed, vi (regeringen) tror, vi åbner op til.

Genåbning til hvad?

I det hele taget bør regeringen med hele sin intellektuelle kapacitet og spindoktorer dvæle lidt ved situationen og ved begrebet genåbning. Det var måske også derfor, at Mette Frederiksen var lidt mindre klar i sine budskaber ved pressemødet i tirsdags.

”Når vi lige om lidt genåbner samfundet.” Det er en af at de mest anvendte sætninger, jeg støder på i samtaler og på de sociale medier.

Men hvad er det egentlig, at vi taler om?

‘Lige om lidt’ er måske så meget sagt, når man ser ud i verden. Det kan godt være, at vi i det danske velfærdssamfund ruller vindebroen ned og stiller sundhedsvæsnets frontsoldater ud og udstyrer folkeskolelærere og pædagoger med værnemidler, men hvad er det for en virkelighed, vi langsomt åbner op til?

Rigtig mange har i disse dage gang i at giv bud på, hvordan fremtiden efter corona vil se ud. Hvad enten det er med hensyn til hjemmearbejde, velfærd, innovation eller produktion.

Læs også:
Corona-ledelse: At kunne befæste borgmuren og opretholde et dagligliv

Genåbningen bliver enden på begyndelsen af en lang kamp

Der er næppe tvivl om, at vi får en fremtid, og i den fase, som statsministeren kalder en langsom genåbning, vil vi kunne se spor fra de sidste mange ugers nedlukning.

Men, jeg tænker, at vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at vi er blot er i nærheden af noget, som kan beskrives som en reel genåbning.

Jeg tænker i denne sammenhæng på Churchills ord fra 1942, hvor han – frit oversat – sagde:

”Det er ikke enden på krigen, det er end ikke enden på begyndelsen af krigen. Måske det er enden på begyndelsen.”

Lidt sortseer-agtigt vil nogle mene, men dels fik manden ret, dels kunne jeg godt tænke mig at nogle kloge hoveder udpegede de pejlemærker, der indikerer, at krigen er overstået.

Danmark har i den grad brug for mere end én strategi ad gangen.

Vi har som minimum behov for en strategi, der viderefører de sundhedsmæssige indsatser i forhold til coronavirus samtidig med, at vi tydeligt kan se pejlemærkerne af en strategi, der kan håndtere dagligliv, erhvervsliv og civilsamfundsliv i et længere og mere sammenhængende verdensperspektiv, mens vi bekæmper pandemien.

Kort om Steen Houmark

Steen Houmark har været chef i alle tre af samfundets tre sektorer i gennem mere end 25 år. Han er uddannet sygeplejerske og har en MBA i innovation og organisation fra CBS samt ledet kommunale velfærdsforvaltninger. Han er i dag rådgiver og redaktør på NB-Nyt.
 

Læs også:
Coronaledelse i helikopter- og harehøjde