Del artiklen:
Vi har givet los på alle tangenterne, men vi står også over for en kæmpe coronaregning. Det vil kræve politisk prioritering skriver Maike Raaghauge.
Vi har givet los på alle tangenterne, men vi står også over for en kæmpe coronaregning. Det vil kræve politisk prioritering skriver Maike Raaghauge. - Foto: Andreas Beck/Ritzau Scanpix

‘Jeg ser en undervisning, der er blevet langt mere kreativ og tværfaglig, hvor lærerne tør give slip og bare give los på alle tangenter, så det bliver en god og inspirerende dag under hygiejneregimets rammer, men hvad med regningen?’ skriver skoleleder Maike Raahauge.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Hvor går vi hen herfra? Vi startede lidt med at gå i panik under nedlukningen. Så begyndte vi at tale om det, vi lærte. Så blev vi klar over, at det blev dyrt. Hvordan er det i vores lille hjørne af verden – vores børneverden? 

For generationen af yngre kan man læse om, at det er skønt med en bedre normering og tid til samtale og omsorg. Det er også et ønske fra skolefolket, fordi så kommer der nogle mere trygge og sprogvante børn i skole. 

Lærerforeningen fortæller om bedre rammer til at forberede god undervisning. Skolelederens fagforening fortæller om, at vi i denne tid har kunnet gennemføre forskellige elementer af reformen, som vi ikke har magtet før. Bl.a. bedre rammer for udeundervisning, fordybelse og tværfaglighed.

Jeg selv ser en undervisning, der er blevet langt mere kreativ og tværfaglig, fordi der er tale om nødundervisning, hvor lærerne har turde give slip på en masse mål og fag og bare give los på alle tangenter, så det bliver en god og inspirerende dag under hygiejne regimets rammer.  

Vi står over for en kæmpe coronaregning, som vi alle sammen skal være med til at betale, og vi var i forvejen i et faldende bevillingsmiljø – som det så smukt hedder. De ting, vi observerer i denne tid, koster også penge. Men det kræver også mod. Politisk mod – uanset hvilken vej politikerne efterfølgende vælger at gå. 

Jeg vil med spænding følge, hvordan regningen skal betales, og om den går hånd i hånd med vores nye coronalærdom. Hvordan vil det politiske mod blive brugt? Hvad ønsker politikerne, der skal prioriteres? Og tør de prioritere? Også hvis det går imod det, vi lærer nu?