Del artiklen:
- Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix

‘På tværs af landet oplever jeg mig som en del af en digital flok, hvor kolleger landet over række ud,’ skriver skoleleder Maike Raahauge, der oplever, at det perifere og digitale bliver tæt, og det nære bliver afskåret og distanceret i en mærkelig, ambivalent tid.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Coronakolleger og ensomhed.

I denne tid oplever jeg kolleger landet over række digitalt ud og tilbyde og spørge om hjælp. Små videoklip florerer, hvor man kan se, hvordan man kan håndtere diverse udfordringer. 

Tyngden af vores arbejde skaber en eller anden form for samhørighed på tværs af landet, og jeg oplever mig som en del af en flok. Dette står i stærk kontrast med mine normalt meget tætte kolleger, som jeg føler mig afskåret fra. 

Vi mødes til videomøder, men ellers forsøger vi alle sammen at få hverdagen til at hænge bare lidt sammen. Videomøderne bærer præg af runder, og det er kun i tiden lige før mødets start, at der er overskud til at genfinde en fælles latter og måske dele en enkelt ide. I chatten kan det måske blive til en lille skæg bemærkning, men ellers er det primært spørgsmål eller ens navn på talerlisten.

Normalt har vi tæt kontakt og især i denne tid, hvor vi planlægger vores næste skoleår. Der plejer vi at hjælpe hinanden med diverse nye centrale initiativer, drøfte lokalløn, næste års partnerskaber m.m. I år planlægger vi alle i 11. time, og det må blive, som det bliver. Det kunne måske kvalificeres, men det når vi ikke. 

Det kan blive til et par sms’er eller en opringning, hvor der er tid til at høre, at de heller ikke er nået helt så langt, som vi gerne ville. Mens normalheden presser sig på, bliver de perifere relationer en del af den nye normalhed, mens det normale er blevet distanceret. Jeg savner at følge mine kolleger og deres skoler, og jeg glæder mig over nye kolleger, der er kommet ind i mit liv. 

Det er en mærkelig ambivalent tid.