Del artiklen:

’Den politiske kvinde’ har levet et stille liv i skyggen af to herremodeller: den økonomiske og den humanistiske mand, hvis motivationer nærmest er modsatrettede. Men vi nærmer os et opgør med denne enten-eller-tænkning, som baner vejen for en mere kompleks, men også farverig ledelsespraksis og organisationsudvikling, styret af den politiske kvinde.

Af Pia Vedel Ankersen, Forskningsleder MSO på Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund, VIA University College,

New Public Management (NPM) lånte fra den økonomiske teori modellen ’economic man’. Han er egoistisk motiveret og rationelt tænkende. Han kan planlægge og er strategisk i sin målstyring mod størst mulig egennytte. Organisationsudvikling og ledelsespraksis har igennem mange år været domineret af NPM ’economic man’-tænkning. 

På en lille rasteplads i den humanistiske organisations- og ledelsespraksis har ’den humanistiske mand’ holdt til. Han er grundlæggende altruistisk motiveret og følelsestyret. Han er mest til samtaler, spejle og kommunikation i sin ledelsespraksis. 

I skyggerne af de to mænd har ’den politiske kvinde’ levet et forholdsvis stille liv i kognitions- og socialpsykologien. Men nu er hun begyndt at larme gennem adfærdsvidenskaben, adfærdsdesign og nudging.

Den politiske kvinde er farverig og kompleks

Adfærdsvidenskaben (Behavioral Science) er både ny og gammel indenfor det social- og samfundsfaglige felt. Allerede 350 år f. Kr. skrev Aristoteles, at mennesket er et socialt dyr. Adfærdsvidenskaben er optaget af gennem undersøgelser og gerne eksperimenter at beskrive mennesket, som det er og bringe teoretiske modeller i synk med observationerne. Men hvad gemmer der sig bagved adfærdsvidenskaben? Og er det i den sammenhæng mon ikke på tide at lære med ’den politiske kvinde’ nærmere at kende?  

’Den politiske kvinde’ er en dame med en sammensat motivationsstruktur. Hendes beslutningsprocesser er både hurtige og langsomme. De er underlagt et dynamisk samspil af intuitioner, følelser og fornemmelser som glimtvis er suppleret med fornuftig tænkning. Hun er derfor en noget mere farverig og kompleks model end de strømlinede og stringente herremodeller. Det gør hende besværlig i en teoretisk sammenhæng, men fordelen er, at hun ikke er så virkelighedsfjern.

Opgør med dogmet om ’enten eller’

Man kan undre siger over, hvordan to vidt forskellige videnskabelige modeller for menneske – at vi enten er et rationelt egennytte maksimerende individ eller et altruistisk følelsesstyret individ – har vundet indpas i videnskaben. En rundspørge blandt ’ikke-forskere’ ville næppe resultere i ’den økonomiske mand’ eller ’den humanistiske mands’ logik om at yde efter evne og nyde efter behov. 

Sandsynligvis ville man få en beskrivelse med ’både-og’. At mennesket både er egoistisk og altruistisk, rationelt og følelsesstyret. Men menigmands betragtninger har ikke haft genklang i den akademiske verden, hvor Kirkegaardske ’enten eller’ har domineret. 

Situationen er dog ved at ændre sig. I 2002 fik Daniel Kahneman Nobelprisen i økonomi for sit livslange og banebrydende arbejde med at punktere den rationalitetsforestilling, som den økonomiske videnskab bygger på. Han er én blandt flere prominente forskere inden for adfærdsvidenskaben. Disciplinen er tværvidenskabelig og samler social-, evolutions- og kognitionspsykologi og blander det op med økonomi, politiske og sociologisk videnskab. Perspektivet er skævt i forhold til dogmet om ’enten eller’. 

For i den del af adfærdsvidenskaben, som trækker på evolutionsteori, anskues mennesket som et socialt dyr, der er tilpasset samarbejdsudfordringer. Vel og mærke samarbejdsudfordringer mellem individer som ikke deler gener. Det er en delikat balance, fordi interessen i at overlevere gener til næste generation ikke er sikret. For myrer og bier er samarbejde relativt ukompliceret fordi denne gen-interesse altid er sikret: Overlever et individ, så overlever generne også.

Den politiske kvinde vil gerne samarbejde, men hun hader at blive snydt  

På den ene side kan samarbejdet altså potentielt give flere goder, end hver enkel kan producere hver for sig. Og på den anden side er samarbejde en investering med risiko for at blive snydt. Det er præcist den samarbejdsproblematik ’den politiske kvinde’ er en tilpasning til. 

For hun vil gerne samarbejde, men hun hader at blive snydt. Den politiske kvinde har derfor en sammensat motivationsstruktur, hvor hendes altruistiske motivation tilskynder til samarbejde, mens den egoistiske motivation tilskynder til at straffe snyd (eller at hun selv prøver at snyde (lidt)). Herudover er hun rigt udstyret med instinkter, følelser og lidt fornuft til at hjælpe med at skabe balance i den sammensatte motivationsstruktur. Hun er derfor forprogrammeret med mange instinkter, og det er her de såkaldte kognitive bias kommer ind i billedet.  

Er bias ’comic sidekicks’ eller ’quick fixes’

Daniel Kahneman m.fl. har gennem socialpsykologiske eksperimenter påvist, at vores beslutningsprocesser er under indflydelse af bias, som skævvrider vores opfattelser og bevirker at vi ikke nødvendigvis træffer rationelle beslutninger. Det er dog ikke ensbetydende med, at vores beslutninger er dumme. I rigtig mange tilfælde fungerer bias som heuristikker (hjernens ubevidste genveje). 

Det afgørende for, om bias anses som irrationelle, dumme, heuristikker, brutale, modbydelige, intolerante mv., er ofte perspektivet, som anlægges. Lidt polemisk formuleret er opfattelsen af bias afhængig af den bias, man ser på bias med. 

Når ’den økonomiske mand’ ser på bias, ser han altid irrationalitet. Det har ledt til en del forskning, hvor man får på fornemmelsen, at det at påvise bias anses som ’comic sidekicks’, der skal rettes op på, så den velkendte økonomiske mand kan få sin genkomst. Med baggrund i ’den politiske kvinde’ er bias nærmere at opfatte som illustrationer af livsnødvendige programmeringer, der nedsætter de kognitive omkostninger i beslutningsprocesser. 

Det er ’quick fixes’ (system1 (varm) kognition), som gør den politiske kvinde i stand til at handle hurtigt og ofte hensigtsmæssigt. Der går så og sige automatpilot i beslutningerne med vaner og rutiner som kærkomne støtteforanstaltninger. Det er nemlig en central pointe, at rationelle beslutningsprocesser (system2 (kold) kognition) er kognitivt ressourcekrævende, og det er nødvendigt at rationalisere med den kognitive energi. Her er bias kærkomne heuristikker. 

En helt central bias ved ‘den politiske kvinde’ er hendes tilbøjelighed til hurtigt at opfatte sig som en del af en gruppe, og så favorisere dem hun tror, hun er i gruppe med. Lad os se nærmere på det. 

Hvem er jeg på hold med?

Henri Tajfel m.fl. har lavet studier i, hvordan vi på automatpilot kategoriserer i ud- og indgrupper. Det er særlig relevant for den politiske kvindes tilbøjelighed til ind-gruppe-favorisering – og ud-gruppe-diskriminering. Tajfel viser, hvordan forestillingen om identiske kunstpræference er tilstrækkelig til at starte en favorisering af folk, man tror har samme kunstpræference som en selv. 

Den kognitive og emotionelle økonomisering, som ind-gruppe-favoriseringen, giver er indlysende. Vi finder ud af, hvem vi spiller på hold med, og hvem vi er imod. Knyttet til denne bias er lemmingeffekten – at vi grundlæggende efteraber det, andre gør. Det italesættes næsten altid, som meget negativt. Men prøv, at se det i en læringsoptik: Hvordan lærer du hurtigst? Ved at eksperimentere – forsøge og fejle – eller ved at efterabe? 

De to illustrationer af hhv. ind-gruppefavorisering og lemmingeffekten giver en forståelse af, hvad der er på spil:

null

Er tiden moden til ’den politiske kvinde’?

Tajfels og andres socialpsykologiske eksperimenter har naturligvis været udsat for massiv kritik, dels for at være uetiske og dels for, at de ikke er replicerebare. Spørgsmålet er bare, om kritikken er så fundamental, at du fortsat vil basere din ledelsespraksis på de to herremodeller. Eller om du mener, tiden er moden til at stifte bekendtskab med ’den politiske kvinde’?

Om forfatteren

Pia Vedel Ankersen er forskningsleder MSO på Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund, VIA University College.

Læs mere om adfærdsvidenskab:
Ankersen, Pia V. (2006). Den politiske legitimitets oprindelse – en fodnote til Easton. Aarhus: Forlaget Politica 

Barkow, Jerome; L. Cosmides & J. Tooby (ed) (1992). The Adapted Mind – evolutionary Psychology and the Generation of Culture. New York: Oxford University Press

Colin F Camerer, G Loewenstein and M. Rabin (ed) (2004). Advances in Behavioral Economics. New Jersey: Princeton University Press 

Kahneman, Daniel (2011). At tænke – hurtigt og langsomt. København: Lindhardt og Ringhof Forlaget A/S

Mischel, Walter (2015). Skumfidustesten. Aarhus: Forlaget Klim

Poulsen, Jørgen J. (2004). The general theory of solidarity: an essay on the first principles of political behavior. Forlaget Politica