Del artiklen:
- Foto: Regis Duvignau/Reuters/Ritzau Scanpix

‘I denne tid mangler jeg mine vandrør for at forstå og opsamle de små vibrationer, der er på en skole, så jeg kan tage ting før fjeren, bliver til fem høns,’ skriver skoleleder Maike Raahauge.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Meget ledelse bedrives ved kaffemaskinen, så hvad gør jeg i en coronatid, hvor kaffemaskinen er et stort kontaktpunkt, og der er tyve kaffemaskiner i forskellige rum? 

Stemningen på skolen i en tid med arbejdsfordeling over videomøder og telefonopkald er svær at vurdere. I denne tid mangler jeg mine vandrør, mine muligheder for at forstå og opsamle de små vibrationer, så jeg kan tage ting i opløbet. 

Arbejdsfordelingen på en skole er alfa og omega i forhold til det kommende år, for får man lavet en god arbejdsdeling, hvor processen har været god, så får man et godt år. Og det modsatte. Processen hos os blev kortsluttet i forbindelse med nedlukningen, og hele min sirlige plan har været amputeret, og noget har jeg måtte udskyde til efteråret. Det skaber naturligvis en masse forvirring og frustration, og jeg har efter bedste evne forsøgt at få hold på tropperne og samling på holdet. 

Men jeg mangler virkelig rum for den lille snak. Pludselig kan en lille fjer blive til fem høns, og når jeg hører om noget, ved jeg ikke, om vi er ved en enkelt fjer, tre høns eller hele hønsegården. Det er dybt problematisk for min mulighed for at få hold på det. Hvis min håndtering er for voldsom, så gør jeg selv en fjer til en høne, men omvendt kan jeg også reagere for sent og for tamt. 

Corona har ramt min proces og udfordrer nu min nærhed i den daglige ledelse i en tid, hvor jeg har for alvor har brug for den nærhed. Jeg er meget spændt på, hvilken betydning corona får for vores næste skoleår – hukommelse er ikke altid taknemmelig, når hverdagen ikke glider.