Del artiklen:
"Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at vi ikke skal fortsætte Lær Dansk, fordi jeg er glad for konceptet. Det kan jo bekymre en, for det er en lidt usikker situation at stå i for alle," siger lederen af Lær Dansk i Ringkøbing-Skjern Susanne Bregendahl til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. - Foto: Dansk Flygtningehjælp

11 kommuner skal til at se sig om efter en ny udbyder af danskundervisning til flygtninge og andre udlændinge. Dansk Flygtningehjælp lukker sine sprogskoler i løbet af halvandet år.

Af Iver Houmark Andersen, [email protected]

Sprogcentrene ‘Lær Dansk’ er blevet en underskudsforretning, og derfor lukker de inden for det kommende halvandet år.

Det oplyser den humanitære organisation Dansk Flygtningehjælp, der i dag driver centrene, som står for danskundervisningen for voksne udlændinge.

Det ærgrer dog generalsekretæren, at det nu er nået dertil, hvor alle sprogcentrene må lukkes.

– Det er rigtig trist, for vi ville gerne være blevet i det her marked. Vi synes, vi er en ret dygtig aktør på det her område. Vi har i årenes løb undervist i og lært tusindvis og atter tusindvis af udlændinge dansk, og vi synes, vi har bidraget med noget rigtig vigtigt med at styrke integrationen for mennesker ved at lære dem dansk. Så det er en tung og svær beslutning for os at tage, siger Charlotte Slente, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Hun kalder dog beslutningen en nødvendighed for at tage hånd om organisationens fremtid.

– Vi har svært ved at leve med økonomiske underskud, der er betragtelige år efter år, fordi det skaber en risiko for økonomien i vores samlede organisation. Det er ikke fordi, økonomien er under pres, men vi kan ikke se ind i, at vi år efter år har et underskud på et indsatsområde, siger generalsekretæren.

Kursisterne er både udenlandske arbejdere, internationale studerende, familiesammenførte og flygtninge.

Fakta

Hvornår lukker sprogskolerne?

Favrskov Kommune lukker senest 31. december 2021

Odense Kommune lukker 31. december 2021

Svendborg Kommune lukker 30. juni 2021

Herning Kommune lukker 30. april 2021

Nyborg Kommune lukker 31. marts 2021

Thisted Kommune lukker 31. marts 2021

Syddjurs Kommune lukker 28. februar 2021

Ringkøbing-Skjern Kommune lukker 31. december 2020

Ringsted Kommune lukker 31. december 2020

Næstved Kommune lukker 31. december 2020

Århus Kommune lukker 31. december 2020

Kerteminde Kommune lukker 31. marts 2021